Anmeldelse: Doom Room, Makropol

DoomRoom-2

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Hvad sker der efter, at man skyder sig selv med et jagtgevær? Det har Makropol undersøgt i virtual reality-forestillingen ’Doom Room’.

Vi er en lille gruppe mennesker, der af en bleg og nøgen kvinde bliver ført ind i et lille værelse. Kvinden har hvidt hår og store, sorte dådyrøjne – en hvid hjort i menneskeskikkelse. Hun giver mig et hjerte, klæbrigt af blod, inden jeg, som ved et alter, knæler foran hende og giver hende hjertet tilbage. Hjortekvinden modtager mit hjerte og holder det ind til sit eget, imens hun intens, men blidt, ser på mig med sine store øjne.

Alt dette er et overgangsritual, for jeg er ikke inde i virtual reality endnu. I det tilstødende rum udstyres jeg med virtual reality-brillerne og høretelefoner, og afskærmes således fuldstændig fra den virkelige verden.

DoomRoom-2

I den virtuelle verden er jeg alene i en skov efter at have skudt en hjort. Jeg tager hjortens indvolde ud og ser på dens hjerte. Jeg ser ud, af en anden persons øjne, en mand, men der går ikke lang tid før jeg føler, at mandens arme, er mine arme, og at det er mig der sidder med geværet i hånden.

Jeg skyder mig selv. Herefter følger efterlivet, en rejse ind i et syret univers som leder mine tanker hen på David Lynch og hans underverden i Twin Peaks. I dette univers er det dog mig, og ikke Dale Cooper, der er hovedpersonen, og alle stirrer på mig.

Hvad sker der når vi dør? Det er der ingen der ved, og derfor er det så interessant et emne at tage op, med et medie som virtual reality, hvor der er mulighed for at skabe en oplevelse så tæt på virkeligheden som muligt.

Det er en grænseoverskridende oplevelse, at se ned i et geværløb, og Makropol udnytter således virtual reality-mediet til at prikke til de store følelser. Billederne og stederne man rejser igennem er både smukke og groteske, og til mere eller mindre fri fortolkning. ’Doom Room’ er et bud på efterlivet, men samtidig gav det mig mulighed for selv at reflektere over mit eget forhold til døden.

DoomRoom

Nogen fra min gruppe gik fra ’Doom Room’ rørte og overvældede; jeg derimod gik derfra glad og sulten efter mere. Fordi man, ligesom virkeligheden, også bliver separeret fra de andre publikummer, så bliver virtuel reality-oplevelsen en individuel oplevelse. Man kan altså være sikker på at gå derfra med forskellige følelser og tilgange til forestillingen.

Det er svært at sammenligne eller vurdere brugen af virtual reality, når man ikke har set eller prøvet det før eller ved præcis hvilke muligheder og begrænsninger, der er i arbejdet med mediet.

Dog kan jeg sige, at ’Doom Room’ er en intenst oplevelse, hvor dine grænser bliver udfordret og du får oplevet, hvad teknologien kan i samarbejde med scenekunsten. ’Doom Room’ sætter tanker i gang, og er et spændende og interessant projekt, både i form af sit tema, sin æstetik og teknologien der bliver brugt.

Desværre spiller ’Doom Room’ ikke mere foreløbig, men mon ikke virtual reality snart vil være mere tilgængeligt som underholdning, og så er det bare med at komme af sted.

 

Makropol

Sankt Nikolaj Kirke, Nikolajs Plads, København K

Spilleperiode: 9. juni 2017 (CPH STAGE 2917)

Set den: 9. juni 2017

Foto: Michella Bredahl

Læs nærmere her:

http://www.doomroom.dk/pages/doomroom.html

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

1

Anmeldelse: Daemon, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm, gæsteanmelder “Den, der kæmper mod uhyrer, skal passe på, at han ...

SC1

Anmeldelse: Senses of Cities, Godsbanen (hvid støj sceneproduktion)

Af Lea Damgaard   Holdet bag sanseforestillingen ’Senses of Cities’ har lavet en virkelig ...

Fra 'Havets bevægelser'

Anmeldelse: Havets bevægelser, Partita og Nomade, Tivoli

Af Christian Skovgaard Hansen   Tivoli afslutter sommersæsonen på Pantomimeteatret med de 3 korte ...

Tryllefløjten-_Y4Q3902d [1600x1200]

Anmeldelse: Tryllefløjten, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Mozarts eventyrlige opera Tryllefløjten i instruktør Marco Arturo Marellis ...

MAND - KVINDE - HUND

Re-anmeldelser under CPH STAGE 2017

Under CPH STAGE 2017 præsenteres både nye forestillinger og forestillinger, der har spillet før, ...

ROCKY

Anmeldelse: Rocky!, Husets Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Rocky” er titlen på den amerikanske film fra 1976 ...