Anmeldelse: Højskolesangbogen, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand

 

‘Højskolesangbogen’ på Det Kongelige Teater er en af de forestillinger, som jeg har set frem til at se i længere tid. Det er en af dem, der har potentialet til blive en af årets bedste forestillinger, fordi den har med en dansk kulturskat at gøre i form af de sange der findes i højskolesangbogen. Da jeg tidligere i år anbefalede fem forestillinger til unge i MetroXpress var dette en af dem – så jeg kan love for, at jeg håbede på, at den var værd at se.

1
Foto: Klaus Vedfelt

Er den værd at se? Ja! Og den er værd at se for os alle sammen, der holder af teater. Men den egner sig faktisk især til jer, som endnu ikke har set så meget teater endnu. Den er virkelig velegnet til at vise, hvad skuespillere, en instruktør og en scenograf/kostumedesigner kan tilsammen, når det fungerer på et højt niveau.

I Skuespilhuset har de opsat en teaterkoncert, som virker befriende i forhold til andre teaterkoncerter, jeg har set, fordi instruktøren Minna Johannesson, sammen med skuespillerne, har lavet et godt relationsarbejde karaktererne imellem, hvor jeg kan digte med på, hvordan det kan være, at karaktererne opfører sig sådan i forhold til hinanden under sangene.

Det er pirrende at følge med i, fordi scenografien, der primært består af sofaer, fungerer dynamisk, så der hele tiden nemt kan rykkes rundt på den i 1. akt. I 2. akt bliver scenografien endnu mere imponerende, da vi ser en masse sofaer på flere niveauer, som karaktererne kan springe rundt i, kaste sig ned af eller kneppe i. Hvis jeg har talt rigtigt, er der 53 sofaer på scenen. Fantastisk arbejde af Jonas Fly, der også har lavet nogle rammende kostumer. Og det er fantastisk arbejde, fordi jeg sjældent har set scenografien være en så aktiv medspiller med skuespillerne.

2
Foto: Natascha Rydvald

Det må have været fedt være Jonas Fly i denne forestilling, når han har skulle finde på kostumer til karakterer, der har nogle yderst originale navne. Vi møder f.eks. Evighedsstudenten fra Vesterbro, Julemanden fra Bilka – og så det absolut mest originale navn, jeg har set en karakter have; Kommunalpolitikeren fra Hirtshals (med død mor).

Så kan man tro, at han (Thomas Hwan) render rundt med en dukke af en art. Næ nej, han har søreme en helt levende statist i form af Jane Engelund. Hun er så helt død og slasket i hele 1. akt. I 2. akt deltager hun lidt mere med i løjerne. Måske fordi mindet om hende bliver mere levende, som kommunalpolitikeren udvikler sig gennem forestillingen?

88
Foto: Natascha Rydvald

Der er 36 sange med, og når det er bedst, så er det eventyrlig godt. Jeg kan nævne, at ‘Se, hvilken morgenstund!’ (Svantes Lykkelige Dag) af Benny Andersen, der er så nytænkende og smukt komponeret, og skuespillerne synger det så rent. Sangen bliver sunget i kanon, og jeg er rørt og imponeret. ‘Dejlig er jorden’ af B.S. Ingemann tog fusen på mig, og den er lavet på en måde, der åbnede sangen op for mig, så jeg har hørte den på ny.

Og så det sangmæssige højdepunkt: ‘Vi er røde, vi er hvide’, VM-holdets sang fra 1986. Jamen det var så fint at se Thomas Hwan sidde der helt stille og så begynde at synge de første strofer af sangen helt rent og stille. Og efterhånden kommer resten af karaktererne med, der får sangen til at give en helt ny mening. Der gemmer sig meget faderlandskærlighed i den sang, hvis vi alene lytter til ordene. Den sang er faktisk ikke med i højskolesangbogen, men det burde den være. Det har denne forestilling sørget for.

Der er i øvrigt endnu flere dejlige sange, som der er værd at tage ind og høre. Men skru lige op for Mads Rømer i starten, hvor han synger ‘Marken er mejet’. Det var tæt på volapyk for mig.

4
Foto: Natascha Rydvald

Men hvorfor synger de egentlig alle de her højskolesange? Jo, kort fortalt er præmissen for denne forestilling, at det er en lille gruppe mennesker, der som de eneste har overlevet en frygtelig epidemi. De skal bygge Danmark op igen, og det gør de ved at synge højskolesange. Det er på sin vis en smuk tanke at gøre sådan. Men hvis vi tillader os at se forestillingen i et større perspektiv, så køber jeg ikke helt præmissen for forestillingen. De er de eneste tilbage i Danmark. Men de kan godt tage kontakt til os publikummer. I 1. akt har vi fællessang med skuespillerne, som vel egentligt er hyggeligt nok. Det giver bare ikke mening. Forestillingen vil for meget. Den vil være et samlingspunkt for danskheden sammen med os publikummer, og så vil den fortælle en historie om nogle få overlevende, der skal genopbygge Danmark med sang.

Helt galt går det i 2. akt hvor de dælme har valgt at lægge endnu en fællessang ind. Det er simpelthen så akavet og malplaceret. Esben Dalgaard gør sit bedste, som julemand, for at få os med, men fællessangen er lagt så et akavet ind, hvor ingen er i stemning til at synge med.

Der er et øjeblik i 2. akt, hvor jeg bliver decideret forarget. Evighedsstudenten fra Vesterbro (Marie Bach Hansen) holder en baby i sin favn, og så skal hun i gang med et eller andet form for oprør, som hun giver udtryk for i en sang. Og så kaster hun babyen over i sofaen, og hverken hende eller nogen af de andre karakterer ænser den handling. De lader bare babyen ligge der. Det er godt nok så udansk, som det nærmest kan være.

Men vi i 2. akt oplever vi også noget unikt for en teaterkoncert. De tillader sig at lave en lille scene, hvor de bruger replikker for at fortælle om, hvordan det kan være, at det præcis er de mennesker, der har overlevet sammen. Det synes jeg er et skønt greb, at de beskriver kort, hvordan relationerne er til at starte med i handlingen. Så kan vi tænke tilbage på, om det ændrer vores opfattelse af det hidtil sete. Og jeg tør godt love dig, at du ikke kommer til at regne de fleste relationer ud.

‘Højskolesangbogen’ har gjort et stort indtryk på mig, og hvis du møder mig, kan jeg snakke endnu mere om den, end det jeg har skrevet her. Det er i høj grad måden, som sangene er komponeret på, der fortjener enorm ros – så den skal Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman have. Og så vil jeg virkelig gerne spørge dramaturgen Miriam Frandsen, hvorfor de dog har skruet det sådan sammen med fællessang og kontakt til publikum.

Og det er flertallet af skuespillerne, der gør det forrygende, og som spiller med stor hjertevarme. Mads Rømer får mig til at føle, at jeg sidder det rigtige sted, når jeg er blandt publikum. Esben Dalgaard får mig til at føle mig tryg. Og så får Marie Dalsgaard med sin sang ramt mig. Måske gemmer der sig en pris til hende som årets sangerinde? Sicilia Gadborg Høegh, Thomas Hwan, Jens Jørn Spottag, Tammi Øst og Marie Bach Hansen har alle øjeblikke, hvor jeg er så glad for at have oplevet dem.

Så tag ind og se det uanset om du har set meget eller lidt teater. Der er nok at snakke om bagefter, hvad der fungerer fantastisk, og hvad der stikker lidt for meget i øjnene. Men tilbage står mit teaterhjerte ramt på evig tid – og det er vel trods alt det, det handler om.

 

Det Kongelige Teater, Skuespillerhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 25. november 2016-4. februar 2017

Set den 25. november 2016

Fotos: Klaus Vedfelt og Natascha Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/hojskolesangbogen/ 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (2)

  • Anonym

    Bliver denne forestilling sat op udenfor København?, fx i Jylland på et tidspunkt?

    • Jonas Gudmand

      Det tror jeg ikke, man skal regne med, da det ikke er noget, de har sagt noget om.

      Men det vil være oplagt at gøre det 🙂

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: SKAM 2 – Noora + William, Aveny-T

Af Laura Munk Christensen   Musikken pumper fra første sekund og salen går amok, ...

Anmeldelse: For enden af kærligheden, Odense Teater

Af Mette Herschend, gæsteanmelder   Nøgent, koldt og ærligt. Vægge, gulv og døre er ...

Anmeldelse: Leonora Christina, ODEON (Odense Teater)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard Leonora Christina var datter af Christian 4. Hun var gift ...

Anmeldelse: Hjælp!, Republique (i samarbejde med Flyvende grise)

Af Jonas Gudmand Denne forestilling er for dig, hvis du ønsker at blive klogere ...

Anmeldelse: Psycho – Street Cut, Dansk Rakkerpak

Af Christian Skovgaard Hansen   Dansk Rakkerpak, som er kendt for deres udendørs forestillinger, ...