Anmeldelse: Apati, Republique

PRESS_02 [1600x1200]

Af Julius Gotthardt Møller

 

MILLENNIUM PINK! Det er det første man tænker, når man træder ind i Republiques Lille Scene. En farve, der med sin uundgåelige tilstedeværelse, genkendelighed og ufarlige nuance, er en smagsprøve på den overfladiske selvtilstrækkelighed og apati overfor omverdenen, der kommer til at udspille sig på scenen.

Som publikum må man sidde og nyde dette studie i pink, efter man har modtaget et sæt hovedtelefoner med en lille knap, der kan skifte kanaler mellem rød, grøn og blå. Over højtalerne lyder Marie Louise Willes stemme, hvor hun læser manuskriptet til det tyske stykke ”Wunschkonzert”, som ’Apati’ er lavet over, op. Forrest på scenen kommer en (pink) roomba til live i, hvad der ligner en tom sandkasse, og prøver forgæves at støvsuge bunden, men den bliver ved med at støde ind i skuespiller Xenia Noetzelmann, der livløst ligger i vejen.

PRESS_08 [1600x1200]

Stemmen over højtalerne, introducerer os til den enlige frk. Rasch, der udover sit arbejde i en papirvareforhandler ikke har særlig meget indhold i sit liv. I oplæsningen af manuskriptet nævnes det, at hun i kraft af sin situation er til falds for reklamer og går så meget op i sit udseende, som hendes økonomi tillader det – hvilket forklarer fascinationen af en farve, der ikke kan beskrives som andet end et flygtigt modefænomen. Hun er altså – slås det hurtigt fast gennem de nøgternt konstaterende regibemærkninger – en gennemgående kedelig person, der lever et gennemgående kedeligt, på grænsen til det triste, liv.

Alt i mens stemmen over højtaleren beskriver frk. Rasch handlinger, går Xenia (der måtte tage over for Marie Louise Wille pga. sygdom) rundt på scenen og udfører de beskrevne handlinger med en insisterende ligegyldighed og mangel på entusiasme. Hun hænger ikke pænt sin jakke op på en knage men kaster den skødesløst i et hjørne, hun vasker ikke hurtigt og effektivt op men står bare og hænger ved en af de mange kasser, der står rundt på scenen.

PRESS_03 [1600x1200]

Stykket fortsætter for en stund på denne måde, med en stigende inkonsistens mellem det roligt oplæste manuskript, der fyldt med regibemærkninger til stykkets længde og brugen af radioprogrammer, og Zenias opførsel på scenen. Da hun Rasch tænder for radioen skifter oplevelsen af stykket dog karakter – for Xenia tager et par hovedtelefoner på og jeg også mit par på. Af refleks prøver jeg de tre kanaler, men på alle tre fortsætter manuskriptoplæsningen.

Det ændrer sig dog, og de tre kanaler udvikler sig i hver sin retning – hvilket for både mig og min ledsager havde to effekter. På den ene side skaber det en unik oplevelse for den enkelte, der frit kan vælge sin egen måde at forstå og opleve stykket på, men man sidder stadig tilbage med en tom følelse af kun at have oplevet en tredjedel.

På den første kanal beskrives fortsat frk. Raschs sirlige, monotone aftenrutine, der i mindre og mindre grad bliver efterlevet af Xenia på scenen. På den næste bliver, hvad der lyder som tilfældige mennesker i København, spurgt ind til deres bekymringer og problemer der svinger mellem alt fra det besværlige i bruge Facebook, til den klimakriser. Den sidste kanal er på engelsk, og her beskriver en rækker formodede indvandrere minder fra deres hjemlande.

Stykket skal ses for dets afslutning, og jeg vil forsøge at lade være med at spoile den her. Jeg vil blot sige, at den bryder med den apati, som frk. Rasch har overfor omverdenen. De to interview-kanaler skal forestille radioprogrammet, hun har sat på, og glædeligt ignoreret siden stykkets start – på kanalen med manuskriptet kan man svagt høre de engelsksprogede interviews i baggrunden. Op mod afslutning ændrer de tre kanaler også karakter, og det skifte, synes jeg, er værd at lægge mærke til, hvis man skal se stykket. Manuskriptet bliver som nævnt mere og mere ignoreret af den frk. Rasch, der står på scenen, de danske interviews forsvinder og de engelsksprogede fylder to kanaler, og de ender med at handle om grunden til, at de flygtede – oftest er grunden krig.

PRESS_01 [1600x1200]

Samtidig sker der en mere ubemærket ændring i selve det oplæste manuskripts brug ar pronomener. Fra at have været distanceret og udelukkende omtalt frk. Rasch i tredjeperson – en fortæller og observatør, skifter det over til første-person ”jeg”. Vi er nu inde i hovedet på frk. Rasch, og hendes skødesløse handlinger virker nu mere desperate og formålsløse end tidligere. Hun tænder en blender og lader den stå med pink smoothie i uden at slukke den, og hun vikler sig ind i et flere meter langt strikket tørklæder, som i hovedtelefonerne bliver beskrevet som, at hun konsulterer en strikkeopskrift nøje, mens hun færdiggør sit kludetæppe.

Nogle gange virker frk. Rasch handlinger opgivende, roder lidt med en paptallerken i stedet for at vaske op. Andre gange er det et desperat forsøg på at slippe væk, som når hun kravler ind i et lille rum, der opstår i siden af scenen, og med en tusch skriver på vinduet ud mod publikum ”I AM THE 99 %”. Hun vender dog hurtigt tilbage til sin sirlige pink virkelighed, da hun efterfølgende med pink glasrens fjerner tuschstregerne og kravler ind på scenen igen.

PRESS_02 [1600x1200]

Til sidst er pronomenet et ”vi”. Publikum er med, og vi tager vores hovedtelefoner af. Lyden er tilbage i rummets højtalere, og vi er alle frk. Rasch, der roder rundt i en pose efter en enhjørningebamse, hun spiser til lyden af et æble, og en pose, hun drikker af, som var det kaffe.

Til sidst beskrives et ”vi”. Publikum er med, vi tager vores hovedtelefoner af, og vi involveres direkte i stykkets afsluttende handlinger. Vi er alle frk. Rasch, der roder rundt i en pose efter en enhjørningebamse, hun spiser til lyden af et æble, og en pose hun drikker af, som var det kaffe. Det er os, der handlingslammede ligger i sengen uden at læse. ”Vi” stirrer bare tomt ud i luften. ”Vi” låser gentagende gange døren ud til opgangen. Og det er os, der bryder med ordenligheden og den sidste rest af facade, når ”vi” bare tørrer lidt spildt hvidvin op med ærmet i en af stykkets afsluttende handlinger.

’Apati’ er, som det måske fremgår, et rodet stykke. Til tider er det styrken, og afspejler kaosset og desperationen i frk. Raschs hoved. Andre gange, bliver det dog for meget, og man mister fokus, enten på hvad Xenia laver på scenen, eller hvad man lige sad og lyttede til. Enkelte gange begge. Når det så er sagt, så kan formatet noget og de følelser stykket sætter i gang, når slutningen og prologen kædes sammen er fantastiske og kan et stykke hen ad vejen opveje den lidt langtrukne midte.

Så tag ind og se ’Apati’, men sørg for at være udsovet, frisk og klar på en tour de force af koncentration.

 

Republique, Lille Scene, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Spilleperiode: 22. september–6. oktober 2017

Set den 22. september 2017

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://republique.dk/dk/forestillinger/apati/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Ole

Anmeldelse: Ole Lukøje, Fredericia Teater

Af Jonas Gudmand Alle, der synes, at det er spøjst, at en forestilling kan ...

bunbury-3

Anmeldelse: Bunbury, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Holder Oscar Wildes komedie ’Bunbury or The Importance of ...

_ma_5580-1600x1200

Anmeldelse: Human afvikling, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen   Vi har tidligere talt med med-manuskriptforfatter Thomas Corneliussen i ...

SMK Onsdag

Anmeldelse: SMK Onsdag (med ballet), SMK og Det Kongelige Teater

Af Julius Gotthardt Møller   Note: Denne anmeldelse vedrører alene konceptet og forestillingen den ...

Småforstyrrelser-Christian Geisnæs

Anmeldelse: Små forstyrrelser, Teater Grob

Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen   Det er altid en fornøjelse at se, hvad ...