Ungt Teaterblod

Anmeldelse: Arne går under, Bådteatret

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Dukketeater er ikke kun for børn. Det slår holdet bag ’Arne går under’ fast med denne dystre, smukke og ufattelig rørende forestilling på Bådteatret.

 

En væg adskiller publikum fra den verden, der gemmer sig i Arne A. Mehlbergs hoved. En verden fyldt med angst, ensomhed og svigt, men også et sted, hvor drømmen om kærlighed lever. Da forestillingen begynder, åbner væggen sig, og vi befinder os i Arnes lejlighed arvet fra hans nu afdøde alkoholiske far. Her slår Arne tiden ihjel, og tænker hede tanker om naboen Lizette, som dog ikke er interesseret i mere end én kop sukker. Kærlighed finder Arne heller ikke hos hans mor, som er gravid med den ulidelige onkel Slatan. Arnes liv er på vej til at gå under, og da Arne stopper med at tage sin medicin, så er det også verdenen, der er ved at gå under.

 

 

Det er utroligt, at noget dødt, i de rigtige hænder, kan blive næsten mere levende end et menneske. I ’Arne går under’ kommer dukkerne til live og fortæller den rørende og tragiske fortælling om den ensomme Arne. En forfærdelig historie, som desværre slet ikke er uaktuel i dag, hvor flere og flere i vores samfund føler sig ensomme.

 

 

Dukkemager, dukkefører og scenograf Rolf Søborg Hansen har med denne forestilling skabt et univers som både er smukt, uhyggeligt og komisk. De karakterfyldte dukker og den næsten magiske scenografi er så fuld af sjove og smukke detaljer, at jeg igennem hele forestillingen sad helt ude på sædekanten for at få det hele med. De andre dukkefører er ligeledes fantastisk dygtige, og de gør dukkerne særdeles sanselige og levende.

 

’Arne går under’ er en imponerende detaljerig kompakt lille/stor forestilling. For selvom pladsen er lille, er armbevægelserne store, når scenen, i et væk, forandres og transformeres og skaber nye sanselige billeder.

 

 

Udover at være blevet meget begejstret for dukketeater som scenekunstform, er jeg i det hele taget meget begejstret for ’Arne går under’. Jeg håber derfor at flere vil gå ind og blive suget ind i Arnes forunderlige verden; det kan i hvert fald anbefales!

 

 

 

Bådteatret, Nyhavn 16Z 1051 København K

 

Spiller indtil: 5. marts 2016

 

Spilledato: 6. februar 2016

Foto: Miklos Szabo

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.baadteatret.dk/arne-gaar-under/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Next: Anmeldelse: King Lear, Det Kongelige Teater