Ungt Teaterblod

Anmeldelse: Entropolis, Teaterøen (Cantabile 2)

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Forestillingen ‘Entropolis’ sætter spørgsmålstegn ved, hvilke kvaliteter vi som mennesker vil bygge et nyt samfund på. Og besidder vi selv de kvaliteter? Ville du kunne tage til Mars og lægge livet på jorden bag dig?

 

Cantabile 2 laver markant anderledes teater, og du kan altid regne med at blive inddraget og udfordret, når du går ind til deres forestillinger. Teatret skaber “Human-specifik-forestillinger”, hvor publikum interagerer med skuespillerne, som ofte har en guidende rolle. Individet sættes i fokus, og tilskueren er ikke længere tilskuer men medvirkende til fortællingens udvikling. Denne gang har Cantabile 2 gået i samarbejde med Bombina Bombast, et kompagni som kombinerer teater med innovativ teknologi.

 

 

I ‘Entropolis’ skal der sendes to mennesker til Mars. Spørgsmålet er, hvem af tilskuerne vil være bedst egnet til denne opgave. Publikum bliver halveret, hvoraf den ene del nu gennemgår en udvælgelsesproces, og den anden del følger med i processen igennem høretelefoner og via en stor skærm. Denne aften blev min ledsager den aktive på scenen, og jeg blev den passive på tilskuerrækken. Jeg fulgte herefter min ledsagers og de andres kamp, om at blive én af de to der fik lov til at komme til Mars.

 

Cantabile 2 sætter spørgsmålstegn ved, hvad teateret kan og er. ‘Entropolis’ er derfor svær at anmelde, da der her brydes med teaterets normer og regler. Nogle vil måske endda mene, at ‘Entropolis’ er et socialt eksperiment, mere end det er teater eller underholdning. Selv lander jeg et sted mellem eksperiment, leg og teater.

 

 

Under forestillingen filmede to kameramænd scenen og publikum. Billederne blev vist live på bagvæggen, hvilket gav en dramatisk effekt og et meget smukt og intimt udtryk. Derudover gav det tilskuerne på publikumsrækkerne et større indblik i det, der skete på scenen.

 

Som den passive tilskuer måtte jeg dog halvvejs igennem forestillingen tage mig selv i at kede mig lidt. Hvor første halvdel havde været spændende og fuld af ny information, blev sidste halvdel meget forudsigelig for den passive tilskuer. Jeg sad simpelthen tilbage, og følte mig lidt udelukket fra fællesskabet. Omvendt fandt min aktive ledsager, på scenen, sig selv i en refleksiv proces, som gjorde hende ”mere taknemmelig for sit liv på jorden”. Her er der altså virkelig mulighed for varierede oplevelser blandt publikum.

 

Ærgerligt var det måske, efter min mening, at publikum blev bedt om, at sigte efter at blive sendt til Mars, selvom mange helt sikkert ville vælge rejsen fra.

 

 

Forestillingen fik derfor lidt karakter af en konkurrence, og det var tydeligt, at mange af de aktive publikummer ikke var ærlige, når de skulle besvare spørgsmål fra udvælgelseskomiteen portrætteret af Cantabile 2. Hvad vi mennesker egentlig tænker om at tage til Mars og forlade jorden kom derfor ikke helt så klart til udtryk. Det blev vigtigere at ”vinde konkurrencen” end at svare ærlig.

 

Når det så er sagt, så er Cantabile 2’s nærvær og engagement så uvurderligt og dejligt at være vidne til, at selvom ”Entropolis” blev en forholdsvis ensrettet fortælling, var oplevelsen sjov og tankevækkende. Sammen med publikum blev der skabt en fin eftertænksomhed, og der var momenter, som både var rørende og poetiske.

 

 

 

Cantabile 2

Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K

Spiller: 12. – 16. januar 2016

Spilledato: 12 januar 2016

Foto: Nullo Facchini

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.cantabile2.dk/forestillinger/entropolis/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

 

Next: Anmeldelse: TRANSIT, Teatret Svalegangen (Von Baden)