Anmeldelse: Idas far, Forscenen, Skuespillerakademiet

Anmeldelse: Idas far, Forscenen, Skuespillerakademiet

Af Ea Melissa Christiansen

 

Det er svært at vide, hvordan vi vil reagere, når en i vores familie dør. Især hvis den person alligevel ikke rigtig var der for dig. Og hvordan skal vi reagere som pårørende uden at virke uempatiske eller ligeglade, når vi samtidig skal passe på os selv?

Forestillingen Idas far er et nyskrevet drama, som spiller på Forscenen, Skuespillerakademiets egen scene, hvilket er en black box med plads til omtrent tredive mennesker. Den lille intimscene er lille i sin fysiske forstand, men om ikke andet kan den rumme tusindvis af historier. Idas far blev en af dem.

Historien starter blidt ud med lidt kæreste-sødt flirten frem og tilbage mellem parret Astrid og Ida, som er taget ud i et sommerhus. Scenen er dekoreret til med en sofa, en bogreol, en masse flyttekasser og nogle kufferter med bunker af tøj på.

Astrid sidder i sofaen og spiser brombær iført trusser og en bluse, sådan rigtig hjemmehyggestemning, mens Ida sidder på gulvet og folder tøj sammen. Hun er iført et træningssæt og virker meget anspændt. Astrid prøver at opmuntre Ida op, men Ida er såret og ikke specielt snakkesalig. Hendes far er lige er død, og turen i sommerhus er ikke bare en kæreste-hygge-sommertur. De er taget afsted for at pakke farens ting ned.

Idas far-billede 0 cover

Stemningen ændrer sig løbende og relationen mellem parret spidser til. Selve energinivauet i forestillingen er meget low key, hvorpå jeg i starten sommetider tænkte: ”Hvornår sker der noget?” Men som tiden går, tydeliggøres det, at instruktør og manuskriptforfatter Sine Simonsen har lagt fokus på de små detaljer, så som manuskriptets verbale hentydninger og skuespillernes kropssprog samt blikke, hvilket fungerer godt. Det fanger ens opmærksomhed frem for at blive kedeligt.

Både Amalie Cloos og Josefine Staugaard Feldmann får en stor cadeau for deres optræden, da de begge virker meget nærværende og troværdige. Det er kun få gange jeg tænker, ”hov, jeg sidder og ser en forestilling”. Dette skete f.eks. da en af skuespillerne fimsede kort rundt med nogle høretelefoner, eller når sofaen blev sat ovenpå en sko/rekvisit ved et uheld. Skuespillerne lod ydermere til at hvile i deres kroppe, hvilket gav deres bevægelser et dejligt og naturligt flow. Ja tak!

Idas far-billede 1

Udover det naturlige flow var der også live underlægningsmusik, som blev udført af Victor Holm Johansen, der sad ude i højre side med sin guitar. Sangen ”Et Fuglehjerte”, som han har skrevet sammen med Sine Simonesen, fortæller om dét at skulle give slip på et andet menneske. Når ”Et Fuglehjerte” blev spillet, prikkede den til følelserne. Især når Astrid og Ida havde usagte ord hængende i luften, hvorpå stemningen blev meget intens, sårbar og nøgen.

Det er forresten ikke kun Ida, der har det svært, det har Astrid også. Og det er svært at være der for andre, når man ikke kan være der for sig selv. Ida virker til gengæld uforstående over for dette, for hvad fanden kan være så hårdt for Astrid? At Astrids far bor på den anden side af Jorden er ikke lige så slemt som, at Idas far lige er gået bort. Heller ikke selv om Ida ikke snakkede med sin far.

Alle disse usagte ord, bliver hurtigt dannet om til spørgsmål omkring Astrid. Hvorfor hjælper Astrid ikke til med at pakke ned? Hvorfor pakker Astrid tingene ud i smug, når Ida er ude for at løbe? Og hvorfor har Astrid pludselig så svært ved at sige ”jeg elsker dig”?

Idas far-billede 2

Forestilling indeholder en masse fine intime scener, så som når det er sovetid og de klemmer deres to voksenkroppe ned i en lille sofa, under ét tæppe, eller når de sidder halvnøgne og spiser brombær, efter de har været ude at bade. På trods af dette spidser stemningen til, når vi indser at relationen mellem Astrid og Ida lever graciøst på en emotionel tynd snor. De elsker hinanden, men alligevel kan de ikke få sagt det de egentlig gerne vil. Så hvad siger de, når de endelig får bragt ordene frem?

Idas far er en fin fortælling om det at miste, og frygten for at miste. Den er meget virkelighedstro og skildrer livet i dets fine forstand, som var man en flue på væggen hjemme i dagligstuen hos et random par, du lige har passeret på gaden. Deres problemer er ikke så komplekse eller ”over the top”, at vi ikke kan følge med, men noget som i realiteten kunne forekomme for hvem som helst, og netop dette gør forestillingen så fantastisk rørende.

 

Forscenen, Shetlandsgade 3, 2300 København S 

Spilleperiode:  23.-29. august 2018 

Set den 23. august 2018

Fotos: Victor Holm Johansen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.facebook.com/IdasFar/

Medvirkende: Amalie Cloos og Josefine Staugaard Feldmann

Instruktør: Sine Simonsen

Dramaturg, forestillingsledelse og teknik: Jacob Riegels

Scenograf: Emilie Palludan Madsen

Manuskript: Sine Simonsen

Musik: Victor Holm Johansen og Sine Simonsen

Varighed: Lidt over 1 time uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *