Anmeldelse: Det store juleterapishow, Rialto:Teatret

Anmeldelse: Det store juleterapishow, Rialto:Teatret

Af Carina Blangsbøll

 

Denne forestilling er for dig, der ikke kan lide jul. Eller har problemer med julen. Eller måske har du bare aldrig fået mandlen.

 

På Rialto:Teatret kan du med denne forestilling opleve en julefrokost uden tømmermænd. Og uden mad. Og uden du behøver at se de tre, der opførte sig lidt for underligt til julefrokosten, i øjnene mandagen efter.

 

foto_1

 

Til at starte med bliver vi som publikum inddraget i forestillingen med fællessang og pebernøddebagning. Inddragelsen stopper brat. Og vi er som publikum fanget med de tre skuespiller i et virvar af drømme, traumer, julekomsammen, sakse, pebernødder, stiger og en meget lang cykeltur.

 

Og selvom forestillingen kun varer 1 time og 15 minutter, virker det som om en hel jul flyver forbi, imens vi sidder og ser på alle de skøre tiltag, der sker omkring os i rummet. Her oplever vi nemlig alt fra actionmand-action i børnehaven til grønlandske ekspeditioner efter en hvid jul.

 

foto_2

 

 

Til slut får vi en lang opremsning af en jule-kalenderkøreplan, fremført i stil med en omgang gæt og grimasser, indeholdende alt det, vi skal nå at ordne inden den 24. december.

 

Det hyggeligste i forestillingen er, når vi bliver bedt om at tale med dem, der sidder ved bordet omkring os. For her opstår der på trods af forudsætningerne, det nærmeste denne forestilling kommer på julestemning. Nemlig de røde lampers dæmpede lys, julekuglerne og de hvide juletræer samt summen af mennesker, der snakker, imens de tre skuespiller går rundt og deler pebernødder ud. Der opstår en form for samhørighed blandt publikum og skuespillerne. Som til en vellykket julestue i børnehaven.

 

Forestillingen slutter med de tre skuespillere i hver deres julemandskostume, og sammen synger de en julesang for os. Og så bliver vi da først i tvivl om, hvad det hele egentlig skulle gøre godt for.

 

 

 

Rialto:Teatret, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg
(Nørrebro Teater)

 

Spiller indtil 22. december 2015

 

Spilledato: 25. november 2015

Fotos: Malle Madsen

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://nbt.dk/forestillinger/det-store-juleterapishow

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *