Anmeldelse: Anekdoter – Livshistorier fra Møllestien, Lokalcenter Møllestien (Aarhus Teater)

Af Anne Sophie Thingsted

 

På Lokalcenter Møllestien i Aarhus mødes unge og gamle til en hjertevarm forestilling om livets små og store oplevelser. Publikum sidder ved hyggeligt opdækkede borde, imens eleverne fra Den Danske Scenekunstskole går rundt mellem dem og serverer kaffe og kage. Derefter serverer de anekdoter og fortællinger indsamlet blandt beboerne på lokalcenteret. Det er et nostalgisk tilbageblik på levede livs lykkeligste og tristeste stunder og en totaloplevelse, der hensætter dig til en hyggesludder over eftermiddagskaffen hos dine bedsteforældre.

at_anekdoter-3303-_fotograf-foxcut-film

De 3. års studerende fra Den Danske Scenekunstskole giver den som ældre beboere på lokalcentret og videregiver en historie-montage om alt fra rædslerne under Danmarks besættelse til glæden ved at få børnebørn.

Skuespillet er godt, og især under de lette temaer leveres replikkerne med legende lethed og et glimt i øjet. Niveauet falder lidt i midten af stykket, når emnet drejes over på Anden Verdenskrig. Men det er også uvirkeligt at tænke på faldende bomber, madrationering og et liv uden frihed inde i den hyggelige boble på kaffestuen med gardinerne trukket for.

Alligevel har skaberen af Anekdoter Sargun Oshana valgt den helt rigtige iscenesættelse af stykket, der både vækker historierne til live og skaber et bånd mellem unge og ældre. Lokalets nydeligt opdækkede kaffeborde er som taget ud af dine bedsteforældres spisestue, gardinerne er trukket for ud til den virkelige verden, og en gammel grammofonplade spiller muntre toner. Det skaber et lille vakuum, hvor der er en tid og ro til at lytte til de ældre, som man sjældent oplever i hverdagen.

Der er flere familier med helt små børn, yngre par og bedsteforældre blandt publikum. Børnene sidder og gumler eftertænksomt på deres linser, pacificeret af konditorkagerne på kaffebordet, så de bedre kan lytte til skuespillerne. De ældre fra lokalcenteret, der selv er mødt op for at se forestillingen, sidder og klukler, når skuespillerne lader en bemærkning om en sorgløs ungdomserindring falde. Deres tilstedeværelse under stykket minder en om, at historierne kommer fra rigtige mennesker. Det giver anekdoterne tyngde.

at-anekdoter-Billede 2

Bearbejdelsen af manuskriftet er god. Med flere gammeldags talemåder i replikkerne, er det ikke til at tage fejl af, at de unge skuespillere spiller ældre mennesker. Replikkerne leveres for det meste meget overbevisende, men få gange er tonefaldet lidt for nutidigt, så skuespillernes rigtige alder skinner lidt igennem.

Alt i alt er Anekdoter – Livshistorier fra Møllestien en fornøjelse for hele familien. Forestillingen sætter ens egne livsoplevelser i perspektiv, og den skaber grobund for børn og børnebørns interesse og spørgelyst i forhold til deres ældre forældre eller bedsteforældres historier og erfaringer.

 

Aarhus Teater

Lokalcenter Møllestien, Grønnegade 10, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 12.-23. juni 2018

Set den 13. juni 2018

Foto: Rasmus Reimer Larsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1718/anekdoter/

Medvirkende: Alexander Krumhausen, Arian Kashef, Maria Cordsen, Clara Ellegaard, Johannes Zois, Rasmus Skaarup, Sarah Francesca Brænne (3. års studerende ved Den Danske Scenekunstskole)

Bearbejdelse og iscenesættelse: Sargun Oshana

Varighed: Ca. 55 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Docken

Af Christian Skovgaard Hansen og Sarah Dickow   Denne forestilling er en repremiere. Vi ...

Anmeldelse: Venus In Fur, Østre Gasværk Teater

Af Jonas Gudmand Skuespillerne Mille Lehfeldt og Casper Crump sørger for, at publikum bliver ...

Anmeldelse: TRANSIT, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Lea Damgaard   Teatergruppen Von Baden ønsker at tage fat i samfundsaktuelle emner. ...

Anmeldelse: Kinder K, Holland House

Af Julius Gotthardt Møller   I ’Kinder K’ sammenvæves to dystre og knugende historier ...

Anmeldelse: Mor og Far sidder i Grøften, Tivoli

Af Emilie Lykke Hartz   I anledningen af Tivolis 175 års jubilæum har fire ...