Anmeldelse: Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret

Anmeldelse: Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret

Af Kathrine Fremming

 

Midt i en ørken af kaktusser og røvballegardiner udspiller sig et familiedrama, som taler direkte ind til tilblivelsen af os individualister i dette digitaliserede samfund. For hvis baglandet ikke er intakt – hvem er du så egentlig?

Alkoholiker! Halsløse monstre! Det er nogle af de skældsord, der blev råbt, når kaos blev til… nej kosmos, blev det egentlig aldrig til i iscenesættelsen af den tidløse klassiker af den amerikanske dramatiker Tennessee Williams.

”Cat on a hot Tinroof” – på dansk Kat på et varmt bliktag – er et klassisk skuespil om en familie, der samles ved bedstefar Big Daddys fødselsdag. Fødselaren ved ikke selv, at han har kræft og ikke har længe tilbage, men familien forsøger at få det bedst mulige ud af dagen. Fra starten udspilles der indbyrdes konflikter, jalousi, vrede, følelsen af svigt og fortielser kommer op til overfladen.

Historien blev i 1958 filmatiseret og instrueret af Richards Brooks, og er blevet en tidsløs klassiker. Den vandt en række Oscars og sikrede Paul Newman og Elizabeth Taylor deres gennembrud. Klassikeren er her tilbage i en remedieret version under prosceniumsbuen på Betty Nansen, hvor Williams måske lettere tunge tekst, her bliver gjort nem og spiselig.

Olaf Johannesen i rollen som Big Daddy skildrede familiens overhoved som en magtfuld og rig mand. Han formåede at afbillede en præcis og subtil sårbarhed overfor sin familie, hvilket i min overbevisning ramte plet.

Katten, Maggie, som konstant forholdte sig som en kat på et varmt bliktag, blev spillet af Johanne Louise Schmidt. Hende og hendes mand Brick skændtes som hund og kat, og på konstant vagt overfor mandens næste raserianfald. Schmidt skildrede Maggies ulykkelige barnløshed og fortvivlelse overfor sin alkoholiske mand. Hun var sprængfuld med energi hele forestillingen igennem – en dynamitbombe der kunne springe hvert sekund. Rytmen i hendes sprog fik hele salen til at sidde fremme i stolen af spænding overfor den næste fornærmelse, hun ville levere i skrinet på sin dysfunktionelle svigerfamilie.

Mikkel Arndt har jeg før nævnt min begejstring overfor – og den er ikke blevet mindre. I rollen som Gooper, evner han komisk timing og gennemsigtighed, som store broderen efterladt i skyggen af sin familie. Ditte Gråbøl i rollen som Big Mama viser endnu engang hendes overskud på scenen i form af humor, timing og moderkærlighed.

Scenografien Christian Friedländer har skabt et æstetisk, smukt univers i sydstatsstemning, der emmer af amerikansk velfærd i 1970’erne. Valget af at flytte universet til 1970’erne taler ind i de store opbrud med familiemønstre, der skete dengang. Gamle 1970’er møbler, guld, velour – scenografien var virkningsfuldt og bliver endvidere benyttet dramaturgisk i anden akt, hvor røvballegardinerne bliver løftet og der ikke er mere tilbage end den rå sandhed tilbage: Big Daddy’s terminale kræftsygdom!

Instruktør Minna Johannesson og oversætter Madame Nielsen har fornemt evnet at skabe et (sprog)univers, der på ingen måde ”dansk-ificeres”, men bibeholder den amerikanske stemning i visuelt utopi og jargon. Hvilket ofte er det farlige ved denne slags remedieringer – dog mener jeg, at ikke man behøver at overføre universet til eksempelvis en Hellerup-familie i 1970’erne. Man har i stedet bibeholdt en klassiker-nostalgi, selvom jeg mener at publikum måske godt kunne udfordres mere, hvis der var nogle nutidige referencer eller anden form for aktualitet.

Inddragelsen af fem børn tilslutter sig til kaosset, mens stemningen af komplet mareridt forøges, når børnene med exceptionel timing og virkelig dårlig situationsfornemmelse afbryder de ophedede diskussioner, for at synge ”dejlig” skønsang.

Spillernes flow nåede dog først intensitet i anden akt, men publikum var klukkende med hele vejen igennem. En udvikling, jeg kunne have ønsket før. Men man er dog underholdt i dette kaotiske familiedrama, og hvis man har brug for eskapistisk forestilling, så skal man slå vejen forbi Frederiksberg Allé!

Jeg overhører en tilskuer efter forestillingen, der mener, at hun må gå hjem og sige til familien, at hun elsker dem. Og det får man egentlig også lyst til efter denne forestilling, grundet disse universelle følelser i den typiske kernefamilie, som kærlighed, jalousi og fortielser!

 

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 17. november-31. december 2018

Set den 17. november 2018

Fotos: Christian Friedländer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/kat-p%C3%A5-et-varmt-bliktag/

Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m.fl.

Instruktør: Minna Johannesson

Scenografi og kostumer: Christian Friedländer

Oversættelse: Madame Nielsen

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *