Anmeldelse: Haabet, Mungo Park Kolding (Teatret Møllen)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

 

”I slutningen af det 18. århundrede var den danske slavehandel på sit højeste.” Dette når jeg at læse i programmet, kort før forestillingen begynder. Allerede da, er jeg klar på at se en forestilling, der med sikkerhed vil sætte en masse tanker i gang. Underlægningsmusikken, der spiller, da publikum kommer ind i salen, stiger samtidigt med, at lyset dæmpes, og forestillingen går i gang.

Forestillingen foregår i starten af 1800-tallet på fregatten Haabet. Den 14-årige Maria Frederiksen er, af sin far, blevet inviteret ombord på Haabet for at sejle fra København til Frederikshavn, dog går dette helt galt. Marias far havde indtil hendes fødsel, været med på Haabet for at fragte slaver frem og tilbage. Men på denne skibsrejse finder Marias far ud af, at det stadig står på. Dette resulterer i, at Maria og hendes far bliver taget til fange på Haabet, og skal nu sejle med til Guldkysten, hvor Haabet derfra skal bringe slaver til de danske sukkerplantager i Caribien.

Mændene i denne forestilling har to forskellige roller. Dette synes jeg i starten, virker en smule forstyrrende. Jeg har svært ved at følge med, for jeg skal huske, hvem det er, skuespilleren er i denne stund. Dog hjælper det mig, at Marie Lydie Melono Nokouda kommer frem med mændenes jakker eller veste. Mændene skifter herefter deres jakke eller veste på scenen, hvor man som publikum er med til at se skiftet af overtøjet og karakteren.

Iscenesættelsen af de forskellige breve, dagbogsuddrag og logbøger, der blev skrevet på denne rejse, virker for mig en smule forvirrende. Jeg skal først lige forstå meningen med fortælleren, der spilles af Connie Tronbjerg. Til at starte med forstår jeg slet ikke, at hun er en generel fortæller, men at hun på en måde skal være den voksne version af Maria, hvilket ikke er tilfældet. Hun er klædt i en hvid kjole, sikkert for at virke neutral, som senere hen giver mening for mig, når hun er en generel fortæller.

Derudover er alle skuespillerne i spil på flere tidspunkter. På flere tidspunkter i forestillingen tager skuespillerne en position på scenen, og står derefter stille i denne i flere minutter. De er selv med til at danne en ramme på scenen med den sparsomme scenografi af Laura Rasmussen.

Scenografien er bygget op, af det, som man kan kalde en kæmpe trækasse, omringet af flere reb, der hænger ned fra loftet. Dette er, hvad der er på scenen, intet andet. En spændende løsning i mine øjne. Denne kæmpe trækasse bruges blandt andet som fregatten Haabet, den ideologiske professor fra Københavns Universitet Mikkels Eides hjem, mens han skal skrive en bog om slavehandlen, og lastrummet til slaverne på fregatten Haabet. Samtidigt bliver rebene også flittigt brugt som bølgebrus, vægge eller til at lade Afi, der spilles af Marie Lydie Melono Nokouda, ligge udstrakt oppe i luften i.

Flere steder i forestillingen træder flere af skuespillerne ind som et ekko eller en forstærkning af fortællerens ord. Det skaber en speciel stemning. Samtidigt er jeg imponeret over, hvor megen kontrol de har over deres stemmeføring. Dette gælder både skuespillernes ekko, hvor de hvisker, eller når der skriges eller råbes som en forstærkning til at give en voldsom effekt.

Forestillingen er dramatiseret af Brian Wind-Hansen frit efter Mich Vraas roman ”Haabet”, som udkom i 2016. Jeg har ikke selv læst denne roman endnu, hvilket jeg ikke ser som en udfordring i forhold til forståelsen af denne forestilling. Jeg synes, at forestillingen helt fint står på egne ben ved de breve, dagbogsuddrag og logbøger, der blev skrevet på denne rejse.

Det første ord, jeg tænker på, når jeg overvejer denne forestilling, er tankevækkende. Det er lige, hvad denne forestilling er. Den sætter tanker i gang, blandt andet om hvordan mennesker er blevet behandlet igennem tiden. Dette sker blandt andet med den voldsomme behandling af slaverne eller det barske sprog, som blev brugt under slavehandlen.

Dette er grundlæggende en forestilling, der udpensler et billede af den barske virkelighed i starten af 1800-tallet. Det er en del af vores fortid, som mange måske prøver at gemme væk. I programmet har Brian Wind-Hansen fint beskrevet, at vores fortid som slavenation er noget, vi er nødt til at tale om. Derfor er denne forestilling et spørgsmål om, hvorvidt vi taler nok om det, og om vi fortæller de rigtige historier.

 

Gæstespil af Teateret Møllen

Mungo Park Kolding, Fredericiagade 1, 6000 Kolding

Spilleperiode: 26.-30. oktober og 5.-7. december på Teateret Møllen

Spiller også på Danmarksturné 1. november-3. december 2018

Set den 16. november 2018

Fotos: Søren Hasselgaard Skaaning

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://teatretmoellen.dk/turneplan/haabet

Medvirkende: Thomas Jacob Clausen Rønne, Connie Tronbjerg, Klaus Andersen, Ole Sørensen, Marie Lydie Melono Nokouda og Sheba Mikkelsen Hunter

Dramatiker: Brian Wind-Hansen frit efter Mich Vraas roman ”Haabet”

Instruktør: Rasmus Ask

Scenograf: Laura Rasmussen

Varighed: 2 timer inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Det testikelløse samfund, Teater Får302 (Klub Canasta)

Af Carina Blangsbøll   Fosterscanninger og et forbud mod fødsler af drengebørn? Fordi alle ...

Anmeldelse: Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   På Aalborg Teaters Lille Scene spiller for tiden stykket ’Drengen ...

Anmeldelse: Spillemand på en tagryg, Odense Teater

Af Mette Herschend   Ja, hvor skal jeg dog begynde? Odense Teaters opsætning af ...

Anmeldelse: Lille requiem om kærlighed, Betty Nansen Teatret (DDSS i Aarhus)

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Lille requiem om kærlighed’ er afgangsforestillingen fra 2016 fra ...

Anmeldelse: Cyrano, Aalborg Teater

Af Ditte Marie Pedersen   ”Er det en kæmpe kartoffel, eller er det en ...