Anmeldelse: De glemte børn, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

 

Jeg var 4 år første gang, jeg var inde og se ballet. Det var en ballet for børn, der gik på Det Kongelige Teater i efterårsferien. Selvom jeg ikke var ældre, er det et minde, der står helt klart for mig og var med til at åbne min verden for teater. Igen i år byder Det Kongelige Teater børn og deres voksne i teatret til en børneballet i starten af efterårsferien. Et initiativ fra Det Kongelige Teaters side til både at lade de mindste teatergængere opdage det magiske ved balletten og ikke mindst også lade deres egne elever få chancen for at vise, hvem morgendagens stjerner er.

_HSP4316 [1600x1200]

Vi bliver mødt af et univers fyldt af kældermus og balletbørn, der har deres daglige gang på teatret. Vi kommer med til en balletklasse, hvor vi møder en pige, der elsker at danse ballet. Hun bliver i salen efter klassen for at øve sig, men hun har fornemmelsen af, at hun ikke er alene. Gennem spejlet i balletsalen får hun øje på en spøgelsespige, der betragter hende danse. Balletpigen er nysgerrig og følger med spøgelsespigen gennem spejlet og ned under jorden, ned i mørket. Her møder de et mylder af andre spøgelsesbørn – glemte børn. De bliver holdt fanget af den hadefulde Frøken Mester (Carling Talcott-Steenstra), der er kold og ond. Med sig har hun sine katte, der hjælper med at bevogte de stakkels glemte børn.

Balletpigen kan ikke bære at se de glemte børn lide, så sammen med sine balletkammerater beslutter hun sig for at få de glemte børn tilbage til livet. Det er bare ikke helt så nemt, som de tror. Frøken Mester har nemlig taget de glemte børns hjerter, låst dem inde og smidt nøglen væk. Balletpigen er fuld af gode ideer og med lidt hjælp fra teatermusene, kæmper de for at give de glemte børn liv igen.

_HSP4436 [1600x1200]

Publikum bliver ført igennem historien af fortællermusen, spillet af karakterdanseren Morten Eggert, der sætter ord på, hvad der sker på scenen. På den måde får børnene serveret historien både med ord og dans og indirekte også en lille introduktion til ballettens mimiske sprog. Brugen af fortæller ses sjældent i ballettens verden, men i dette tilfælde bidrager det positivt, da det giver historien en ekstra dimension og desuden hjælper på forståelsen af historien.

’De glemte børn’ er skrevet af forfatter Kim Fupz Aakeson, som vi kender både for voksen- og børnelitteratur. Det Kongelige Teaters egen solodanser, Gregory Dean, der vækker Fupz Aakesons eventyrlige historie til live med en koreografi, der giver Det Kongelige Teaters balletelever plads til at vise, hvad de kan. Og danse, det kan de! Det er et flot niveau, der præger balletten, hvor der både bliver vist pirouetter, batteringer og balletfødder på tå fra aspiranterne som katte.

Børnene får lov at vise deres tekniske niveau samt deres evne til at nå ud over scenekanten. De formår at skabe en kontrast mellem balletsalens verden og de glemte børns underverden igennem dansen. Frøken Mesters univers er præget af mekaniske bevægelser og tomme blikke, der står i kontrast til balletbørnenes klassiske trin, danseglæde og udtryk i balletsalen.

_HSP4632 [1600x1200]

Musikken, der er inspireret af Franz Schubert, af Matias Vestergård, går helt i spænd med resten af universet. Et univers fuld af modsætninger lige fra karakterer til scenografien af Gregory Dean, Frederik Andreas Nielsen og Mikkel Bruhn, som er meget stærk og sanselig.

Balletten kaldes af Det Kongelige Teater en børneballet, men måske er det en god idé at have en voksen tæt ved sig under forestillingen. Det er et uhyggeligt univers, der folder sig ud med spøgelsesbørn, dramatisk musik og mørk scenografi, der i den grad til sammen gør historien uhyggelig og virkelig men også tryllebindende. Der var nogle af børnene i salen, der ellers hele vejen igennem virkede fuldstændig opslugte, som holdt sig for øjnene, da historien nåede til Frøken Mesters underverden. Det var lidt uhyggeligt, kunne man mærke. Det er også derfor, vi ikke når helt i mål med bloddråberne. Andet er der heller ikke at sætte en finger på.

’De glemte børn’ er en original ballet for hele familien, der bringer publikum ind i en eventyrlig og magisk verden, der endda byder på en lang række rammende pointer både for børn og voksne.

 

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Spilleperiode: 12.-16. oktober 2017

Set den: 14. oktober 2017

Foto: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/de-glemte-born/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: In The Heights, MusicalTalentSkolen Nyborg

Af Anne Lottrup Sørensen   Hvis I går og frygter for dansk musicals fremtid, ...

Anmeldelse: Doom Room, Makropol

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Hvad sker der efter, at man skyder ...

Anmeldelse: Medea & Antigone, Skuespillerakademiet

Af Christian Skovgaard Hansen Forestillingen er for dig, der vil have en anderledes og ...

Anmeldelse: An Officer and a Gentleman, Musical Silkeborg

Af Christian Skovgaard Hansen   ’An Officer and a Gentleman’ er oprindeligt et amerikansk ...