Anmeldelse: Anna Karenina, Odense Teater

Af Mette Herschend

 

Der er rigtig meget godt at sige om Odense Teaters opsætning af ’Anna Karenina’: dygtige skuespillere, smukke kostumer, enkel scenografi, flotte effekter og en rigtig god historie. Men: Det er meget langt!

Som jeg umiddelbart kan læse mig frem til, så ligger manuskriptet sig vældig tæt op ad romanen, så har man som mig ikke læst Tolstojs værk, er man ikke tabt i forestillingen. Vi befinder os i Rusland i zartiden og bevæger os iblandt den sociale elite. Der er to handlingstråde i historien, som på en måde er adskilte, men også tæt forbundne. Anna Karénina er (næsten) lykkeligt gift med senatoren Alekséi Karénin – et fordelagtigt ægteskab for begge parter, men fattigt på ægte kærlighed. Anna forelsker sig hovedkulds i officeren Alekséi Vjronskij, og de indleder en lidenskabelig affære. Karénin er en stolt mand, og nægter at lade sig skille fra Anna og at lade hende få deres fælles søn, Serósja. Anna bliver syg af sorg, og den sociale elite vender hende ryggen.

AK-OT-freepicture.ext (1)

I den anden handlingstråd finder vi den revolutionære Konstantin Llóvin (Kostya), der er håbløst forelsket i Kitty, men som afviser ham, fordi hun har et godt øje til Vjronskij. Kostya afskriver kærligheden og er for stolt til at tilgive hende. Da det endelig sker, og han får sin brud, er kærligheden ikke altid lige, som han havde forestillet sig.

De to handlinger ”taler” hele tiden sammen, for i en slags drømmeagtig metaverden mødes Kostya og Anna løbende og taler om kærligheden, sorgen og livet. Det fungerer rigtig fint, for i denne metaverden sætter de også den næste scenes tid og sted, og det hjælper publikum til bedre at kunne følge med i det indviklede kærlighedsdrama.

AK-OT-freepicture.ext

Jeg var godt klar over, at jeg skulle overvære et af de helt store litterære værker udspille sig Store Scene. Mentalt forberedte jeg mig på, at selvom romanen er blevet bearbejdet til noget mere teatervenligt, havde vi stadig at gøre med russisk litteratur fra slut 1800-tallet, som nok godt kunne være lidt langt i spyttet –  men jeg blev godt nok overrasket over, hvor lang tid 2 timer og tre kvarter kan føles som.

Det er ikke fordi, jeg vil lyde som en forkælet møgunge, men jeg tror ikke, det moderne menneske længere er bygget eller har koncentration til at sidde i først halvanden time og siden i en time og et kvarter og holde fuldt fokus. Det er heller ikke min intention at kritisere dramaturgien, og der er garanteret også noget med rettigheder, men man kunne overveje en lidt mere tilskåret version af historien til næste gang, hvis der bliver en sådan. Forestillingens længde har desværre sat et negativt fodspor i min oplevelse.

Det er uden tvivl Rikke Lylloffs portræt af Anna Karénina, som gør størst indtryk på mig. Anna er en moderne kvinde med selvstændige holdninger, et stort intellekt men med en mental skrøbelighed, som hun lider hårdt under. Rikke Lylloff er ganske som forventet dygtig til at formidle Annas mange facetter. Benjamin Kitter som Kostya udgør også en stærk figur, særligt når kærligheden spiller ham et puds, og han bliver enten usikker i mælet eller stolt og stiv imponerer hans nærhed i rummet mig.

AK-OT-freepicture.ext (2)

Scenografien af Rikke Juellund er meget enkel: fag af lange hvide tråde fra gulv til loft hænger elegant både i siderne og som to bagtæpper med et par meters mellemrum. Det giver nogle rigtig flotte effekter i samspil med lysdesignet, når skuespillerne bevæger sig ind og ud af scenen, og trådene bliver lidt uhyggelige, når de hænger fast i skuespillerne lige som lange tynde fangearme. Fagene kan drejes, vinkles, hæves og sænkes, så udtrykket bliver meget flydende og næsten drømmende.

AK-OT-freepicture.ext (3)

Den enkle scenografi fremhæver i høj grad de smukke kostumer – også af Rikke Juellund. Det er tydeligt, der ikke er blevet sparret i kostumeafdelingen, og der er blevet lagt mange timer i at skabe nogle tidssvarende kjoler i blonder og silkechiffon. Fuldstændigt gennemført og meget, meget flot – stor cadeau til skrædderteamet.

AK-OT-freepicture.ext (4)

Der når at ske rigtig meget på 2 timer og tre kvarter, og det kan godt være lidt svært at rumme, når jeg sådan sidder og husker tilbage. Jeg var meget betaget af forestillingens ydre udtryk, men der var næsten for mange elementer i handlingen til, at Rikke Lylloffs forpinte og skinsyge Anna krøb ind under huden på mig, som jeg egentlig havde forventet – det synes jeg, er rigtig ærgerligt.

’Anna Karenina’ er på mange måder en smuk forestilling, og der er mange rigtig gode elementer i en god historie. For mig og nok også for mange andre unge, vil længden nok bare være en ”deal breaker”. Jeg vil anbefale den til unge på 18+ år, hvis man er interesseret i at stifte bekendtskab med en af de store klassikere og holder af opsætninger, hvor der er kælet for æstetikken.

 

Odense Teater, Jernbanegade 21, 5000 Odense

Spilleperiode: 2. februar-8. marts 2017

Set den 2. februar 2017

Foto: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/anna-karenina

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Mit mørke, Teater Grob (Five Feet Tall)

Af Jonathan Stahlschmidt    Efter trekvart-hundrede år er vi langt fra færdige med at ...

Anmeldelse: Han, hun, vov og igen!, Republique

Af Christian Skovgaard Hansen   Op til jul tilbage i 2010 lavede Bodil Jørgensen ...

Anmeldelse: Farlige forbindelser, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Amalie Sloth de Fine Licht   ’Farlige forbindelser’ er ...

Anmeldelse: Vi taler ikke om penge, Teater Grob (LiminalDK)

Af Jonathan Stahlschmidt   “Velkommen til en blanding af performance, danseklassikere, foredrag og spil. ...