Anmeldelse: Djævelens lærling, Refshaleøen (Heltemus Production)

Af Julie Vad B. Madsen

 

”Uden Djævelen vil Helvede ikke eksistere, og uden Helvede vil Himmelen ikke eksistere”. Så find din skyggeside og tag med til Helvede, når Heltemus bringer Kenneth Bøgh Andersens første bog i hans fantasyserie, Djævelens lærling, til live på ondeste vis. Det er en fortælling om det gode og det onde og om venskab og kærlighed.

Filip er et englebarn; han hverken lyver eller gør noget forkert. Han bliver ved en fejl forvekslet med Søren, som har mobbet ham hele skoletiden, som den udvalgte til at være ”Djævelens lærling”, da Djævelen er døende. Han kommer til Helvede, hvor han skal lære, hvordan man er ond. Her møder han en verden, som på mange måder minder om vores, blot bosat af djævle. Han møder djævlepigen Satina og sammen begynder de at undersøge præcis, hvorfor Djævelen er døende. Men at være i Helvede og i lære som Djævelen selv kan påvirke selv den bedste, og Filip må ikke bare kæmpe mod onde djævle, men også sig selv.

At lave en bog om til en musical kan gå begge veje. Enten fungerer det, hvor sangene passer ind og supplerer historien – eller også bliver det bare en historie tilsat nogle sange. I dette tilfælde ender vi desværre lidt midt imellem. Madeline Myers har stået for det musikalske arrangement og forestillingens sang. Det er overordnet original musik, men nogle sange rammer mere plet end andre. Forestillingen lægger flot ud med et imponerende nummer med hele castet, som sætter en helvedesstemning, så du er tændt og klar på mere. Men efterfølgende er det dog ikke alle sange, som formår at ramme samme musicalstil. Halvdelen af sangene føles som dialog, der blot er sat musik til, mens den anden halvdel formår at være præcis så cathcy, som musicalsange er flest.

Det er især i anden akt, at musikken og sangene virkelig rammer plet; især i sangene ”Skarnstregsfestival” og ”Livet giver svar” brillerer caset. Hele castet får her vist, at de kan både synge og danse.

Forestillingen er fyldt med sjove karakterer og humor. Persongalleriet er stort og alle karaktererne er velspillede og unikke, så man ikke har problemer med at skille dem ad, selvom de kommer hurtigt efter hinanden. Det er et dygtigt cast.

Hovedrolleindehaver Oscar Diet, som spiller Filip, leverer en overbevisende præstation, hvor han både formår at skabe oprigtighed og kejtethed hos den gode Filip samt diabolskhed og ondskabsfuldt udspekulerethed hos den onde Filip. Mikkel Moltke Hvilsom, som spiller Lucifax, må også nævnes; som kat er han intet mindre end geniale. Til slut må Djævelen selv også fremhæves. Kasper Leisner gør Djævelen sympatisk, og hans stemme kunne man lytte til i al evighed. Han er den perfekte djævel i både krop og stemme.

Skumleskæg, spillet af Søren Hauch-Fausbøll, og Ravina, Djævelens kok, spillet af Christine Elisabeth Mørkøre, får publikum til at grine hver gang, og deres kærlighedshistorie er en, som vi hepper på. Torben Zeller spiller flere større og mindre karakterer, f.eks. Grimben og selveste Døden, som begge spilles ubesværet komisk, så man ikke kan være bange for dem.

Også de historiske referencer falder i god jord hos publikum, måske især den ældre del. Der refereres til en del historiske personer, som har gjort sig mindre heldige i historiebøgerne, som Judas, Pilatus og Hitler. Helvede er dermed fyldt med kendisser, som kan pines i al evighed. Der findes også en gade, ikke belagt med brosten, men med hovederne fra dem, som trådte på andre hele deres liv, så de nu selv kan blive trådt på.

Scenografien af Eilev Skinnarmo er imponerende. Visuelt er Djævlenes lærling lige i øjet. Scenen var inddelt i firkanter i flere niveauer, hvoraf orkesteret, som var med på scenen, sad i tre af dem ude i hver side. Handlingen foregik på flere niveauer, hvor skuespillerne løb op og ned af trapper og fløj hen over scenen ved hjælp af vire på kryds og tværs. Forestilling lader dermed djævelene flyve. Virearbejdet var løst virkelig flot,Fami og skuespillerne fik flyvningen til at se elegant ud.

Samtidig er lysdesignet af Mikael Sylvest flot inkorporeret, og det bruges til at ændre lokationen. Det er en stor scene, men den bliver ikke for stor, da hele scenen tages i brug. Der er dermed ikke et center at kigge mod, for der sker hele tiden ting på de andre niveauer eller i siderne. Kostumedesignet og maskedesignet af Camilla Bjørnvad og Camilla Kreutzmann er flot med til at sætte stemningen for helvede. De er kreativt løst og hver enkel karakter har sit eget særpræg.

Forestillingen er primært for et teen-publikum, men kan med lige så stor glæde ses af ældre. Hvis du er en fan af Den store Djævlekrig-universet, så er dette et ”must see”. Og hvis du ikke er det, eller endnu ikke kender til universet, så kan forestillingen klart anbefales alligevel, da den har en god introduktion med. Det er en forestilling for hele familien.

 

Heltemus Production

Telt på Refshaleøen, Refshaleøen 167, 1432 København K

Spilleperiode: 1.-25. november 2018

Herefter på turné til:

Aalborg, Musikkens Hus: Lørdag den 29. december 2018

Herning, Messecenter Herning: Lørdag d. 5. januar 2019 og

Århus, Musikhuset Aarhus: Lørdag d. 12. januar 2019

Set den 1. november 2018

Fotos: Martin Mydtskov Rønne, Huset Mydtskov

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://djaevelenslaerling.dk/

Medvirkende: Oscar Dietz, Kasper Leisner, Sofie Amalie Kronborg Christensen, Bjarke Atterdag Helgason, Christina Elisabeth Mørkøre, Søren Hauch-Fausbøll, Mikkel Moltke Hvilsom, Anne Suppli, Torben Zeller, Mikkel Vadsholt med flere

Baseret på Kenneth Bøgh Andersens roman ”Djævelens lærling”

Manuskript til musical: Mads Æbeløe og Philip LaZebnik

Instruktør: Peter Langdal

Medinstruktør: Tobias Larsson

Koreograf: Peter Friis

Scenograf: Eilev Skinnarmo

Musik og sangtekster: Madeline Myers

Lysdesigner: Mikael Sylvest

Kapelmester: Mikkel Gomard

Kostumedesigner: Camilla Bjørnvad

Lysdesign: Mikael Sylvest

Lyddesign og Tonemester: Jonas Jørgensen

Maske- og parykdesign: Camilla Kreutzmann

Oversætter Helle Hansen (sang) og Peter Langdal (dialog)

Kunstnerisk leder: Thomas Bay

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Cyrano, Aalborg Teater

Af Ditte Marie Pedersen   ”Er det en kæmpe kartoffel, eller er det en ...

Anmeldelse: EDDA, Aarhus Teater (med Det Norske Teatret og Aarhus2017)

Af Lea Damgaard   Under vores nordiske himmelstrøg foregår der i øjeblikket en opblomstring ...

Anmeldelse: De overlevende, Betty Nansen, Edison

Af Jonas Gudmand Tag af sted og se den. Hvorfor? Fordi hele måden forestillingen ...