Anmeldelse: Kameliadamen, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

I efteråret 2014 fik jeg åbnet min verden, horisont og følelsesregister. Den Kongelige Ballet satte Kameliadamen op og uden at vide, hvad jeg gik ind til, havde jeg købt billet på forreste række. Efter den forestilling blev jeg ramt i hjertet af så stor kunst, at det er svært at beskrive.

Da programmet for den nuværende sæson blev lanceret sidste år, og jeg så, at dette mesterværk af en ballet blev sat op igen, havde jeg svært ved få armene ned af ren begejstring. Denne ballet af den amerikanske koreograf John Neumeier er toppen af ballettens repertoire – og for mig når Kameliadamen højder, som kun få andre balletter formår.

Handlingen er kompleks, og foregår på flere niveauer. Forestillingen begynder, og på scenen ses en auktion. Der sælges ud af den afdøde kurtisane Marguerite Gautiers ting. Historien udvikler sig gennem en række erindringer, der genkaldes fra forskellige synsvinkler – Armands, hans fars og Marguerites.

Den unge Armand forelsker sig i den ombejlede Marguerite. Det er en stormende forelskelse for dem begge. Men Marguerite er alvorligt syg, og samtidig har Armands far svært ved at acceptere, at hans søn er sammen med en prostitueret. På farens opfordring må de to elskende forlade hinanden. Forladt og længselsfuld efter Armand betror Marguerite sine sidste tanker til sin dagbog, som hun overrækker til sin tjenestepige, Nanina, så hun kan give den videre til Armand. Marguerite dør alene, og Armand lukker stille hendes dagbog.

Sikke en opsætning Den Kongelige Ballet giver os, publikum. Produktionen var i den grad gennemarbejdet, og aftenens cast var spot on. Rollerne som Marguerite og Armand besad solodanserinde Ida Praetorius og den unge korpsdanser Ryan Tomash. Sjældent har jeg oplevet disse to karakterer så følelsesfulde, som Praetorius og Tomash formåede at gøre dem.

Ida Praetorius har danset rollen før, og hendes kunnen og formåen er man ikke i tvivl om. Hun mestrer karakteren og alle de mange facetter og nuancer, Marguerite indeholder samt den benhårde teknik og de svære trin. Jeg er dybt imponeret over Ryan Tomash, der debuterer som Armand. Han er stærk, rammende og inderlig. Også Ida Praetorius og Ryan Tomashs samspil var enestående. Deres pas de deuxer eskalerede, og blev vildere og vildere. Det var som om, de to smeltede sammen.

Også Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson og Sebastian Kloborg fangede deres karakterer, som henholdsvis kurtisanen Prudence, hendes elsker Gaston Rieux og Armands far, på kornet. Jeg er i det hele taget meget imponeret over rollebesætningen, og dansernes formidling af deres karakterer.

Musikken til Kameliadamen er af Frédéric Chopin. Og netop musikken er i den grad med til, at forestillingen går op i en højere enhed. Det var pianist Alison Smith, der sad ved flyglet, og jeg kender ingen, der kan spille Chopin som hende.

John Neumeier, der er koreografen bag dette mesterværk af en ballet, byder ind med et trinsprog, der er svært at tænke sig til. Han bryder alle anatomiske love. Det er utroligt hvilke krav, der stilles til danserne, som skal kunne udføre denne koreografi. Han koreograferer på linjerne, men i den grad også mellem linjerne. Jeg har tidligere hørt John Neumeier fortælle om, hvordan det i vores tid er vigtigt at opleve kulturen og balletten, for balletten er et levende medie. Og man må sige, at denne ballet er i sin reneste form i live og fuldendes af det visuelle i form af scenografi og kostumer af Jürgen Rose.

Kameliadamen er magisk. Forventningen inden forestillingen der bliver til en magisk forløsning. Dét at dykke ind i en anden verden og glemme livet udenfor. Kameliadamen byder ind, dér, hvor ord ikke rækker. Den kan stoppe tid og sted, og den kan gøre mig åndeløs med en hjertebanken på 120 km/t. Den kan få mig til at grine, græde og tænke – og til tider glemme. Jeg kan få lov at være i nuet og intet andet sted. Jeg vil give dig min varmeste anbefaling og opfordring til tage ind at opleve Kameliadamen. Større kunst findes ikke.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 24. maj-7. juni 2019

Set den 24. maj 2019

Foto: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/kameliadamen/?section=top

Medvirkende: Ida Praetorius/Kizzy Matiakis, Ryan Tomash/Alexander Bozinoff, Emma Riis Kofoed, Jón Axel Fransson, Silvia Selvini, Marcin Kupinski mfl.

Koreografi: John Neumeier

Musik: Frédéric Chopin

Scenografi og kostumer: Jürgen Rose

Lysdesign: John Neumeier, realiseret af Ralf Merkel

Iscenesættelse: John Neumeier med Laura Contardi, Kevin Haigen, Janusz Mazon og Radik Zaripov samt Jean-Lucien Massot, Fernando Mora, Anne Holm-Jensen Peyk, Claire Still og Amy Watson

Pianist: Alison Smith

Dirigent: Tom Seligman

Orkester: Det Kongelige Kapel

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. 2 pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Illusioner, Husets Teater

Af Nikolaj Bomberg Simonsen   Spædende! Danmarkspræmiere på den nyere russiske dramatiker Ivan Vyrypaevs ...

Anmeldelse: Soli Deo Gloria, Betty Nansen Teatret

Af Mia Søndergaard   Betty Nansen Teatret fyrer op under ny dansk dramatik af ...

Anmeldelse: Cocktail, Teater Momentum

Af Mette Herschend   Jeg vil begynde min anmeldelse med en kliché: For jeg ...

Anmeldelse: Catch Me If You Can, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Vi har nok alle prøvet at stikke en hvid ...

Anmeldelse, Accordion Stories, Tivoli

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Det skal indledningsvis siges, at jeg ikke ...