Anmeldelse: Hamlet, Aalborg Teater

Anmeldelse: Hamlet, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm

 

William Shakespeares ’Hamlet’ er uden tvivl et af de mest berømte og anerkendte stykker i moderne teaters historie. Historien om Prins Hamlet af Danmark revolutionerede i den grad teatergenren sammen med flere af Shakespeares andre værker. Det er dog 400 år siden nu, og spørgsmålet er så, om det stadig er interessant. Kan der virkelig stadig koges suppe på det ben? Efter at have set opsætningen af forestillingen på Aalborgs Teaters Store scene, må mit svar være: Både og.

Oprindeligt foregår Hamlet i det 15. århundrede, men i denne opsætning er vi fremme i noget, der ligner nutiden. Det er jo i sig selv et spændende twist at lave på en gammel klassiker, og det gør umiddelbart også, at det hele bliver lidt mere spiseligt og relationsbart for det yngre publikum.

hamlet-1

I starten af stykket virker dette tidsspring også til at give et frisk pust, men jeg synes dog hurtigt at det viser sig at være et ganske overflødigt træk for forestillingen. Påklædningen er moderne, men ellers er der egentligt ikke den store forskel at komme efter. Det virker lidt halvhjertet, og som om at det mest af alt er noget, som man har gjort for at gøre folk nysgerrige omkring stykket. Det smager i hvert fald lidt af gammelt vin på nye flasker.

Når dette er sagt, så er det jo ikke uden grund, at ’Hamlet’ er et af de mest sete og elskede teaterstykker i historien. Det er en fantastisk og dramatisk fortælling om mytteri og blodskam i den danske kongefamilie, og den slags bliver jo aldrig kedeligt.

hamlet-3

Det mest imponerende ved denne udgave af ’Hamlet’, er dog skuespillet, og her i særdeleshed hovedrolleindehaver Patrick Baurichters præstation som Prins Hamlet. Han formår virkelig at fange publikum med både vrede, galskab og humor. Det er bestemt ikke nogen let rolle at kaste sig ud i, men han spiller den ganske enkelt til UG. Det må man simpelthen bare løfte på hatten for.

Det største minus ved forestillingen er uden tvivl længden. Næsten tre timer er bare for lang tid at sidde i et teater, uanset hvordan man vender og drejer det. Det var det muligvis ikke for 500 år siden, men vi er altså i år 2016, og hvis teateret virkelig ønsker at fange et nyt og yngre publikum, så tror jeg, at dette er noget man bør tage meget alvorligt og op til grundig overvejelse.

Heldigvis for os publikum, så er skuespillet så godt og overbevisende at det, trods de tre lange timer, er til at se igennem fingre med. Nu var det dog også et modent publikum denne aften, og jeg er desværre ikke sikker på at den ville være gået, hvis det havde været et rent yngre et af slagsen.

hamlet-13

Min karakter lander denne gang på 4 bloddråber. Jeg synes, at det er en fanstatisk historie, og så er skuespillet som sagt også af høj kaliber. Det trækker dog voldsomt ned, at det er så langt, og det er super ærgerligt. Men vi er trods alt en blog af unge, der anmelder til unge, og så kan det desværre ikke være anderledes.

 

 

 

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg 

Spilleperiode: 7.-28. september 2016

Set den: 14. september 2016

Fotos: Allan Toft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://aalborgteater.dk/event/hamlet/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *