Anmeldelse: Diktatoren, Odense Teater (Odense Teater og Nørrebro Teater)

Af Thormod S. Kamban

Kunne Chaplin se sin egen film på teatret nu, er jeg sikker på han ville skraldgrine næsten lige så højt som os andre. Diktatoren har fundet plads i Fyns hovedstad, og den er meget vellykket.

Handlingen udspiller sig i landet Tomania, hvor en jødisk barber vågner op efter 20 års hukommelsestab. Hvad han dog må sande er, at Hynkel er kommet til magten. Og han vil have en ren arisk race. Jøderne skal udslettes, og nazisterne vil indtage Østerrcich til dette formål. Barberen åbner stille sin forretning op igen, men kæmper sprælsk imod nazisterne, der skriver ”jøde” henover hans forretning. Snart møder han den unge Hannah, der har fået logi i forretningen af dens udlejer Grunbaum. Hun bliver boende og deres forhold udvikler sig hastigt. Samtidig må han gøre sig klar på, at kampen mod nazisterne ikke bare er sådan lige til. Det kræver snilde… Men heldigvis har barberen en stor lighed med diktatoren.

Denne vanvittige komedie er både tosset, menneskelig og rørende på en og samme tid. Mest af alt er det et utroligt morsomt teaterstykke, der sender en masse kærlighedshilsener i Chaplins retning. Til den lille, gæve mand med stokken såvel som den store brutale fyr som vi kender dem fra Chaplins univers. Den er mangfoldig i sit persongalleri. Den giver heldigvis også en masse til os. Men mest af alt den bragende latter. Med sine slapstick-tricks og naive humoristiske eftertanker, morer den kosteligt.

Der er lagt i ovnen til en masse fantastiske scener med slagsmål, kaos, falden-på-halen og fabelagtigt timet koreografi af Anja Gaardbo, der sammen med Olivier Antunes’ stumfilmsklaver yder grundbasen for de mest vidtløftige øjeblikke i Diktatoren. Musikken giver skuespillerne den bedste mulighed for at forstørre deres udtryk ganske gevaldigt, lidt som vi ser det i gamle stumfilm. Det fungerer tilmed og samspillet heri mellem er beundringsværdigt.

Hvad skuespillerne ikke formår med den rette musik, lydeffekter og dialog. Det er befriende at se så tosset et act og så skør en tilgang til Cederholms nyfortolkede dialog. For det er først og fremmest det den kan. Den kan være skabagtig, som en i Pommern, men hvor er det dog forløsende.

Olaf Johanneson er igen en brillant Hynkel/barberen, men han er fuldt på længde med sine medskuespillere. Yndige Natalli Vallespir Sand som Hannah, en storslået Grunbaum spillet af Jesper Hyldegaard og Peder Dahlgaard som den tårevældende morsomme, pludder-engelsk snakkende diktator Napolini blandt mange andre. En del af castet er rykket med fra første omgang på Nørrebro Teater, og en del af castet har hjemme på Odense Teater. De fleste har diverse andre roller, men skiftet der i mellem føles aldrig som en forvirrende faktor.

Kim Witzels scenografi er der bestemt heller ikke sparet på. Det kvadratiske, og temmelig bevægelige, podie gør sig godt som både barbersalon, kontor, hustag og sågar talerstol for ”Der Führer”. Den skaber nærmest et rum i rummet på scenen, og minimerer scenen i smug, så den passer til skuespillernes tegnefilms-bevægelser. Foruden den er der utallige bagtæpper, der fanger mangt en situation.

Der er selvfølgelig de ikoniske scener fra filmen, som man venter på. Bl.a. diktatorens nærmest sensuelle dans med globussen og den berømte sidste tale til nationen. De kommer. Men de er langt fra højdepunkterne. Det er til gengæld alt det gode før eller ind i mellem. Den fede slow-motion startscene, Napolinis ankomst med toget, der ikke vil standse lige præcis foran den røde løber eller nazisternes kaotiske jagt efter Schultz og barberen på taget. Det er også utroligt givende med de små, tørt konstaterende bemærkninger der forekommer imellem alle gak og løjerne. Faktisk bryder de også ud i sang et par steder, som til at starte med kan virke frygtelig karikeret. Det er det jo faktisk også, og netop derfor er det et pusterum i stykket, der stadig passer elegant ind i genren.

Forestillingen kan dog være tung visse steder. For nogen kan slapstick nok blive for meget et stykke hen ad vejen. For andre ikke. Det er en smagssag. Komikken kan virke lidt gentagende og samtidig virker det som om, at meget handling finder sted i Diktatoren, hvor der, heldigvis, er givet langt mere plads til de sjove scener, men handlingen derimod føles lidt langsom. Uden at kunne huske det nøjagtigt, vil jeg tro det er gengivet rimelig 1:1 i forhold til filmen. Man får endog rettet tankerne mod Trump, Putin eller Kim Jung Un et par gange.

Budskabet er klokkeklart. Det er så dejlig ukomplekst. I forhold til meget andet politisk teater nu om dage nærmest lidt naivt, fordi det egentlig er relativt simpelt. Desværre ikke at føre ud i livet, men at have som et menneskeligt grund ideal? Jo bestemt. Hvad enten man har set filmen eller ej, fornemmer man, hvor stykkets slutning bærer henad. Stykkets morale bliver ikke mindre vigtig af den grund.

Først og fremmest er dette stykke dog en umådelig morsom Chaplin-tribute. Komikken og musikken går hånd i hånd. Det er tilmed en symbolsk og meget flot afslutning, når publikum under fremkaldelse i fællesskab får lov til at spille bold med verden.

Odense Teater og Nørrebro Teater

Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilletid: 11. april-15. juni 2019

Set den: 11. april 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/diktatoren

Medvirkende: Olaf Johannesen, Natalli Vallespir Sand, Jesper Hyldegaard, Anders Gjellerup Koch, Peter Zandersen, Benjamin Kitter, Peder Dahlgaard, Mathias Sprogøe Fletting og Joakim Lind Tranberg

Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm

Assisterende instruktør: Malene Begtrup Andersen

Scenografi: Kim Witzel

Koreografi: Anja Gaardbo

Pianist og arrangør: Olivier Antunes

Kostumedesign: Line Bech

Slapstickkonsultent: Kasper Ravnhøj

Musikkonsulent: Kåre Bjerkø

Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo

Lyddesign: Kristian Kühnel

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Den evige ild, Bellevue Teatret

Af Sofie Riis Endahl Siden jeg tilbage i 2012 så Høg, Aagaard og Svanekiers ...

Anmeldelse: Min Odyssé, Teaterøen (Asterions Hus)

Af Julius Gotthardt Møller   ’Min Odyssé’ er en nostalgisk, navlepillende energiudladning af usete ...

Anmeldelse: En lille smule ubehag, Teatret Svalegangen

Af Catharina Busk Andersen ”Rystende komisk cancer-monolog” skriver Teatret Svalegangen i deres præsentation af ...

Anmeldelse: Røde Orm, Moesgaard Museum (Det Kongelige Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen   Moesgaard Museum danner en fantastisk ramme for Det Kongelige ...

Anmeldelse: Life Is Good, Dansk Rakkerpak

Af Ea Melissa Christiansen   Et venskab kan opstå på et splitsekund. Ligeså kan ...