Anmeldelse: Håbet er lysegrønt, Betty Nansen Teatret, Edison (Mammutteatret)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Det er sgu noget underligt noget! Det er det første, der står en, mens man ser Mammutteatrets nyeste forestilling Håbet er lysegrønt – og i et vist omfang lige når man kommer ud fra forestillingen. Men efterhånden giver det mere og mere mening.

Selve historien i forestillingen er til at begynde med en kende uklar, hvor man kan have svært ved at finde hoved og hale i det hele. Men som historien skrider frem, bliver den mere og mere klar – men om den giver mere mening er op den til den enkelte at vurdere.

haabet-er-lysegroent_1_foto-henrik-grimbaeck [1600x1200]

Forestillingen har fået en – måske – ikke tiltænkt aktualitet. Det er nemlig ulven, der er centrum i forestillingen. Ulven er nu blevet investeringsobjekt, så kvinden går i Danske Bank for at låne penge til én. Men ulven er ikke nødvendigvis kun det gode, og de skaber også et begyndende kaos i samfundet. Sørens datter, Trille, er forsvundet, og han mener, at det er ulven, som har taget hende. Sammen med en jagtkammerat jagter han derfor ulven. Alt i mens er Trille flyttet sammen med en ulv, hvor hendes største drøm er, at den spiser hende for at vise sin store kærlighed. Det viser sig, at kvinden, der lånte penge til en ulv, er Sørens ex-kone.

Alt imens møder vi digteren Bolette Lund (udtales Bolettelund i ét…). Hun er den moderne, kvindelige digter, men det er ikke nødvendigvis alene sandheden, som hun skriver. Men pyt – det hele sælger, og hun opnår hurtigt en stor fanskare, der følger hende i et og alt. Hun bliver nærmest en ”folkeforfører”, og hun ender til sidst som en martyr, hvor hun bliver samfundets redning, mens hun til gengæld selv må lade livet.

Efterhånden som forestillingen skrider frem, giver den mere og mere mening, mens symbolikken og metaforerne i Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygares tekst bliver mere og mere tydeligere. Hvem er ulven egentlig? Noget klart svar gives ikke i forestillingen, og alt efter øjnene, der ser, vil man kunne tillægge ulven forskellig betydning. En ting står dog klart. Håbet er lysegrønt er skrevet i vores egen tid, i nu’et, som netop er blevet mere og mere uforudsigeligt og foranderligt. Der er ingen tvivl om, at der er forandringer på vej – men spørgsmålet er, om det hele er til det dårlige eller det gode.

haabet-er-lysegroent_8b_foto-henrik-grimbaeck [1600x1200]

De fire skuespillere (Tina Gylling Mortensen, Josefine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup) og de fem statister gør det alle godt i deres mange skiftende roller. Det mærkes ikke på samspillet, at forestillingen kort op til premieren ikke blot måtte skifte én, men to skuespillere på holdet ud. Alle gør det glimrende i hver deres små sekvenser, som efterhånden bliver til én samlet fortælling.

Ida Grarup Nielsen har stået for den grå scenografi, som både er ensartet, men alligevel samtidig er så dynamisk. Det er både et monokromt kontorlandskab, hvor hele holdet klaprende på tastaturet er ved at gå i hundene, og et effektivt rum til omklædning, sceneskift og ikke mindst til ind- og udgange i fortællingen.

haabet-er-lysegroent_10_foto-henrik-grimbaeck [1600x1200]

Det hele ligger også i forestillingens titel: Håbet er lysegrønt. Titlen dækker formentligt over talemåden, hvor det er menneskets natur at bevare optimismen og se det positive. Kan vi det? Og er håbet egentligt lysegrønt? Et klart svar gives ikke i forestillingen, men den viser noget om, hvordan samfundet er netop nu. Ulven – eller er det egentlig noget helt andet… – trænger ind over vores grænser, både de fysiske og de menneskelige, og ind til os, mens den spreder død og kaos, alt i mens folk og politikerne ikke kan blive enige om, hvordan vi løser det højspændte (politiske) klima.

Er det egentlig politikerne, migranterne, klimaet, teknologien eller noget helt femte, der er ved at invadere os og verden – eller er det nærmere noget af det hele? Noget klart svar giver Håbet er lysegrønt os ikke. Men så længe, at håbet ER lysegrønt, går det nok. Eller gør det…? Kløgtigt er det i hvert fald, at Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare bruger ulven om symbol på ”skurken” i stedet for at vælge den eller anden bestemte ting.

Tag afsted, hvis du har en god forestillingsevne og tør bruge fantasien. Tag afsted, hvis du har lyst til at se en forestilling, som kræver, at du sætte tankerne i gang i en nutidig politisk ramme. Men husk at gå ind med et åbent sind! Ligesom til den virkelig verden, som vi lever i netop nu.

 

Mammutteatret

Betty Nansen Teatret, Edison, Siloen, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

Spilleperiode: 19. april-5. maj 2018

Set den 28. april 2018

Foto: Henrik Grimbäck

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/h%C3%A5bet-er-lysegr%C3%B8nt/

Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Josephine Park, Andrea Vagn Jensen og Anne Sofie Wanstrup samt statisterne Nana Lind, Mette Povlsen, Cosima Frammer Nielsen, Anne Giver Pedersen og Crisse Vallentin

Manuskript: Kaspar Colling Nielsen og Claus Flygare

Instruktion: Henrik Grimbäck og Claus Flygare

Scenografi: Ida Grarup Nielsen

Varighed: Ca. 1 time og 20 min. uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Lizzie, Fredericia Teater

Af Mette Herschend   Fredericia Teater genopsætter rockmusicalen “LIZZIE”, men denne gang i den ...

Anmeldelse: Abrahams børn, Teater V (Teatret/Hans Rønne)

Af Sofie Lystrøm   Islam, kristendom og jødedom er verdens tre største monoteistiske religioner, ...

Anmeldelse: Orlando, Betty Nansen Teatret

Af Emil Samaras Eriksen   Betty Nansens Teatrets Orlando er en teaterfremvisning af den ...

Anmeldelse: LORT, Husets Teater

Af Christian Skovgaard Hansen Se ’LORT’, hvis du vil se en flot forestilling, der ...