Anmeldelse: Kærlighed ved første hik – The musical, Tivoli (Langkjær Entertainment og Live Nation i samarbejde med Black Box Theatre)

Af Christian Skovgaard Hansen og Julie Vad B. Madsen

 

”Man skal nyde livet her og nu”, synger de i Kærlighed ved første hik – The musical, og det er hvad Anja og Viktor på hver sin måde prøver på, når Langkjær Entertainment og Live Nation i samarbejde med Black Box Theater giver os næste kapitel i historien om Anja og Viktor. Bølgerne går højt og det kan se sort ud, men kærligheden sejrer til sidst.

Kærlighed ved første hik –The musical følger Anja og Viktor 20 år efter de mødtes i gymnasiet. De har en datter, som er på efterskole, Viktor er stadig brandmand og Anja er succesfuld i reklamebranchen, men vil have en pause fra Viktor, alt imens hun fjoller rundt med flirten Topper. I sine bestræbelser på at vinde Anja tilbage, genoplever Viktor, hvordan det var, dengang de mødtes.

Der er flashbacks tilbage til handlingen fra filmen og Dennis Jürgensens oprindelige romanforlag til ”Kærlighed ved første hik”. Disse flashbacks er velintegrerede i forestillingen. De er både integreret som hjemmevideo-klip og som spor parallelt med handlingen fra nutiden, hvor både ung og gammel Anja og Viktor sejler på søen.

Castingen af de elskede karakterer som unge er utrolig vellykket. Både det fysiske ydre og væremåde rammer den kiksede og akavede teenageforelskelse mellem Anja og Viktor, den selvsikkerhed og smart i en fart-tilgang som Peter har og Viktors venner Torkild og Nikolaj sidder i skabet – og så kan de synge.

Showet bliver stjålet af unge Anja spillet af Anna Clara Sachs Leschly, som formår at give hende en sødme og fornuft, og af unge Viktor spillet af Nicolai Jensen, som både kan levere den tåkrummende kiksethed, som Viktor Knudsen altid har haft, samtidig med den vindende optimisme, som det kræver at gå efter en 3.g.er. Sammen har disse to en utrolig kemi, så man i takt med deres forelskelse selv kan sidde og blive helt forelsket igen. Og deres fremstilling af den første gang er imponerende. Det er i høj grad deres fortjeneste, at forestillingen kommer i mål!

Musikken fungerer generelt godt. Stemningen er sat så snart bandet Innocent Blood, som leverede soundtracket til filmen i sin tid, går på scenen og spiller Den første gang. Det er især bandets hits, som fungerer godt i musicalen, hvor bandet også selv er med på scenen. Til tider kan de fungere som tanker for Viktor. Robert Hansen er den eneste hovedrolleindehaver i en musical, som slipper afsted med ikke at synge, men lader Innocent Blood gøre det for ham.

Anderledes er det med de mange 90’er-pophits, som er tilsat historien. De virker ikke lige så integreret, som eksempel når Anjas reklamebureau spontant bryder ud i ”Tell me what you want”. Sangene fungerer oftest som fyld, som også er med til at trække handlingen lidt i langdrag. Samtidig virker det lidt som om, at sangene er valgt lidt i øst og vest efter selve sangen, men ikke altid set i sammenhæng med historien. Kun visse af sangene fungerer egentlig rigtig godt i forhold til handlingen, f.eks. når resten af klassens piger synger ”Jeg vil i seng med de fleste” eller Joachim Knoops ”Jeg er for kendt til det her sted”.

Instruktør Peter Langdal og manuskriptforfatter Søren Frellesens rammefortælling fungerer til gengæld ikke helt godt. Lige så fantastiske den oprindelige historie var (er!), lige så ringe er den nye rammefortælling, som aldrig rigtig kommer til at virke helt troværdig og naturlig. Tilsat de mange ”fyld”-sange bliver det hele noget langt i spyttet.

Af de voksne kræfter er det absolut ikke alle, som fungerer lige godt. Af Anja og Viktor slipper Sofie Lassen-Kahlke bedst fra det, men uden helt at give os den rette følelsesmæssige krise. Robert Hansen er derimod noget stiv og klodset i det – også for meget i forhold til hans rolle – og helt uden Viktors drengede charme. Oliver Bjerrehuus som Anjas flirt, Topper, viser, at han nok – i hvert fald for det kvindelige publikum – kan se flot ud, men hverken synge eller spille skuespil kan han altså ikke!

Sidefigurerne i form af Lea Thiim Harder som Anjas chef og leder af reklamebureauet, Henrik Launbjerg som købmanden og Christian Mosbæk som Anjas far fungerer til gengæld godt, og de har den rette appeal. Herudover er Anja og Viktors to små brødre et hit!

Forestillingen er hyggelig og vil være det perfekte nostalgi-trip for fans af filmen og historien. Så den er absolut værd at se. Men man skulle have lavet hele musicalen som den oprindelige historie i ”Kærlighed ved første hik”, da det var flashbackene med de ung skuespillere, som virkelig fungerede.

 

Langkjær Entertainment og Live Nation i samarbejde med Black Box Theatre

Tivoli, Koncertsalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V 

Spilleperiode: 20. september-27. oktober 2018

Herefter: Vejle Musikteater: 2.-8. november 2018, Musikhuset Esbjerg: 9.-10. november 2018, ODEON, Odense: 13.-15. november 2018, Aalborg Kongres & Kultur Center: 27. november-1. december 2018 og Musikteatret Holstebro: 5.-9. december 2018

Set den 20. september 2018

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.hikmusical.dk/ 

Medvirkende: Sofie Lassen-Kahlke, Robert Hansen, Anna Clara Sachs Leschly, Nicolai Jensen, Joachim Knop, Karl Bille, Oliver Bjerrehuus, Lea Thiim Harder, Henrik Launberg, René Wormark m.fl.

Instruktør: Peter Langdal

Manuskript: Søren Frellesen

Scenograf: Rikke Juellund

Kapelmester: Joakim Pedersen

Live-orkester: Innocent Blood

Executive Kreativ Producent: Thomas Langkjær

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter med pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Come Together, Tivoli

Af Jonas Gudmand   Teaterkoncerten Come Together er en farverig variation over farven grå. ...

Anmeldelse: MØDRE, Folketeatret

Af Henriette Devantier   Jeg træder ind på Folketeatrets Snoreloft med min egen mor ...

Anmeldelse: Jorden rundt i 80 dage, Teater V (Grønnegade Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen   Grønnegade Teaters opsætning af ’Jorden rundt i 80 dage’ ...