Anmeldelse: Hjælp! Jeg er liderlig, Quonga-festival

Af Signe Birk Bachs, gæsteanmelder

 

Sku’ det være noget pik?

Sådan er jeg alligevel aldrig blevet budt velkommen i et teater før, men ikke desto mindre var det netop, hvad der skete denne gang. Dette ledsaget af et mere eller mindre fristende tilbud i form af en skål fyldt af pik-formede vingummibamser i alle regnbuens farver. Tilbuddet kom fra en overordentligt høflig ung fyr stående smilende på scenekanten, iført lysegrå joggingbukser, der ikke levnede meget til fantasien – tværtimod et godt valg, når man ønsker at henlede opmærksomheden på den svulmende fallos (ja, en pik), som rigtigt kom til sin ret i de løse bukser. (For god ordens skyld – den var kunstig, bevares)

Et sjovt indslag, god uformel måde at byde sit publikum velkommen på og et rigtig godt startskud til forestillingen ‘Hjælp! Jeg er liderlig’. Så er tonen ligesom slået an, og vi kan som publikum ikke være i tvivl om, at vi nu skal overvære noget, hvor der ikke er lagt fingre imellem. Fedt, tænkte jeg, det her kan næsten kun blive spændende!

1

Jeg sætter mig op på tilskuerrækkerne til lyden af et lækkert jungleagtigt trommebeat fra en fyr ovre i det ene hjørne af scenen (dette giver en stemning, som gymnasie-over-analytikeren i mig har lyst til at drage associationer til måske mandens seksualitet, som værende noget vildt, dyrisk og ukontrollérbart – men jeg skal nok lige forsøge at styre dansklærer-pleaser-genet her).

Scenografien er enkel; trommesæt i den ene side, stol i midten, bag den en åben papkasse indeholdende diverse rekvisitter. 3 mand på scenen; Lasse, der bød mig velkommen, og som præsenterer sig selv ved eget navn, og som ham der skal spille ”fyren” og det bærende element i forestillingen, en anden mandlig spiller iført hvid maske og forklæde forestillende en overdimensioneret kvindekrop, som (rigtigt gættet) skal gøre det ud for alle pigeroller – og så trommeslageren, som ikke har en decideret rollefigur i stykket, men udelukkende fungerer som dramatisk underlægningsmusik. Han skulle, efter min mening, senere vise sig at have mere betydning for stykkets succes, end jeg lige umiddelbart havde troet.

Forestillingen siger om sig selv, at den lægger op til spørgsmål som:

Er det fedt at være liderlig som ung mand? Er et hul bare et hul? Og hvorfor er den periode i en mands liv, hvor han er mest brunstig, er den samme periode, hvor han skal sidde mest stille og fokusere på bøger?

Absolut ikke uspændende emner at tage fat på, og jeg glædede mig til at se en forestilling, som måske kunne være med til at be- eller afkræfte nogle fordomme om den mandlige seksualitet. Skønt med modige folk der tør tage et sådan halvsårbart emne op.

Dét være sagt må jeg sige, at jeg blev en smule skuffet. Skønt hele introen var lige i skabet, døde den lidt for mig, idet ansvaret lægges på publikum som noget af det første med ordene, ”Publikum skal være gode. I bestemmer hvor god forestillingen bliver”.

Puha, det er noget af et ansvar at smide på sit publikum, specielt når man ikke spiller for fulde sale, og de enkelte publikummer der sidder, netop af den grund, bliver meget opmærksomme på deres rolle som publikum og deres reaktioner i det – man holder måske lidt igen, for der er ingen, der kan gemme sig, og stykket bliver hurtigt mere en dialog mellem publikum og spillere, end en egentlig fortælling på scenen. Det er derfor et koncept, der kræver meget af sit publikum, og her tror jeg – desværre, kan man sige – at vi danskere endnu er for sky til den slags. I hvert fald er det lidt en træg omgang for den ellers energiske hovedspiller, Lasse, at få sit publikum 100% med på idéen om at han stiller spørgsmålene, og vi publikummer skal svare på, hvad hans næste ”move” skal være i problemstillingen ”How to get laid?”.

Herfra bliver det nemlig en noget rodet affære. Vi følger med i fyrens store problem; hvordan han får ro på hovedet mellem benene, fordi det forstyrrer ham i hverdagens gøremål. Vi følger ham på diskotek (godt fuldt op af nogle fede beats fra trommeslageren), og hans struggle med at score pigen på dansegulvet – her hjulpet af publikums guidelines med hvilken accent han skal forsøge sig med, hvilke samtaleemner han skal tage op, og hvilke scorereplikker der virker.

Et fint eksperiment, men hvor flowet godt nok er noget anstrengt og spillernes karikerede forsøg på at spille fulde i festligt lag bliver temmelig krampagtige. Hertil at historien bliver enormt usammenhængende og mangler en generel struktur i fortællingen. Helt tabt på gulvet bliver det for mig, da der pludselig snakkes om en revolution inden for uddannelse, hvor publikum også her skal komme med deres bidrag til det emne. Hvor passer det lige ind i en fortælling om mandens lyster?

Stykket skriger altså på et mere entydigt fokus og en generel mere flydende dramaturgi.

Retfærdigvis skal der dog ydes cadeau til spillerne for deres mod og opfindsomhed. Det kræver alligevel sin mand at skulle rive den af (stadig kunstig, ro på) lige op i hovedet på sit publikum. Denne lille scene vil jeg dog gerne fremhæve som et rigtig fint indslag – pikken viser sig nemlig at være en vandpistol, så publikum sprøjtes til af det, der nu kommer ud af sådan en fætter, og dette får trommeslageren til at trække sin paraply ganske diskret ovre fra den ene side – en god gimmick. Og tilbage til trommeslageren, som jeg også før nævnte som væsentlig. For denne temmelig rodede affære af et stykke bliver nemlig kun lige akkurat holdt sammen (på et hængende hår!) af et decideret godt musikbeat stykket igennem. Trommeslageren bliver drivkraften i en forestilling, der ellers mangler både sammenhæng og flow.

Det bliver altså aldrig rigtigt til mere end netop et publikumseksperiment og balancerer lige på kanten af blot at være lidt ubehageligt akavet, og altså ikke en forestilling man skal tage ind og se for at blive klogere på de føromtalte spørgsmål – og det er altså en skam, for her burde være nok at tage fat på af fordomme og tabuer. Men det er som om, at de bare aldrig rigtigt bliver fulgt til dørs.

Meget klogere følte jeg mig altså ikke, da jeg kom ud derfra. Nærmere lidt halvpinlig på spillernes vegne, skønt det på mange måder også var et innovativt forsøg. Men som min følgesvend til forestillingen også påpegede efterfølgende, så er det måske egentligt tilstrækkeligt og faktisk slet ikke så dumt endda…?

 

Forestillingen er lavet af Giant Goblin Studio

Har netop spillet på Quonga-festivalen i Aarhus og spiller pt. ikke mere

Foto: Giant Goblin Studio 

Læs nærmere om forestillingen her:

http://quonga.dk/events/hjaelp-jeg-er-liderlig/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads