Anmeldelse: Circuit – en refleksion over aldring, Dansekapellet (Svalholm Dans)

Af Julius Gotthardt Møller

Inden jeg trådte ind i salen for at se ’Circuit – en refleksion over aldring’, blev stykket introduceret som en abstrakt performance, hvor alle de 21 medvirkende er på den anden side af 60. Og det er måske den mest beskrivende genre. For i løbet af stykkets lille time, bliver vi præsenteret for to visioner, der begge understreger tidens gang, erkendelsen af livets afslutning, og et spinkelt skær af livskraft.

Stykket slår an med en soloperformance, hvor en nøgen kvinde langsomt og næsten pinagtigt kæmper sig op at stå. Med den skæve, der skifter mellem forskellige ensomme spotlights, bliver danserens rynkede og brugte krop udstillet i sin rystende kamp mod alderdommen og tyngdekræften. Akkompagneret af en langsom, men dundrende, bas kæmper hun sig langsomt frem på scenen, og ender, stående oprejst med lys i ryggen og armene strakt i sejr mod loftet og publikum.

Under hele denne kamp, der trods sin langsommelighed har holdt publikum hen i en spænding, har en kæmpe spejlkugle hængt livløst ned fra loftet, faretruende tæt på det grå gulv. I den dunkle belysning er spejlkuglen blot en mørk instans, men da en spot tændes direkte over den forvandles scenen og væggene til en stjernehimmel, hvor spejlkuglen hænger som en sol. Mens scenen langsomt fyldes af resten af performerne står stykkets titel med et klart. I midten spejlkuglen om hvilken de ældre cirkulerer, mens deres forvrængede og flygtige reflekteres i kuglens mangefacetterede overflade.

Langsomt skifter spejlkuglen karakter fra at være centrum for den næsten rituelle og meditative vandring til at blive skubbet til. Først langsomt med små ryk og så vildere og vildere. Spejlkuglen, som Foucaults pendul, viser således både tidens gang og jordens rotation, og selvom jeg som blot 21 år gammel har svært ved at forestille mig min egen alderdom, så blotlægger det i øjeblikke glimtende pendul alligevel tidens gang.

Fra at have svinget blidt frem og tilbage er kuglen nu sat i cirkulære svingninger, og i dets banes centrum står nu en enkelt performer, der med jævne mellemrum skubber spejlkuglen i gang igen. Ellers står hun der bare. Midt i spotlightet, med den enorme glaskugle svingende rundt om hende. Uberørt af tidens gang.

Sådan skifter det frem tilbage i resten af stykket. Mellem pendul og kredsløb, mellem stoisk ro og lej med pendulet. Det eneste konstante er de gamle ansigter, den let besværede gang, og den enorme spejlkugles stjerneskær på væggene. En sidste om end kortvarig situation skal dog nævnes. En af performerne sætter sig på et tidspunkt op på spejlkuglen og bryder med dens indtil da næsten hellige status, og da hun gynges, leder det tankerne hen på en hvis kontroversiel musikvideo fra 2013. På trods af den umiddelbare visuelle lighed, har denne her scene dog både en barnlig livskræft og en skrøbelighed som ikke er at finde i Miley Cyrus’ video.

Jeg vil anbefale alle, uanset alder, at se ’Circuit – en refleksion over aldring’, når den bliver genopsat. Hvis de er friske på en langsommelig, poetisk og smuk forestilling om livets flygtighed og det at blive gammel.

Dog skal man, med koreograf Nønne Mai Svalholms ord tænke på forestillingen som en havetrampolin. Jo mere man giver sig hen til forestillingen og hopper af alle kræfter, jo højere kommer man, og jo mere kan man se. Det er med andre ord en forestilling man ikke skal komme sovende til, og som kræver netop det som titlen lægger op til: Refleksion.

Se mere i forestillingens trailer her.

Gæstespil af Svalholm Dans

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode: 13.-14. september 2017 (med en efterfølgende endnu ikke annonceret turné)

Set den 13. september 2017

Foto: Michael Dinesen og Caroline Jessen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://svalholm.dk/circuit.aspx

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod