Anmeldelse: Den evige ild, Bellevue Teatret

Af Sofie Riis Endahl

Siden jeg tilbage i 2012 så Høg, Aagaard og Svanekiers musical ”Skammerens Datter” baseret bogen af samme navn, har jeg været helt forelsket i de teamets musical og har både set Skammerens Datter 2, Atlantis, Jorden Søjler og lyttet til alt, hvad jeg kunne finde af sange fra de musicals, de har skrevet til Espergærde Ungdomsskole.

Selvom mine forventninger var tårnhøje, overgik deres nyeste musicalforestilling, Den evige ild, disse. Musicalen er baseret på Ken Folletts internationale bestseller af samme navn, som er en del af fortsættelsen på “Jordens søjler”. Her dumper vi ned i 1500-tallets England, hvor stridighederne mellem katolikkerne og protestanterne raser, og møder Ned Willard (Christian Collenburg), der får sit hjerte knust, da han ikke kan gifte sig med sin ungdomskærlighed, Margery (Silke Biranell), fordi hans familie i hemmelighed er protestanter. Herfra ruller handlingen derudaf med masser af drama i konflikten mellem de rivaliserende dronninger Elizabeth d. 1. (Xenia Lach-Nielsen) og Mary Stuart (Monica Isa Andersen).

Der er tempo på forestillingen, og man keder sig aldrig. Alligevel er der tid til at stoppe op og nyde de forskellige smukke og dramatiske øjeblikke gennem forestillingens meget fængende og rørende sange (som man i øvrigt kan få en forsmag på her på teatrets hjemmeside). Med sangene overgår musical-trioen virkelig sig selv. Teksterne rimer med en utrolig elegance, der ikke på ét tidspunkt føles søgt, og samtlige numre er så catchy, at de kunne blive et hit. Jeg krydser fingre for, at de udgiver en CD!

Forestillingen blev spillet af en overflod af gode skuespillere, som også var gode sangere. Det var helt vildt. Jeg har aldrig set SÅ meget talent samlet i én musical før. Faktisk var skuespillerne endnu bedre til at synge end til at spille skuespil. Søren Bech gav nogle mig gåsehud med sine dybe toner som Kardinal de Guise, mens Monica Isa Andersen ramte mig direkte i hjertet med sin fortolkning af sangen ”Man vinder og man taber” som Mary Stuart.

Christian Collenburg og Kasper Dalsgaard som de to mandlige hovedroller Ned Willard og Pierre Aumande havde også en utrolig energi og spændende stemmer, selvom Collenburgs stemme ikke rammer helt den store spændvidde, så det nogle gange virker til, at den kommer lidt til kort. Xenia Lach-Nielsen leverede også en fin præsentation, men modsat tidligere forestillinger (som ”Chess” i Tivoli og ”Songs for A New World”), hvor hun har stjålet showet med sin vilde stemme, falder hun her lidt mere i baggrunden.

For mig at se er Silke Biranell den nye store danske musicalsangerinde. Efter hun stod over for Maria Lucia som Alinea i ”Jordens Søjler” tilbage i 2016, har hendes karriere taget fart med store musicalroller som bl.a. bagerens kone i ”Into The Woods” i Tivoli og i Fredericia Teaters ”Prinsen af Egypten”. Hun har en smuk og smidig stemme og brænder igennem med sin ægthed på scenen.

Musikken var en blanding af indspillet musik og tre musikere, der gik rundt på scenen som en del af forestillingen og spillede live, hvilket fungerede rigtig godt og gav nogle fede øjeblikke, hvor skuespillere og musikere interagerede sammen.

Scenografien af Benjamin la Cour bestod af en gangbro på forsiden og en drejescene på bagscenen med en kæmpe scenografi af træ, der kunne forestille mange forskellige ting. Scenografien gav mulighed for skuespillerne at bevæge sig rundt i rummet på fede måder, og kostumerne udført af Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum var både rå, flotte og tidstypiske, så publikum blev trukket ind i middelalderstemningen.

Trods det var en stor historie, der skulle fortælles på de godt 3 timer (inkl. pause), som forestillingen varede, havde Høg, Aagaard og Svanekier nøje udvalgt de bedste storylines fra bogen og prøvede dermed ikke at presse for meget ind i forestillingen. Sune Svanekier og Thomas Høgs tekst er lige så velkomponeret og tilpasset som Lasse Aagaards musik. Historien var tilpas stram, og selvom den rummer flere delhistorier var vi aldrig i tvivl om, hvor vi var. Det hele blev fornemt omsat i Mads M. Nielsens iscenesættelse. Temaerne om fred mod krig og religionsfrihed er stadig utroligt tankevækkende set i lyset af nutidens religionskonflikter.

Tag ind og se Den evige ild, hvis du vil nyde en gennemført og rammende musical om religionsstridigheder, magtspil og kærlighed. Jeg vil i hvert fald ikke have noget imod at se den igen! Skynd dig, inden det er for sent!

Bellevue Teater, Strandvejen 451, 2930 Klampenborg

Spilleperiode: 1.-29. marts 2019

Set den 1. marts 2019

Fotos: Robin Skoldbjorg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech og Daniel Hansen

Musikere: Kapelmester Olof Ander, Ditte Fromseier og Dan Selchau

Romanforlæg: Ken Follett

Instruktion: Mads M. Nielsen

Dramatisering og Musik: Lasse Aagaard

Dramatisering og Tekst: Thomas Høg og Sune Svanekier

Musikalsk arrangement: Niels Bye Nielsen

Scenografi: Benjamin la Cour

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum

Lysdesign: Mikael Sylvest

Lyddesign: Mads Skjøtt Sagis

Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Secrets, Why Not Theatre Company

Af Sidsel Stoustrup   ’Secrets’ foregår på engelsk og styres af monologer, så jeg ...

Anmeldelse: Narnia, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs   Aarhus Teater sætter denne gang ’Narnia’ op på de ...

Anmeldelse: Orestien, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons Vinglassene klirrer og snakken går lystigt i Scala-foyeren på Aarhus ...

Anmeldelse: OW Bunker, Teater Nordkraft

Af Sofie Trige Vi skal snart til stemmeboksen, og jeg kan bestemt anbefale at ...

Anmeldelse: Kunsten at dø, Paolo Nani og Kristján Ingimarsson

Af Anne Lottrup Sørensen I sin omtale af Kunsten at dø skriver Vejleegnens Teaterforening, ...

Anmeldelse: ONE 2.0, Dansekapellet (Uppercut Danseteater)

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Uppercut Danseteater genopsætter ’ONE’ fra 2012, nu ...