Anmeldelse: Immigranten, Sydhavn Teater/Karens Minde Kulturhus (V-effekten)

Af Laura Munk Christensen

 

Flygtninge og indvandrere er noget af det mest relevante, som jeg kan komme i tanke om lige nu. Derfor havde jeg egentlig indstillet mig på en tankevækkende og interessant forestilling, da jeg skulle ind og se ’Immigranten’. Allerede inden forestillingens start formåede man dog at dysse disse forventninger en smule ned. Salen var lillebitte og indrettet, så kun første række kan se optimalt. Jeg og min ledsager sad på femte række, og jeg vil mene, at vi tilsammen nok har set omkring 1/3 af forestillingen. Desuden var der et kvarters forsinkelse på starten, da lyset skulle sættes op og passes til.

immi2

Denne noget ærgerlige start vil jeg nok beskrive som en indikator for resten af aftenens forløb. Hele forestillingen består af to tyske (men dansktalende) kvindelige skuespillere, Katrin Weisser og Xenia Noetzelmann, i småslidt tøj og en mandlig harmonika-spiller.

Manuskriptet er en samling af tekster, som den kendte dramatiker Bertolt Brecht skrev, da han selv immigrerede fra Tyskland til Danmark. De bliver mest reciteret som digte, få af dem fremføres i samtaler. Teksterne er ikke som sådan dårlige eller indholdsløse, men forestillingens form, manglen på kemi mellem skuespillerne og den kedelige talestrøm gav mildest talt mig lyst til at følge i Brechts fodspor og immigrere ud af salen.

Musikken var skrevet af Bent Fabricius-Bjerre, hvis musik jeg ellers er meget glad for. Men nu, mindre end et døgn efter at have set forestillingen, kan jeg kun huske, at man spillede titelmelodien fra Bjergkøbing Grand Prix. Resten af musikken var, ligesom selve forestillingen, ikke i stand til at gøre et større indtryk.

immi1Scenografien var heller ikke noget at råbe hurra for. Den bestod i al sin enkelthed af seksten gennemsigtige plastikbokse, nogle af dem med indhold og nogle af dem tomme. Der lå muligvis en dybere mening i dette. At folk er transparente, at vi sætter folk i kasser, at flygtninge ingenting har? Hvad end budskabet var, så var det i hvert fald ikke klart, og jeg synes ikke, at det retfærdiggjorte den noget sære scenografi.

Dog vil jeg nævne, for ros skal gives, når det er fortjent, at skuespillet ikke var ligefrem dårligt. De to kvinder havde ikke megen energi mellem sig, men individuelt gav de en hæderlig indsats. Det er bare synd, at skuespillere med bare nogenlunde evner skal placeres i sådan en forestilling, som man højst sandsynligt må beskylde instruktøren, og ikke skuespillerne, for.

Misforstå mig ikke, idéen er ikke dårlig. Emnet er relevant, særligt lige nu, og det er vigtigt, at der bliver taget fat i flygtningeproblematikken. Men det skulle ikke gøres sådan her. Forestillingen var uvedkommende, forglemmelig, og der var simpelthen ikke nok budskab til, at jeg ville kunne forsvare, at give denne forestilling mere end 2/6.

 

 

 

Gæstespil: V-effekten

Sydhavn Teater i Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 2450 København SV

Spilleperiode: 11. oktober og igen 24.-28. 0ktober 2016

Set den: 24. oktober 2016

Fotos: Mathias Bojesen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://sydhavnteater.dk/immigranten/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Ronja Røverdatter, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Som årets familieforestilling har Aalborg Teater kastet sig over ...

Anmeldelse: This is not Culturally Significant, Teater Katapult (Out of Spite Theatre)

Af Trine Kinch   Den anmelderroste forestilling This is not Culturally Significant gæster i ...

Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance 2016, Dansk Danseteater

Af Lisa Ludvigsen, gæsteanmelder   Dansk Danseteater åbner endnu engang op for deres årlige ...

Anmeldelse: Lyst, Østerbro Teater, Republique

Af Ea Melissa Christiansen   Det kvindelige kønsorgan har været et kæmpe tabubelagt, men ...