Anmeldelse: A Midsummer Night’s STEAM, Fredericia Teater

Af Julie Vad B. Madsen

 

Fredericia Teater har nyfortolket Shakespeares ’En skærsommernats drøm’ som en musical og rykket hele stykket ned på havnen i Fredericia C. Er du klar på teater under åben himmel, musik, der bringer smilet frem, og kærlighedsforviklinger på havnen, så er ’A Midsummer Night’s STEAM’ lige noget for dig.

 

Plottet er rykket ud af Shakespeares eventyrskov og ind på havnen i 1960’ernes New York. Feernes Konge Oberon og Dronning Titania har lavet rod i kosmos med deres kærlighedsskænderier, hvilket har resulteret i et stegende hedt New York uden regn. På samme tid er gangsterdatteren Adria blevet forelsket i prettyboyen Luigi, mens hun er lovet ud til farens valg Dino, som hendes bedste veninder Elena er forelsket i. Feen Oberon sætter sig for at hjælpe de elskende par med at få kærligheden til at gå op, ved hjælp af saften fra en blomst, som er blevet ramt af Amors pil. Til at udføre sin plan bruger han sin sexglade, alkoholiserede hjælper Puk. Det er ikke svært at regne ud, at dette kun skaber endnu mere kaos. Midt i disse kærlighedsforviklinger optræder frisørerne som backing-group for bøsse-bossen Bob og prøver at holde styr på det hele.

 

IMG_6195STEAM

 

Kender man ikke stykket i forvejen, kan det tage tid at komme ind i historien. Der præsenteres mange personer og flere verdenen i starten, hvilket gør, at tungen skal holdes lige i munden, da det er nødvendigt at kunne forstå disse og sammenhængen mellem dem, for at få det fulde ud af stykket. Det kompliceres især af, at når først man har forstået, at der er tale om en fe-verden, hvis handlinger påvirker kosmos, og en menneskeverden, så begynder feerne at bevæge sig rundt i menneskeverdenen uden forklaring på, hvordan dette sker.

 

Skuespillet er fremført meget teatralsk og overspillet. En stor del af publikum griner ved disse optrin, mens andre smiler mere anstrengt. Her eksisterer der en hårfin grænse mellem irriterende og skinger på den ene side og selvironisk og sjov på den anden. Her tror jeg meget, at det er en smagssag, hvad man er til.

 

Historien er tilsat meget skæv humor og små hint i sangteksterne, hvilket gør at publikum griner stykket igennem. Denne latter er især hjulpet på vej af Puks, som spilles af Thomas Jensen, interaktion med publikum. Han gestikulere efter højere klapsalver, vil røre ved kvindernes bryster og få publikum til at synge sit omkvæd ”… bare en lille smule øl og en kvinde!”, indtil han er tilfreds. Yderligere diskuterer han med speakeren, som viser sig at være Amor…

 

Trenchcoat-gangsterne Luigi og Dino spillet af Emil Birk Hartmann og Lars Mølsted skal fremhæves for deres ekstreme charme og kærlighedserklæringer. Jeg tror alle kvindelige publikummer ville ønske at blive bejlet af dem.

 

STEAM 2016

 

Scenografien er intet mindre end genial, og for det skal Noemí Costa roses. At sidde på havnen i Fredericia C med Lillebælt og kraner i baggrunden og se på en scene bygget op af container sætter en fantastisk stemning, hvor scene og omgivelser integreres. Scenen er samtidig dyb, da der er huller mellem containerne i opbygningen, så man kan se, hvad der sker bag scenen. Dette gør, at skuespillerne spiller videre, selvom de er gået væk fra hovedscenen. Dette kommer særligt til gavn i de forskellige jagte, både mellem kærlighedsparrene, feerne og frisørerne. Scenografien involverer også en rigtig bil og motorcykel som kørers ind og ud af scenen. Det hele sat sammen skaber dermed en meget autentisk stemning.

 

Moralen i stykket er ifølge Puk, at kærlighed er vanskeligt, og at alt er vanskeligt uden øl. Men når disse ting går op, går der orden i kosmos, og regnen kommer tilbage. Netop regnen er udendørsteaters største udfordring, men jeg var heldig og slap udover lidt blæsevejr tør igennem.

 

STEAM 2016

 

Det største kritikpunkt, jeg har mod Fredericia Teaters udendørs opsætning, var tribunen, hvor publikum sad. Der var næsten ingen plads, man måtte sætte sig skævt eller sprede benene uden om personen der sad foran. For mig var det derfor en meget mærkelig oplevelse at sidde mellem benene på en fremmed mand og se stykket.

 

Overordnet er der tale om et skønt stykke med musik fremført af kunstnere, som virkelig kan synge, og omgivelser man ikke bliver træt af at se på. Er man i nærheden af Fredericia, kan det dermed anbefales.

 

 

 

Fredericia Teater,

Havnen, Fredericia C

 

Spiller indtil 6. juli 2016

 

Spilledato: 24. juni 2016

Fotos: Søren Malmose

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.fredericiateater.dk/forestillinger/2016-06-23/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: American Spirit, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Aveny-T)

Af Michelle Holst Andersen, gæsteanmelder   Forestillingen er for dig der gerne vil ind ...

Anmeldelse: Alting er noget, Teatret ved Sorte Hest

Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen   Sarah Boberg og Anette Støvlebæk fremfører Naja Marie ...

Anmeldelse: Morph, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs   ’Morph’ er en fysisk, akrobatisk forestilling skabt af den ...

Anmeldelse: 4:48 PSYCHOSIS, Aarhus Teater

Af Trine Kinch   Den britiske dramatiker Sarah Kane, efterlod sig 4:48 PSYCHOSIS, da ...