Anmeldelse: Hamlet, Vendsyssel Teater

Anmeldelse: Hamlet, Vendsyssel Teater

Af Sofie Trige

 

Vendsyssel Teater starter sæsonen ud med intet mindre end Shakespeares mest berømte stykke – og de skuffer bestemt ikke! ’Hamlet’ er tragedien om en ung prins i en tid, hvor Danmarks skæbne er usikker og tvivlsom. I et dystert og mørkt univers skildres hvordan et hemmeligt mord presser et hof, et land og ikke mindst prinsen selv til det yderste. Jeg var meget imponeret over forestillingen. Den er et flot eksempel på, hvordan Shakespeare kan opføres – og ikke mindst hvorfor Shakespeare stadig er relevant at se.

Hamlet 3

I Vendsyssel Teater sidder publikum i en halvcirkel tæt på scenen, hvilket giver publikum associationer til The Globe og et græsk amfiteater. Skuespillerne har rig mulighed for at nedbryde den fjerde væg og således tage kontakt til publikum. Her opstår en god diversitet i måden, rummet bliver brugt på og publikums opmærksomhed fanges.

Hertil må man give scenograf, Carsten Burke Kristensen, stor ros. Scenen er opbygget som en borg med mange niveauer, trapper, gitre og træstilladser. Således opstår der mange forskellige måder at afgrænse rummene på, og det gør, at skuespillerne har rig mulighed for at bevæge sig. Scenen er oftest badet i mørke, grå og sorte farver. Da forestillingen starter, er to vagter i færd med at skifte vagt. Publikum mærker tydeligt den kulde og ængstelse, der må have været i Helsingør i gamle og usikre tider.

Hamlet 2

Hele holdet af skuespillere kommer med flotte præstationer og bidrager hver især til et levende helhedsindtryk. Alle skuespillere havde et flot nærvær og timing, der varede hele stykket igennem. ’Hamlet’ er en lang tragedie skrevet af Shakespeare, udgivet i år 1603, indeholder mange monologer og kan derfor blive langtrukken – det var ikke tilfældet her! Med flot samspil holder skuespillerne energien oppe. De lange monologer bæres af rørende indlevelse og mellem de tragiske tab kommer scener med så megen humor, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at grine.

Den prisvindende Elliot Crosset Hove spiller rollen som Hamlet og er absolut overbevisende. Den unge Hamlet står i den situation, at hans far lige er død, han er svigtet af sin mor, og kvinden, som han er forelsket i, afviser ham. Denne situation vil kunne gøre alle mennesker gale, hvilket Elliot Crosset Hove fremstiller flot med en rørende sårbarhed, god energi og flot nærvær.

Hamlet 1

Overfor Hamlet spiller Asta Kamma August rollen som Ofelia. Ofelia sættes skakmat mellem den hun er forelsket i, sin far samt tidens normer og regler for hvad, der er passende for en ung kvinde. Asta Kamma August formår rørende at vise det menneske og den vilje, der ligger inde bag alle omverdens krav. Hertil fangede samspillet mellem Hamlet og Ofelia min fulde opmærksomhed, hver gang de var på scenen, hvor deres relation var meget rørende.

Hamlet 4

Alt i alt fremstår opsætningen med en enkelthed og en naturlighed, der simpelthen bare fungerer. Forestillingens forskellige elementer spiller rigtig flot sammen, hvilket sikrer et dynamisk og meget naturligt helhedsindtryk. Herfra lyder opfordringen: Tag ind og se forestillingen!

 

Vendsyssel Teater, Banegårdspladsen 4, Hjørring

Spilleperiode: 20. september-14. oktober 2017

Set den 20. september 2017

Fotos: Tao Lytzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://vendsyssel-teater.dk/forestillinger/hamlet.aspx

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *