Anmeldelse: 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig, Det Kongelige Teater

Af Eva Gudmand Pedersen

 

”Det var godt nok højt,” sagde en ældre mand på vej ud af Skuespilhusets Store Scene efter forestillingen 68 – Et øjeblik var en anden verden mulig. En mand, der formentlig selv har oplevet 60’ernes vildskaber og oprør; han var vist ikke helt klar til det elektronisk forstærkede musik, som ellers er et gennemgående element i 1960’erne. Jeg var dog ikke så skræmt af den høje musik, men der var dog en lang række andre aspekter ved dette stykke, som kom helt bag på mig.

68_foto_1

Stykket omhandler et band, der prøver at finde sig selv. Rammerne er sat fra start: Publikum er fans, og skuespillerne er bandet. Undervejs søger de svaret i musikken og sætter spørgsmålstegn ved samfundsdebatten. Publikum får indsigt i de splittede tanker fra kærligheden til hadet. Og hvor skal vi finde lykken? I det ydre eller indre univers? Undervejs i stykket bryder skuespillerne ud af deres parykker og 60’ernes kollektive kultur, hvor de nu pludselig fremsiger deres egne meninger.

Skuespillerne gjorde det generelt utrolig godt både musikalsk og i deres skuespil. Jeg var særlig imponeret over Karen-Lise Mynster, som ofte brød ud af helheden og skabte en smule mere etos end de yngre kollegaer.

68_foto_10

Skuespillene viste, de kunne mere end at fremsige monologer, da de alle bidrog til de mange musikalske indslag, hvor de nostalgiske numre fra 60’erne blev spillet og fortolket. Generelt følte jeg, at skuespillerne var meget personlige i deres fremføring, hvilket særligt kunne mærkes, under et af numrene, hvor skuespillerne gik ned blandt publikum med deres rå og skrøbelige stemmer.

Christian Lollike og Tammi Øst udfordrer det musikalske, hvilket lykkedes i mere eller mindre grad i de forskellige fortolkninger. Det er en spændende leg mellem musik, udtryk og kultur, hvilket understøtter deres budskaber og afspejler tiden.

68_foto_12

Stykkets absurde side var uden tvivl det, der gjorde det største indtryk på mig. Flere gange formåde handlingen at skabe en smule ubehag og akavede smil på læben. Eksempelvis da skuespillerne spyttede sort olie-lignende maling ned over sig selv og fremviste det egocentriske samfund. Eller den eksplicitte kønsdebat, hvor kussen fik sin egen stemme. Selv musikken blev absurd bl.a. med fremførelsen af Frank Zappas ”What’s the Ugliest Part of Your Body”, hvilket var med til at give stykkets dets humor og absurde kant. Og sjældent har jeg gået ud af en teatersal med konfetti i håret, en ballon under armen og en øm hals af at skråle med på sange og udråb.

68_foto_5

Generelt er det et stykke, der vil utrolig mange ting. Det vil afspejle 1968, være absurd og en musikforestilling på én og samme tid. Det føltes desværre som om, at instruktør, Christian Lollike, ikke kommer helt i mål med nogle af delene.

For mig som ungt menneske, der ikke har gennemlevet 60’ernes kultur- og samfundsliv, var det svært at genkende de mange anekdoter og tilbageblik til 1968. Dette var dog anderledes fra min far, der ledsagede mig, hvor han tydeligt kunne se nogle ligheder fra sin barndom. Man bør altså ikke lade sig begrænse af sin alder, men se det som en mulighed for at få et indblik i 60’ernes kulturliv. Og heldigvis kan man stadig nikke genkendende til mange skønne sange fra The Beatles, Bob Dylan, Jimi Hendrix m.fl.

Det er i år 50-året for 1968. Og det er tydeligt at se, at samfundet har ændret sig. Dog ses der tydelige paralleller til nutidens dilemmaer. Skal vi se udad eller indad? Hvor skal revolutionen starte? Stykket sætter spørgsmålstegn ved tiden og viser kærligheden og frustrationerne udtrykt gennem et musikalsk og absurd univers. Dilemmaerne sætter spørgsmålstegn ved vores egen livsopfattelse, hvilket er noget, man bør tage op til debat – og ikke bare acceptere samfundet og individet for, hvordan samfundet vil have det. Vi bør være mere kritiske, som Simon & Garfunkel formulerer det: ”And whispered in the sound of silence”.

Stykket vil uden tvivl dele vandene, og man kan længe diskutere, om det fungerer godt eller skidt. Hvis man vil opleve et absurd og musikalsk teater, hvor kussen får sin egen stemme, og samfundsdilemmaerne tages op, bør man gå ind og se dette stykke.

 

Koncept: Sort/Hvid og Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, København K

Spilleperiode: 16. marts-23. maj 2018

Set den: 17. marts 2018

Foto: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/68/

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tammi Øst, Johanne Louise Schmidt, Sicilia Gadborg Høegh, Kristoffer Fabricius, Rasmus Fruergaard, Peter Plaugborg og Marie Dalsgaard

Iscenesættelse: Christian Lollike

Co-iscenesættelse/Musikalsk iscenesættelse: Tammi Øst

Dramaturg: Johan Holm Mortensen

Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller

Lysdesign: Mikael Sylvest

Videodesign: Michala Clemmensen

Musikmix: DJ Turkman Souljah

Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Re-anmeldelser under CPH STAGE 2016

Under CPH STAGE 2016 præsenteres både nye forestillinger og forestillinger, der har spillet før, ...

Anmeldelse: Kabaret Beatles, Teater Malstrøm

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Et mindre lokale med små kroborde med levende lys ...

Anmeldelse: Peters jul, Odense Teater

Af Mette Herschend   Odense Teater åbner dørene for dette års juleforestilling ’Peters jul’ ...

Anmeldelse: The Book of Mormon, Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Anderledes. Og modig. Det er de to ord, der ...

Anmeldelse: Secrets, Why Not Theatre Company

Af Sidsel Stoustrup   ’Secrets’ foregår på engelsk og styres af monologer, så jeg ...