Anmeldelse: Don Ranudo, Grønnegårds Teatret

Anmeldelse: Don Ranudo, Grønnegårds Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Grønnegårds Teatrets forestilling i den smukke Designmuseum Danmarks Have er i år Ludvig Holbergs komedie ’Don Ranudo’. Vejret artede sig – næsten da – denne fredag aften, hvor premieren blev gennemført i lettere støvregn.

Don Ranudo er en spansk adelsmand ud af en lang, fornem og gammel adelsslægt. Men Don Ranudo og hans kone Donna Olympia er ludfattige, da de intet selv har udrettet, men i stedet formøblet familieformuen, som nu er helt væk. Parret er derfor fine og fornemme – og ikke mindst ludfattige. De lever efter devisen hellere at være fattig, men fin end at være simpel og rig.

624ranudo [1600x1200]

Prøv at læse adelsmandens navn bagfra: Odunar – altså Don O-du-nar! Det er sådan vi andre, vi som publikum, ser ham. Problemet er blot, at han ikke selv kan se det. Han tåler ingen hjælp, hvilket særligt hans datter Donna Maria lider under. Ingen i landet er så fine og fornemme, som hans slægt, så ingen bejler er fin nok til hende – uanset hvor mange penge og hvilken status han end har. Bejleren Gonzalo de las Minas har derfor sine kvaler. Men hovmod står for fald, og Don Ranudo skal være glad for, at der er mennesker omkring ham, der redder ham til sidst.

625donranudo [1600x1200]

Emmet Feigenberg har iscenesat forestillingen, og den har mange sjove indfald, blandt andet Don Ranudos lakaj Pedros lettere motoriserede cykel. Claus Flygares sproglige bearbejdelse har fint moderniseret teksten, og replikkerne er gjort både sjove og mere nutidige, hvor en række referencer vil kunne genkendes. Forestillingen bliver dog aldrig rigtig sjov, hvilket i stor grad formentlig også skyldes Holbergs forlæg. Fortællingen kommer aldrig rigtig i omdrejninger. Intrigen er meget lille, og det lange arbejde henimod den gør, at forløsningen er lidt lille, og man savner den store ”aha!”- eller ”wauw”-følelse.

Karin Betz’ farverige scenografi og ikke mindst fantastiske kostumer gør, at man føler sig hensat til 1700-tallets Spanien. Kostumerne er farvestrålende, og uanset om det er Don Ranudo og Donna Olympias lasede pjalter eller Gonzalos eller hans søster Isabellas farverige dress eller deres roller som den ”såårte” prins med følger fungerer det godt. Tilsat komponist og guitarist Jacob Gurevitsch sprøde toner er rammerne perfekt sat.

623donranudo [1600x1200]

Henrik Koefoed i titelrollen og Lone Hertz som Donna Olympia leverer solide præstationer, og på den ene side er de både forrykte, komiske og tåbelige folk, som man ikke kan have megen sympati med, men på den anden side er de også menneskelige, så man føler med dem. Særligt scenen, hvor de lokker den jævne bondemand ind for at prøve hans ”jævne” mad – så de kan få noget mad forstås – er fin og betagende. Molly Blixt Egelind som datteren Donna Maria leverer den rette sødme og vildskab, så hun får sin vilje til slut.

639donranudo [1600x1200]

Tina Gylling Mortensen som Isabella er til gengæld ikke helt skarp denne aften, og ikke alle replikker sidder helt i skabet. En vis usikkerhed var her at spore, og hun får ikke helt den rette mængde pondus ind i den i øvrigt ellers relativt store rolle.

Forestillingen varer kun ca. 1,5 time uden pause, men trods dens relativt korte længde, så føles visse passager desværre lidt lange eller for tamme. En smule mere vildskab og nerve ville have klædt forestillingen, der bliver en lidt letbenet omgang Holberg, men med overordnet fine skuespilpræstationer, hvor særligt Henrik Koefoed og Lone Hertz lyser op, som redder forestillingen i sikker havn.

 

Grønnegårds Teatret

Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 68, 1260 København K

Spilleperiode: 30. juni-26. august 2017

Set den 30. juni 2017

Foto: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.groennegaard.dk/don-ranudo-616/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *