Anmeldelse: Emil fra Lønneberg, Folketeatret

Af Emil Samaras Eriksen

 

Alle kender Emil fra Lønneberg. I hvert fald mange. Og Folketeateret var da også opfyldt af en smittende larmen fra mængder af familier og – især – deres spændte børn, der alle venter på at se Emils mest ikoniske oplevelser. De bliver heldigvis udfoldet med en energi og en glæde, som skaber en god stemning blandt publikum. Især hos de mindste! De ældre, eller dem som leder efter mere substans i et stykke teater, går måske en smule utilfredsstillede derfra.

Men det er vel ikke rigtig nogen overraskelse. Emil fra Lønneberg har vel altid været for de mindre, en kærlighedserklæring til barnesindets uskyldighed og glæde, ikke? Måske, men alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af, at der mangler noget i stykkets udtryk – et budskab, en dybere, støtte samtale om værdier, mennesker og godhed, som jo egentlig er centrale for eventyrets oprindelse. Og måske fik jeg netop disse overvejelser, på grund af stykkets insisteren på at holde sig til den klassiske, svenske historie? Én ting er i hvert fald sikker: Man får nogenlunde præcis hvad man forventer fra Ninette Mulvads dramatisering af Lindgrens klassiske fortælling om problembarnet Emil.

Det betyder sådan set, at alt er, som det skal være. Emil er en charmerende, godhjertet drillepind, som skuespilleren Michael Slebsager spiller med en udmærket charme og energi. Især enkelte gange, når han laver et imponerende spring, eller fyrer en humoristisk replik af, udløser det børnegrin i publikumssalen. Jeg kunne heller ikke undgå at grine af absurditeten i nogle af scenerne.

Især i første akt af stykket består scenerne ofte af, at stykkets karakterer beskæftiger sig med noget, som Emil så afbryder på den groveste vis. Om det er en trompet, en musefælde, eller en masse forduftede pølser. Der medfølger ganske vist overdrevne pruttelyde og andre overdrevne lydeffekter tiltænkt til børn, men selv mindre barnlige sjæle vil trække på smilebåndet, når Emil udfolder sig i sit kære Katholt.

Stykket omkring Emil er heldigvis veloplagt, på flere måder endda. Nadia Nabils scenografi fungerer glimrende, og konstruktioner som Emils træskur, eller flagstangen, som Emil får Ida til at flyve i, virker på en sjov måde, hvor Ida svæver i luften i virkeligheden, mens en lille flagstang og dukke symboliserer hende ved siden af.

Musikken skal dog også have et særligt fokus: Alle skuespillerne synger og spiller på musikinstrumenter på hver deres veloplagte tidspunkter, og dette skaber en hyggelig og levende stemning. Der bliver danset folkedans, sunget fællessang, og spillet blød kærlighedsmusik, når parret Alfred og Line leverer humoristiske ægteskabsovervejelser, inden Emil selvfølgelig afbryder dem igen og igen. Musikken fungerer fint, og alle spiller behagelig lyd, og det føles ikke som for meget lyd for min smag.

Emils far Anton bliver spillet af Peder Holm Johansen, og han fungerer fint som faderen, den forældede patriark, som dog ikke fremstår så dramatisk med sit ”EEEMIL(!)”, som han kunne. Til gengæld deler han et hyggeligt øjeblik med netop Emil, hvor de griner sammen i træskuret, hvilket fremgår som et bindende øjeblik for deres forhold, som ellers desværre ikke udvikler sig synderligt. I det hele taget er de små øjeblikke – som børnene måske vil finde kedelige – nogle af de bedste. Situationer, som når Line og Emils søster Ida laver mad og bryder ud i sang, var både hyggelige og kulturelt berigende. Det føltes som at blive kastet ind i den svenske by i 1900-tallet, med folkeviser og middagsfester.

Øjeblikke som de ovennævnte fik mig til at smile storstilet efter første akt, på trods af, at en del af humoren og dialogen tydeligt var tilegnet børn. Enkelte replikker er særligt iøjnefaldende, som når Emil erklærer, at ”kødsuppe er det bedste der findes”, eller da han, fortørnet, udtaler, at det ikke kan betale sig at være sur, hvis ingen kan se det. Stykkets ægte publikum, børnene, svarede selvfølgelig igen ved at råde: ”Det forstår vi godt!” Tak venner, det forstår jeg også!

Samtidig må jeg bare lige give massiv ros til Asta Kamma August, som spiller Ida. Hun smiler og danser og synger, og Asta er simpelthen suverænt den mest karismatiske skuespiller, jeg har set længe. Hun fanger rollen som Emils legesyge og nysgerrige søster spot on, og det er ganske enkelt en fornøjelse for publikum.

Og hvad gør de så, de inspirerende børn, Emil og Ida? Ikke synderligt meget, desværre. I hvert fald ikke i første akt. Men stykkets anden akt indeholder en mere seriøs fortælling, om fattighjemmet, hvor kommandusen, spillet af Lisbeth Gajhede, undertrykker de andre fattige og spiser deres mad. Emil, Ida og Alfred, kæmper imod den uretfærdighed, som de andre beboere i Katholt har taget for givet. Det giver stykket mere vægt at fokusere på et alvorligt emne, og det fremfører en mere central pointe om figuren Emil: Nemlig at hans civile ulydighed kan manifestere sig som en kraft for det gode.

Desværre fører stykket ikke denne inspirerende idé helt igennem. Emil viser, at man skal kæmpe for retfærdighed, og at man ikke bare får den serveret i et pølsefad. Men hans familie er med det samme glade for, at han har hjulpet de fattige, også selvom han har brugt al den mad, som deres rige bekendte skulle have spist. Det er en lidt ærgerligt letkøbt slutning på en ellers interessant anden akt. Ida er bekymret for, hvad deres far synes om deres beslutninger, men i sidste ende roser han deres handlinger uden den store konflikt, der måske havde gjort slutningen mere interessant.

Men sådan skal det måske være? Emil fra den svenske by Lønneberg er jo i sidste ende en historie til de legesyge og nysgerrige mennesker. En ode til problembørnene, festaberne og ”samfundstaberne”. Og i den forstand vil jeg kalde denne traditionelle fortolkning af familieklassikeren en succes. Der er absurd humor, sjov musik og festlige drillerier, samt gode budskaber i anden akt, som klart gør det værd at tage børnene med ind og se stykket.

Jeg ville måske blot ønske, at – når man nu får (ekstra) livsglade og dejlige mennesker med ind i teateret – at man så havde gjort replikkerne og historien skarpere. Stykkets hjerte er på det rigtige sted, og det sted er med børnene, og den ændringskraft, samvittighed og livsglæde, der kommer med børnetanker. Den må gerne genbruges og omformes i tusind fremtidige teaterstykker, hvis det stod til mig.

 

Folketeateret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 26. oktober-16. december 2018

Herefter på turné rundt i landet i perioden 15. januar-20. marts 2019

Set den 26. oktober 2018

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.folketeatret.dk/shows/emil-fra-loenneberg/

Medvirkende: Michael Slebsager, Asta Kamma August (Nørregade), Siff Hebe Vintersl (turné), Peder Holm Johansen, Tine Gotthelf m.fl.

Forfatter: Astrid Lindgren

Dramatisering og oversættelse: Ninette Mulvad

Instruktion og bearbejdelse: Leiv Arne Kjøllmoen

Scenografi: Nadia Nabil

Koreografi: Rebekka Lund

Musik: Georg Riedel

Kapelmester: Anders Ortman

Musikere: Tine Vitkov, Ida Nørby Sørensen og Anders Ortman

Varighed: Ca. 2 timer og 10 min inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Marts 1998 Samfundsfags-gymnasieelev fra 15-18. Interesseret i retorik, filosofi, politik og muligheden for et fastansat job, hvor jeg forhåbentlig kan tjene nogle penge. Er også fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur, og synes at anmeldelser kan være et interessant og nødvendigt medie til at videreformidle idéer om kunst.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Perplex, Bellevue Teatret

Af Nikolaj Bomberg Simonsen, gæsteanmelder Forestillingen sætter lattermusklerne i gang, den giver stof til ...

Anmeldelse: An Officer and a Gentleman, Musical Silkeborg

Af Christian Skovgaard Hansen   ’An Officer and a Gentleman’ er oprindeligt et amerikansk ...

Anmeldelse: ELF – The musical, Tivoli

Af Henriette Devantier   En festligste julehumørbombe er sprunget i Tivoli! På storslået vis ...

Anmeldelse: Ørkenens Sønner – Een gang til for prins Knud, Tivoli

Af Jonas Gudmand Niels Olsen, Asger Reher, Henrik Koefoed og Søren Pilmark må jeg ...

Anmeldelse: La bohème, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Det var en smuk, smuk aften i Operaen i selskab ...