Anmeldelse: Audition, Aarhus Teater

Af Catharina Busk Andersen

Hvor langt vil man egentlig gå for at få sin drømmerolle? I forestillingen Audition møder vi den håbefulde Alice, som går til casting på sin drømmerolle: Laila Hansen. Vi oplever hendes kamp for at vise sit værd overfor den autoritære instruktør og hans assistent, som har magten til at bestemme Alices fremtid. 

Lige så snart man træder ind til Studio-scenen på Aarhus Teater, står instruktøren Sargun Oshana klar og hilser på publikum. Skuespillerne står også klar og hjælper én på plads. De snakker med én og stiller spørgsmål, som for eksempel, hvor mange penge, bruger man på make-up om måneden. Allerede der får man slået fast, at det er et intimt rum, som man er kommet ind til, hvor der er rig mulighed for at komme helt tæt på.

Selve placeringen af publikum er opsat således, at man er placeret meget tæt på selve scenegulvet. Udover det, så er publikum sat i en ”v-formet” hestesko, så man kan se hinanden under forestillingen. Denne form for placering er med til at understrege intimiteten i rummet, og man får hurtigt en følelse af, at vi alle sammen bliver en del af, hvad der kommer til at foregå.

Sargun Oshana stiller sig op på scenen og forklarer, at han løbende i forestillingen giver live-instruktion til skuespillerne, når han føler for det. Derefter fortæller han, at han en gang imellem vil bruge publikum som statister til forestillingen. Personligt blev jeg en smule skræmt ved tanken, men jeg opdagede, at det i virkeligheden ikke var særlig slemt. Skuespillerne var rigtig gode til at forklare én stille og roligt, hvad man skulle gøre. Derudover var det utrolig spændende at få lov til at blive inddraget så meget i selve handlingen, samt at sidde ved siden af skuespillerne imens de spillede deres karakterer.

Anne Plauborg formår at skabe en meget usikker, naiv og sød Alice, som pludselig forandrer sig. Det er skræmmende at se det tydelige skift, som Plauborg formår at skabe fra den søde Alice til en Alice, som virkelig vil gøre alt for at få lov til at få og beholde sin drømmerolle. Anders Baggesen illustrerer tydeligt og klart den skrækkelige og modbydelige instruktør, Henry Kant, som hungrer efter magt. Baggesen formår, gennem sin karakter, at give en følelse af ubehag og frygt, for hvad hvis han nu råber ad mig, når jeg skal op på scenen?

Luise Skov spiller Alices konkurrent, Kat. Kat er en skuespillerinde, som har givet sig hen til Henry Kants ønsker, men hun formår til sidst at være en kontrast til Alice, for det er måske ikke alt, at hun vil miste sig selv til. Mette Døssing og Mathias Skov Rahbæk spiller karakterer, som er en smule på sidelinjen, men samtidig er de meget oprørske overfor Henry Kant, og dette fremviser de to skuespillere utrolig stærkt.

Det fascinerende ved forestillingen er, at vi har Baggesen, som spiller instruktør, og Oshana, som er den oprindelige instruktør til forestillingen. Audition leger tydeligt med flere ”virkeligheder”, da Oshana en gang imellem giver skuespillerne kommentarer fra sidelinjen eller måske beder dem om at spille en scene igen. Herved bliver det klart, at vi er et publikum i salen, og at skuespillerne er skuespillere, som spiller en handling for os.

Kamera var et virkemiddel, som blev brugt meget i forestillingen. Kameraet var forbundet med tre skærme, som var med til at afgrænse scenegulvet og backstage. Skærmene og kameraet gav publikum mulighed for at følge med i scener, hvor skuespillerne lå på gulvet eller måske stod i den anden ende af rummet. Man fik muligheden for at se scenerne fra forskellige perspektiver og vinkler, og det blev tydeligere at se skuespillernes mimik, så man virkelig kunne fornemme, hvad de følte.  

Audition er en forestilling, som nok for nogle vil være utrolig grænseoverskridende. Det er en forestilling, som formår at skabe et meget intimt rum, hvor man bliver en del af selve stykket og dermed får et medansvar. Forestillingen formår at vise den konkurrence, som der kan være i en benhård branche, som filmbranchen. Audition illustrerer jalousi, misundelse og det at miste sig selv. Det er en fascinerende og fed forestilling, som helt klart skal opleves igen.

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 12. april til 11. maj 2019

Set den 12. april 2019

Fotos: Anna Marín Schram

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/audition/

Medvirkende: Anne Plauborg, Mette Døssing, Luise Skov, Anders Baggesen og Mathias Skov Rahbæk

Iscenesættelse: Sargun Oshana

Tekst: Jenny Lund Madsen

Scenografi: David Gehrt

Lysdesign: Kim Glud

Varighed: 1 time og 55 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Ballet og bobler (2019), Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier Det Kongelige Teaters Ballet og Bobler er tilbage for andet år ...

Anmeldelse: Svanesøen, Det Ny Teater (St. Petersburg Ballet Theatre)

Af Henriette Devantier Den internationalt anerkendte Irina Kolesnikova og danserne fra St. Petersborg Ballet ...

Anmeldelse: Love Loop, Sydhavn Teater

Af Jacobe Orry   Forestillingen ’Love Loop’ henvender sig til dig, som ved, hvordan ...

Anmeldelse: Direktøren for det hele, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Forestillingen er en komedie af Lars von Trier og ...

Anmeldelse: En nat i Venedig, Hofteatret (Operettekompagniet Polyhymnia)

Af Emil Møller Christensen Placeringen af denne aftens forestilling er helt perfekt. Hofteatrets utroligt ...