Anmeldelse: Ballet og Bobler, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

 

Ballet og Bobler er et nyt koncept, som Det Kongelige Teater har på programmet her i foråret. Titlen leder mine tanker hen mod et andet af Det Kongelige Teaters koncepter: ”Brunch and Ballet” – et koncept, hvor Det Kongelige Teater byder inden for til dansernes morgenklasse på scenen, mens man kan nyde brunch og kaffe, som kan købes i teatrets café. Af samme grund lænede mine forventninger til ”Ballet og Bobler” sig op ad det velfungerende ”Brunch and Ballet”, inden jeg tog afsted mod Skuespilhuset. Men som aftenen skred frem, opdagede jeg, at det er et helt andet set-up, som Det Kongelige Teater lægger op til her.

Jeg træder ind i Skuespilhusets foyer, hvor der står glas med bobler linet op til forestillingens publikum. Glasset kan nydes med udsigt udover havnen, men må også gerne tages med ind i salen og drikkes under forestillingen.

Med mit glas bobler i hånden sætter jeg mig i plyssæderne, og forestillingen begynder. Til min overraskelse er det ikke balletdansere, der står på scenen, da tæppet går op, men skuespillerinde Karen-Lise Mynster, der ved brug af noget af forfatter Inger Christensens litteratur forklarer formålet med aftenen. Titlen er lidt misvisende – jeg var nok blevet mindre overrasket, hvis titlen havde været ”Kultur og Bobler” eller noget lignende.

Ballet og Bobler er ment som en pause i en travl hverdag – som en slags ”fyraftensforestilling”. Den spiller kl. 18.00, med det formål, at man kan tage direkte i teatret efter arbejde og få en pause, et åndehul og sammen nyde stilheden.

Karen-Lise Mynters oplæsning var fin og også rammende. Hun havde valgt nogle passager af Inger Christensens litteratur, som jeg kunne identificere mig med, og det var et fint, lille, stille øjeblik.

Karen-Lise Mynster citerede afsluttende: ”Ordene giver stafetten videre til musikken” og herefter kommer violinist Emma Steele og Angelika Wagner på harpe på scenen, og spiller først ”Thais” af Jules Massenet og derefter ”Entr’acte” af Jacques Ibert for os. Stykket ”Thais” fortsatte i Karen-Lise Mynsters stille, fine ånd, efterfulgt er af den mere sprælske ”Entr’acte”.

Vertical Road-CR_20170303_2661 [1600x1200]

Tæppet går ned og lynhurtig op igen. Musikerne er skiftet ud med dansere, og den næste lille halve time er det Akram Khans ”Vertical Road”, der indtager scenen. ”Vertical Road” har været på programmet før, og er stadig ligeså fantastisk, som første gang jeg så den. Jeg får en kulturel mavepuster, jeg glemmer tid og sted, og jeg er 100 % til stede, i det der sker for øjnene af mig. Flere gange tænkte jeg: ”Er det her virkelighed?”.

Khan er inspireret af Terracottakrigerne, som i stykket møder ”Den Rejsende”. Det er individet, der stilles op overfor gruppen, og forholdet mellem disse der er temaet for ”Vertical Road”. Det er et helt nyt trinsprog, der sætter en masse tanker i gang. Er disse Terracottakrigere levende eller døde? Og bliver ”Den Rejsende” accepteret af dem eller ej? Dansens samspil med både den spændingsfyldte musik, og scenografien er eminent. Både koreografi og temaer er så komplekse at det nærmest bliver simpelt. Man bliver hyllet ind i en verden, der tager pusten fra én.

Alt i alt byder Det Kongelige Teater på et sammenspil mellem tre stilarter, som hver og én fungerer, men jeg mangler en rød tråd. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man har sat netop disse tre stykker sammen. Jeg manglede noget mening. Ikke at jeg ønskede, at meningen ordret blev forklaret, men jeg kunne godt ønske mig, at den røde tråd var mere indlysende for publikum.

Vertical Road-CR_20170303_3644 [1600x1200]

Konceptet var også lidt svært at blive klog på. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var blevet budt velkommen og lavet en lille intro, og at det desuden var gjort klart, at det var forestillingen, der startede kl. 18.00 og ikke selve boblerne.

Men idéen bag Ballet og Bobler er smaddergod, og jeg er sikker på, det kan blive rigtig godt. Jeg er vild med idéen om et åndehul efter en travl dag på arbejde, hvor man kan læne sig tilbage og bare opleve kulturen folde sig ud. Gøre noget ”unyttigt”, som vores Dronning så fint sagde det i dette års nytårstale. Men det kan mærkes, at det er første gang Ballet og Bobler afholdes, og jeg manglede alt i alt noget mere overblik og sammenhæng. Så det samlede koncept kommer desværre ikke i helt mål endnu.

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene

Spilleperiode: 15. maj-4. juni 2018

Set den 16. maj 2018

Foto: Costin Radu

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/ballet-og-bobler/

Medvirkende: Karen-Lise Mynster (skuespiller), Emma Steele (musiker), Angelika Wagner (musiker) og MacLean Hopper, Alba Nadal, Tobias Praetorius m.fl. (dansere)

Koreografi: Akram Khan (ballet)

Musik: Nitin Sawhney, Jules Massenet og Jacques Ibert

Kostumer: Kimie Nakano

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Varighed: Ca. 45 min. uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: QUIET, Livingstones Kabinet

Af Mathias Sauer   Informativt og højaktuelt teater, som egentlig er for alle, der ...

Anmeldelse: Skatteøen, Herlev Revy og Teater

Af Julie Vad B. Madsen   Torden og tyfoner – Sebastian og Harris’ ’Skatteøen’ ...

Anmeldelse: Morricone, Det Kongelige Teater (Eventministeriet)

Af Emilie Lykke Hartz   Det Kongelige Teaters Skuespilhus byder velkommen til en helt ...

Anmeldelse: Rock of Ages, Elite Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Leopardbukser, crep hår og netstrømper er bare noget af ...

Anmeldelse: Julehjertet, Eventyrteatret

Af Henriette Devantier   Køen er lang til Glassalen, da jeg forventningsfuld ankommer til ...