Anmeldelse: Den luft andre indånder, Forscenen, Skuespillerakademiet

Af Marie Kirkfeldt Ankersen, gæsteanmelder

 

Torsdag aften havde jeg fornøjelsen af at være inviteret til premieren på ’Den luft andre indånder’ af Line Knutzon på Forscenen. Det skulle være mødet med den førte professionelle opsætning på Forscenen nogensinde. Jeg må sige, at jeg havde en helt igennem behagelig og underholdende aften.

’Den luft andre indånder’ er en grotesk komedie med tråde filtret poetisk ind i eksistentialistiske overvejelser og samfundsrelaterede problemstillinger for individet.

Troels Toya har instrueret denne opsætning, og på scenen har han de to legekammerater Michael Lundbye Slebsager, der spiller kvinden Pølse, og Christian Bergman, der spiller manden Pind. Stykket er før opsat med skuespillere i rollen som det modsatte køn, hvilket ikke er problematisk ift. budskabet. Udover den plisserede nederdel og stykkets tekst er der ikke meget der indikerer, at Michael Slebsager spiller en kvindelig figur, men idet stykket i sin helhed portrætterer 2 mennesker og deres frygt for at blive glemt i dette samfund, mere end en mande/kvinde-relation, accepterer man som publikum denne konstellation.

Michael Slebsager er uddannet fra Aarhus Teater i 2014, og er med sine blot 26 år en darling med krudt i røven på scenen. Jeg tror og håber ikke, at dette er det sidste, som jeg har set ham på de skrå brædder.

14205931_1156939647677940_204907923988637738_o

Stykket ligger fra start ud med et højt energiniveau på scenen med en udvisning af stor fysisk formåen af Slebsager. Dette gør det næsten utaknemmeligt for Christian Bergman at tage over, og hans arbejde med karakteren Pind er også mere karikeret og flad. Bergman får dog spillet sig ind i publikums hjerter med sin blødhed og varme, og det er tydeligt, at vi har at gøre med 2 voksne mænd, der formår at bruge deres stemme og kroppe.

Intensitetsniveauet i forestillingen har lidt en u-form, da man som publikum ca. halvvejs igennem fornemmer, at der foran én er 2 mænd, der lige må hive dem selv op på næste startrampe, efter en flyvende start. I dette er der desværre et par scener, hvor rytmen forsvinder, og man mister retningen på, hvad der sker, og hvordan relationerne hænger sammen lige netop der.

Stykkets buskab bliver smukt og intelligent belyst fra flere sider igennem stykket. Et brev ankommer fra samfundet udefra, og det kan man ikke bare krølle sammen. Man kan ikke bare krølle samfundet sammen og smide det væk, Pølse, for så kommer det og banker på, og giver dig en ordentlig røvfuld. Men lysten til at gøre det er da forståelig. Hvis man aldrig nogensinde har følt sig set eller hørt af andre mennesker, hvis man generelt føler, at det udenfor er noget tis-lort-pis, og man har både ét og andet at sige om det forresten, så er det da fristende blot at opløses og blive til den luft andre indånder. Men når alt dette er sagt, så er det da voldsomt nedtrykkende, at du ikke kan huske, hvornår du før dette sidst har fået et brev fra nogen?

14195270_1156939427677962_7865211548075099014_o

Scenografien er enormt gennemtænkt med et tykt lag støv på alle overflader og brunlige, gamle møbler, der er vidnende om de 2 isoleret menneskers iståsatte, rutineprægede og isolerede tilværelse. 2 kæmpe arkivskuffer midt på scenen er en genial metafor, og de udnyttes til fulde.

Aftenen gik fra grin, stunts og overraskelser til en fiksering af publikum i Pølse og Pinds manddomsprøve, om man vil. Med ordene: “…og jeg savner alle mulige jeg ikke kender” vender vi os fra frygten ved det ukendte til mulighederne derved, og vi ser med tårer i øjnene både Pølse og Pind indse, at kun ved at åbne døren og gå ud i verden hver for sig, vil de være i stand til at værdsætte dem selv – og hinanden – i den selvreflektion, som samfundet netop også tilbyder.

Poesien står smukt frem i teksten i sig selv, men spillerne formår at løfte den op, hvor man bliver ramt, så det gør ondt tænke på, at samfundet skræmmende virkelighed er lige ude på den anden side af salens døre. Ja, faktisk har man lyst til at blive siddende, på trods af, at både Pølse og Pind finder modet i dem selv til at rejse ud i virkeligheden. Denne lyst har nok også noget at gøre med, at jeg som publikum følte mig 100% tryg gennem hele stykket.

Jeg giver varme anbefalinger.

 

 

 

Forscenen, Skuespillerakademiet, Shetlandsgade 3, 2300 København S

Spilleperiode: 1.-15. september 2016

Set den 1. september 2016

Foto: Per Bix

For mere information:

https://www.facebook.com/events/984779344962691/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Her og nu, Odense Teater (Skuespiluddannelsen i Odense)

Af Mette Herschend   Efter forestillingen ’Her og nu’ på Værkstedet måtte jeg godt ...

Anmeldelse: SMK Onsdag (med ballet), SMK og Det Kongelige Teater

Af Julius Gotthardt Møller   Note: Denne anmeldelse vedrører alene konceptet og forestillingen den ...

Anmeldelse: Den sidste Gud, Teater V (De Damer)

Af Anne Sophie Thingsted Teaterstykket Den sidste Gud er det musikdramatiske ensemble De Damers ...

Anmeldelse: Troen og ingen, Teatret Svalegangen

  Af Anne Sophie Thingsted   Troen og ingen er en hjertegribende teateroplevelse. Intet ...