Anmeldelse: Aladdin, Det Kongelige Teater

Af Julie Vad B. Madsen

 

Jeg vil ud af det her eventyr! Jeg vil ud af det her eventyr! Jeg vil ud af det her eventyr!” er prinsesse Gulnares sidste ord, mens hun bliver jagtet af nøgne mænd i burka på scenen. Og følelsen af at ville ud af eventyret deler jeg. Hvad, der startede som en fortælling og eventyrlig ramme om reelle diskussioner, slutter af som et kaos af udvandrende skuespillere efter opråb til publikum.

Forestillingen starter godt ud. Den originale indledningen til Adam Oehlenschlägers Aladdin eller Den forunderlige lampe bliver oplæst, kommenteret og oversat af forestillingens fortæller spillet af Secilia Gadborg Høegh. Men ellers er der ikke meget af den originale fortælling tilbage i første akt, og i anden akt er den ikke-eksisterende. Dog er vi i første akt i gode hænder hos fortælleren, som guider og forklarer, når skuespillerne bryder karakter for at diskutere håndteringen af det eksotiske, og hvad man i virkeligheden kan tillade sig at sige og gøre på en teaterscene og generelt i virkelighedens verden. Hun får dem til at makke ret og fortsætter fortællingen.

Denne blanding af teater og bearbejdelse af stykket undervejs virker godt for instruktøren Christian Lollike, og det demonstrerer danskernes komplicerede forhold til håndteringen af de nytilkommende og det eksotiske. Men dette fungerer kun optimalt i første akt.

Vi starter med at have en historie. En ramme at tage udgangspunkt i. Karaktererne er, som Oehlenschläger skabte dem. Aladdin spillet af Alvin Olid Bursøe er så naiv, som han er beskrevet, og slentrer hen over scenen med en karikeret gangart. Gulnare spillet af Özlem Saglanmak tilføjer dog noget til Oehlenschlägers karakter, ved at indføre et element af kvindefriheds- og rettighedskamp. Karaktererne fungerer i første akt, fordi der bliver lagt op til, at vi skal diskutere Vestens opfattelse af Orienten, og hvordan disse karakterer skal forstås i dag.

MEN denne ramme forsvinder helt i anden akt, hvor vi i stedet ser et opråb uden historie. Et opråb på en baggrund med burkakor og hængning i teatergalge. Den dialog, som prægede første akt er væk. Hvilket er ærgerligt, fordi forestillingen adresserer nogle af de temaer, som pryder diskussionerne i dag, når det gælder dansk og muslimsk kultur. Det Kongelige Teater har ønsket at spørge, hvordan vi kan adressere disse diskussioner, så de bliver relevant for os som publikum i dag.

Forestillingen er fyldt med sex. Lige fra et erotisk digt til orgier. Gulnare har et orgie med slaver; når Aladdin må, må hun jo også. Han er bare ikke enig og tyr til vold. Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Men også dette må vige pladsen i anden akt, hvor vi i stedet ser nøgenhed uden grund.

Lollikes bearbejdelsen er sket i samarbejde med skuespillerne, hvilket ses direkte på scenen. De diskussioner, der har været undervejs inkluderes i stykket, hvor skuespillerne bades i hvidt lys og træder ud af karakter, for som dem selv at diskutere rigtigheden i det, de siger eller gør, og om de overhovedet kan tillade sig at gøre det.

Skuespillerne spiller ikke overfor hinanden, men hele tiden ud mod publikum. De rører aldrig hinanden, men reagerer på hvad de skal, hvilket fungerer fint i forhold til, at det er publikum, som man ønsker at tage disse dilemmaer med. Lollike har fat i noget af det rigtige, og det er et interessant islæt, at han lader skuespillernes forbehold, vrede og forvirring over materialet skinne igennem. Derfor er det også bare så ærgerligt, at det tabes på gulvet i anden akt og gøres til en råbekonkurrence i stedet.

Spørgsmålet om, hvem der fortæller historien, og om hvem der har ret til at fortælle historien, tages op. Vi ser, hvordan forestillingens fortæller i begyndelsen sætter scenen og fortæller til publikum, hvad vi ser, mens hun hen mod slutningen tager en styrende rolle og fortæller skuespillerne, hvad de skal gøre, og hvis de ikke gør, som hun siger, giver hun deres rolle til andre. Dette slutter prinsesse Gulnare af med at råbe op om. Hun påpeger, hvordan hendes historie er blevet stjålet af fortælleren og drejet hen, hvor hun ikke længere kan genkende den. Og stjålet det er den. Det var ikke den Aladdin, som Det Kongelige Teater promoverede, som kom til udtryk i anden akt.

Forestillingen ønsker at skabe en dialog om stereotyper. Men i stedet ender de med at lave deres karakterer så karikerede på stereotyper, at de valide pointer forsvinder og drukner i smarte gangarter, nøgenhed, smarte bemærkninger og parodi på den dans, som er så vigtig en del af den kultur, de søger at fremstille. Publikum griner meget, også på tidspunkter hvor det kommer bag på skuespillerne. Forestillingen virker unødigt humoristisk, lidt for eksplicit og tager jokene lidt for langt.

Som teater er det naturligt at gå til grænsen – og krydse den i sin kunstneriske frihed. Denne balancegang blev opretholdt fint i første akt. Her pauser fortælleren flere gangen forestillingen, så skuespillerne kan diskutere, hvad de mener er rigtigt eller forkert og prøve med alternative udgaver.

De går dog for langt, når de tænder lyset i salen og spørger, om der er muslimer til stede, beder dem række hænderne i vejret og siger, at de nu kommer til at støde dem. Dog er det ikke kun muslimer, som må stå på mål for kritiske jokes, selvom de tager de fleste skud. Også jøderne, sorte og den privilegerede hvide mand, får sig en tur. Men stadig kan de se grænsen bag sig. Det kan de slet ikke i anden akt, hvor rammefortællingen forsvinder, og historien ikke længere har noget med Aladdin at gøre. Aladdin hænges i en teatergalge og bliver hængende, mens skuespillerne råber mod publikum.

Opråbene indeholder gode pointer og diskussioner. Pointer om øjne, der følger en, når man har forskellige fysiske karakteristika, pointer om hvordan den historie, man gerne vil have fortalt, bliver taget, drejet og ændret til den passer ind i nyhedsverdenen eller så den passer fortælleren. Men disse pointer mister deres styrke på grund af den baggrund, de bliver fremført på.

Scenografien af Franciska Zahle er enkelt lavet, men det fungerer godt, selvom scenen er meget bred til de få skuespillere, som står på den. Hele første akt er det eneste på scenen midnatsblå teatertæpper i skiftende formationer og et sort gulv med hvide striber, som både hæver og sænker sig. Først hen mod slutningen af første akt bruges en rekvisit, en stor hånd, der udgør Aladdin og Gulnares brudeseng. I anden akt lader man tæpperne falde og ligge på jorden, så man i stedet har en rodet kæmpescene, hvor eneste rekvisit er en galge.

Aladdin på Det Kongelige Teater er derfor en blandet oplevelse, men kan ses for de diskussioner, som den lægger op til.

 

Bearbejdet af Christian Lollike og SORT/HVID
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
 

Spilleperiode: 21. september-3. november 2018 

Set den 21. september 2018 

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/aladdin/

Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh, Alvin Olid Bursøe, Jens Jørn Spottag, Lotte Andersen, Özlem Saglanmak, Lila Nobel, Simon Bennebjerg, Peter Christoffersen, Rasmus Fruergaard, Zaki Youssed, Andreas Jebro og Mads Rømer Brolin-Tani samt Sankt Annæ Gymnasiums familiekor

Bearbejdelse: Christian Lollike og SORT/HVID (Dennis Mayhoff Bring, Hørn Vjerre, Zaki Youssed, Sigrid Johannessen, Nazil Kici) i samarbejde med skuespillerne

Iscenesættelse: Christian Lollike

Scenografi og kostumer: Franciska Zahle

Lysdesign: Jonas Bøgh

Koreografi: Kitt Johnson

Komponist: DJ Turkman Souljah

Aldersanbefaling: + 15 år

Varighed: Ca. 2 timer og 10 min. inklusiv pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Shakespeares skurke, Teater PLAY (Tempest Teaterproduktion)

Af Sofie Lystrøm   Shakespeares spøgelse lever i bedste velgående i vores moderne kultur. ...

Anmeldelse: Nordskoven, Mungo Park

Af Christian Skovgaard Hansen   Har du set nogen af Mungo Parks forestillinger, så ...

Anmeldelse: Madame Butterfly, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt   Madame Butterfly var den opera blandt Puccinis egne, som han ...

Anmeldelse: Tryllefløjten, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Mozarts eventyrlige opera Tryllefløjten i instruktør Marco Arturo Marellis ...

Anmeldelse: Metamorfoser, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Det Kongelige Teater genopsætter i denne sæson forestillingen ’Metamorfoser’ ...

Anmeldelse: Vildheks, Østre Gasværk Teater

Af Eva Gudmand   Man kan roligt sige, at ’Vildheks’ var en vild oplevelse. ...