Anmeldelse: AfteRite og Etudes, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: AfteRite og Etudes, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Aftenens premiere på Operaens Store Scene bød på AfteRite af den engelske kometkoreograf Wayne McGregor og Harald Landers klassiker Etudes – begge danset af Den Kongelige Ballet. Det er begge to et-akts-balletter, der med sine forskelligheder og ligheder gik hånd i hånd og til sammen skabte en flot forestilling! De to balletter er præget af en tidsløs progressivitet, som kommer til udtryk på hver sin spændende måde.

Det er ikke første gang, koreograf Wayne McGregor arbejder med Den Kongelige Ballet. Vi har tidligere fået lov at overvære hans værker ”Chroma” og ”Infra”, og denne gang kom turen så til hans nye ballet AfteRite – danset til den hypnotiserende og ikoniske musik af Igor Stravinsky ”Sacre du printemps”.

AfteRite var en intens oplevelse. I programmet til forestillingen skrives der: ”Inde i den sidste koloni er menneskeheden et skrøbeligt grænseområde, og kun de stærkeste overlever. Når naturen genvinder sine ritualer, må en mor vælge, hvad der står hendes hjerte nærmest, og hvad hun kan klare at miste.”

Det er stærke sager, McGregor tager fat i. Og det kunne mærkes i publikum. Disse stærke følelser gik perfekt i spænd med Stravinskys anarkistiske og kompromisløse musik, som nærmest kunne føles som en trussel og en utæmmet vildskab.

På scenen stod et glasbur. Scenografien var skabt af Vicki Mortimer. Umiddelbart ligner glasburet et fredeligt, lukket system, men udenfor er der gang i et større menneskeligt system. To små piger kommer ind i buret, og her bliver grænsen mellem det lukkede og det åbne uklart. I balletten går menneskene i et med naturen. De er som planter: Utilpassede og ængstelige. McGregor minder os om, at velordnede historier ofte er et dække for en farlig baggrund. Synsvinkler skifter, og relationer opløses.

AfteRite går lige til grænsen. For mig var der dele af den, der fungerede bedre end andre. Pas de deux’erne og de synkrone korpsstykker til den rammende musik gik rent ind hos mig, men til tider blev det også for outreret og mærkeligt.

Det var noget af en intens mundfuld at gå til pause på. Anden akt bød på det rene, klassiske mesterværk Etudes af Harald Lander til den overdådige musik af Knud Åge Riisager. Etudes er Landers genistreg, der tager udgangspunkt i den klassiske balletklasse men med et overdådigt twist. Balletten begynder med de fem grundpositioner og ender i en flyvende finale. Balletten handler om skønheden og æstetikken i klassisk ballet og om glæden og begejstringen ved at danse.

Den Kongelige Ballet leverede en skarp forestilling. Men der var trods alt lidt premierenerver at skimte hos Den Kongelige Ballet. De tre solopartier i Etudes blev danset af Ida Praetorius, Guilherme De Menezes og Jón Axel Fransson. En stærk trio! Inden forestillingens begyndelse var jeg ikke i tvivl om at disse tre kunne levere en stærk Etudes. Men der var dog en usikkerhed at ane hos stjerneballerinaen Ida Praetorius, som ellers altid er så sikker. Én der ikke var ramt af premierenerver, var Jón Axel Fransson. Wauw – han leverede en sikker og knivskarp forestilling og stod i den grad ud.

Og det blev da også en helt speciel aften for Jón Axel Fransson. Ved forestillingens ende og lige inden tæppefald trådte balletmester Nikolaj Hübbe ind på scenen, hvor han udnævnte Jón Axel Fransson til ny kongelig solodanser. Hvor er det fortjent! Jón Axel Fransson var i den grad aftenens stjerne, også inden nogen vidste at han blev udnævnt til solodanser denne aften.

Aftenens forestilling bød på to meget intense, progressive værker, der på hver sin måde fik fremhævet dansen i sin reneste form. AfteRite og Etudes er meget forskellige balletter, som alligevel samtidig formår at gå hånd i hånd. Tag ind og oplev AfteRite og Etudes på Operaens Store Scene hvis du vil opleve ”the best of both worlds” af det moderne repertoire såvel som det klassiske.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København

Spilleperiode: 13. april-11. maj 2019

Set den 13. april 2019

Fotos: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/after-ite-og-etudes/?section=top

Medvirkende: J’aime Crandall, Marcin Kupinski, Gregory Dean, Jón Axel Fransson, Ida Praetorius, Guilherme De Menezes m.fl.

Varighed: Ca. 2 timer inkl. en pause

AFTERITE

Koreografi: Wayne McGregor
Musik: Igor Stravinsky
Scenografi og kostumer: Vicky Mortimer
Lysdesign: Lucy Carter
Videodesign: Ravi Deepres
Dramaturgi: Uzma Hameed

ETUDES

Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Kostumer: Lise Lander og Rikke Korfix
Kunstnerisk inspirator: Lise Lander

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *