Anmeldelse: Kærestebreve, Sceneriet under Det Ny Teater

Anmeldelse: Kærestebreve, Sceneriet under Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

I ’Kærestebreve’ er Susse Wold og Bent Mejding for første gang i 10 år tilbage på scenen – dengang spillede de også ’Kærestebreve’. Forestillingen er samtidig Bent Mejdings 60 års-jubilæumsforestilling og hans afskedsforestilling. Denne opsætning af ’Kærestebreve’ i Sceneriet under Det Ny Teater er bestemt en værdig og flot afslutning på et langt teaterliv.

Det Ny Teater - Kærstebreve - 3/2017

Her er der ingen fancy opsætning – og tak for det! Erik Buchs scenografi er dejlig enkel, og man føler, at man kigger over skulderen, mens Melissa og Andy skriver deres breve til hinanden. Her skriver de dog blot ikke brevene, men Susse Wold og Bent Mejding skiftes til at læse ”deres” brev op. Den enkle scenografi står stærkt i modsætning til livet, som ikke altid er så enkelt.

Det er ordene – uanset om det er det skrevne eller det talte – der er de væsentligste. Brevene og ordene er oversat fantastisk af Bent Mejding. Tilsat Susse Wold og Bent Mejdings stemmer og mimik, føler man, at man er på fornavn med Melissa og Andy, og at man føler med i deres brevveksling og liv. Læn dig derfor tilbage og lyt! Lyt til, hvad de egentlig skriver, hvordan de skriver – og ikke mindst tænk så over det!

’Kærestebreve’ er den danske version af den amerikanske dramatiker og forfatter A.R. Gurneys ’Love Letters’ fra 1988. At den er amerikansk, hvilket afspejler sig i handlingen og hændelserne, og at den efterhånden har 30 år på bagen, ændrer ikke på dens relevans. Indholdet er nemlig så alment, at det også siger os mennesker i hele verdenen noget i dag.

Det Ny Teater - Kærstebreve - 3/2017

Gennem deres brevveksling følgere vi de to hovedroller gennem et helt liv. To liv, som ikke altid helt forløber, som planlagt. Det er meget sigende, at julen og nytåret kommer igen hvert år på faste tidspunkter, mens selve livet ikke er helt så forudsigelig og tilbagevendende.

Andy og Melissa forelsker sig i deres tidlige ungdom, mens barndommens naivitet stadig er til stede. Skæbnen vil dog, at det ikke skal være de to. Vi følger deres liv gennem godt og ondt, og deres respektive liv har valgt retning. Men kan man vælge om? Andy og Melissas veje skilles, tiden går med studie, arbejde og med tiden også med deres respektive familier, alt imens de stadig holder kontakten via brev. Livets ungdom, hvor alt er mere let og lyst, viser sig i forestillingens første del, mens livet tyngde og mere alvorlige emner viser i sig i forestillingens anden del. Ungdommens glæde og naivitet veksles gennem livet til realiteter og veje, som vi ikke altid selv vælger.

Dengang skrev man til hinanden – endnu. Brevene har en intimitet og nærvær, som telefonen – og i dag mails – ikke har. Men samtidig har brevene en vis distance, som gør, at deres kontakt ikke rigtig bliver mere intim, før sent i livet. De to når aldrig rigtig at opleve kærligheden sammen, men de oplever alligevel en anden og stærkere kærlighed end mange af os andre, når igennem et helt liv. Det forbliver derfor alene kærestebreve mellem dem.

Det Ny Teater - Kærstebreve - 3/2017

’Kærestebreve’ omhandler både den livslange kærlighed mellem to mennesker, men forestillingen og handlingen er samtidig et billede på hele livet. Hvilket indhold har det? Hvilket indhold får det? Hvilket indhold ønsker man, at det får? Og udvikler det sig nu egentlig alligevel, som man troede?

Talemåden – og klichén – ”carpe diem” er meget sigende for forestillingens emner, og den passer her. ”Pluk dagen i dag, sæt ikke din lid til i morgen”. I dette ”zapper-samfund”, hvor alt går relativt stærkt, er det måske værd at stoppe op, tænke og både leve i nuet, men også overveje de valg, som vi står overfor, grundigt. Som ungt eller yngre menneske vil du derfor også få noget med hjem fra denne forestilling. Og så er det rart med en ”stille” forestilling, som rører en.

’Kærestebreve’ er en hjertevarm, smuk og enkel fortælling om kærlighed og om livet, som ikke oftest ikke er helt så enkelt alligevel.

 

Sceneriet under Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 21. marts-7. maj 2017. Herefter turné rundt i Danmark

Set den 21. marts 2017

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.detnyteater.dk/kaerestebreve/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *