Anmeldelse: Den kroniske uskyld, Det Kongelige Teater

Af Ea Melissa Christiansen

 

Jeg træder ind i en træboks med publikumsrækker i en firkant, i tre niveauer, alt imens de jordfarvede iklædt skuespillerne hilser pænt ved indgangene. Gulvet forneden udgør scenen, og dér står en sort skoletaske i læder. En af skuespillerne griber fat i den, og vi er nu kommet tilbage til 50’erne.

Vi er kommet ind i hjertet på Klaus Rifbjergs roman Den kroniske uskyld fra 1958, hvor vi følger den usikre Janus, som ser op til sin bedste ven Tore. Tore er elsket af alle og bliver elsket endnu mere, da han møder sin eventyrlige og joviale kæreste, Helle. Dette er hårdt for Janus, da han altid har haft Tore for sig selv, også selv om Helle er dejlig.

Janus opdager senere hen hvordan, at Helle kaster sine grundværdier væk og bliver tilbageholden, når hun er i rum med sin undertrykkende, men særdeles smukke mor, Fru Junkersen. Historien ender ud i en tragedie, hvor Fru Junkersen forfører Tore og Helle tager sit liv. Tore bliver senere hentet af den blå vogn, og tilbage står Janus alene, uden sit store forbillede ved sin side.

Den-kroniske-uskyld [1600x1200]

Det første jeg bider mærke i er, at forestillingen indeholder mange citater fra bogen. F.eks. de billedsprog, som Janus bruger til at forklare sit syn på Fru Junkersen, som værende en stolt racekat for senere at indse, at hun er en manipulerende edderkop, der forfører sit hankønsbytte til egen vindings skyld. Ydermere er der tilføjet et twist af nutidigt slang, hvor udtryk som f.eks. ”Ja, den er mægtig” erstattes med ”Nice”. Det virker fint og skaber et nutidig pift til det ellers finpolerede 50’er billede.

Iscenesætter Elisa Kragerup har valgt at tilføje en blanding af 80’er hits, som er i ånd med filmatiseringen fra 1985 af Edward Flemming. såvel som nutidigt natklubsmusik, mens Janus og Tore rapper og leger DJ. På grund af skuespillernes ultralivlige indlevelse, virker det simpelthen også godt, når der kommer en nutidig reference nu og da. Dette kunne bl.a. høres på den konstante latter, som lød overalt i træboksen, som vi sad i. Heriblandt min.

Den-kroniske-uskyld-_34C7746 [1600x1200]

Brugen af fire stole, løbende kostumeskift og en enkelte rekvisit i ny og næ, skabte en glidende overgang mellem scenerne. Jeg bed bl.a. mærke i scenen, hvor Tore og Janus følger Helle hjem, mens de følger hende rundt på stole, som de løbende bærer og placerer foran hende. Det var elegant og viste samtidig deres legende univers, som Helle bliver ”en del af”. Og Maria Rossing hev en omnichord frem, hvilket understøttede hendes komiske præg i rollen som den godtroende Ellen. Jonas Fly har altså ved brug af ganske få ting, skabt et univers op af ganske få midler, som fungerer optimalt på i den lille intimbox.

Skuespillerne lod endvidere ikke til, at være påvirkede af de fire vinkler, de skulle spille ud mod. Publikum blev brugt i flere af scenerne, hvilket gjorde det ”spændende”, da ingen kunne byde sig sikre på, om vi igen skulle rykke en balle, for at gøre plads til en skuespiller, eller om skuespillerne ville stoppe op lige foran dig. Jeg elsker publikumskontakt, og resten af den smilende publikumsmængde lod også til at have samme holdning til dette.

Den-kroniske-uskyld-_34C7639 [1600x1200]

Men jeg savnede at høre noget mere om Tores bagkatalog. Om hans ”angst i øjnene” og den voldelige Poul. Det er tydeligt, at Elisa Kragerup fokuserede på Janus, på at gøre ham ultraakavet, hvilket Simon Bennebjerg gør super godt. Og på forholdet mellem Helle og Tore i forhold til Janus, men dette kunne sagtens formindskes, for der er ingen tvivl om deres relation, når Helle og Tore, som spilles af henholdsvis Sicilia Gadborg Høegh og Morten Hee Andersen, kigger på hinanden. Der er heller ingen tvivl om, at Janus føler sig udenfor, hver eneste gang de alle tre er samlet.

Blikket fra Fru Junkersen, spillet af Christine Albeck Børge, er ligeså knivskarpt og hendes flirtende miner, viser uden lige hendes interesse for Tore. Hun er fræk og samtidig yderst skræmmende. Måske endda mere end hvad jeg havde tænkt hende som. Kæmpe cadeau her!

Der var også masser af humor, hvilket skuespillerne mestrede til den helt store guldmedalje. Janus og Tore er så evigt charmerende, når de render rundt og leger samuraikrigere, agenter osv.! Og Maria Rossing, i rollen som Inger, virker som et one-man show i sig selv, når hun iskoldt spytter en spermlignende tandpastaklat i hånden på Janus, efter hun har båret rundt på – og voldkneppet ham.

Den-kroniske-uskyld-_34C7678 [1600x1200]

Men al humoren tog til gengæld meget fokus fra dramaet i historien. Jeg blev ikke rørt til sidst. Afslutningen var stille, hvilket realiserede virkelighedens ærlige befrielse, som Janus selv beskriver det, men mine tårekanaler var nok blevet igangsat, hvis en ballade var kommet på anlægget, eller hvis blikkene fra Janus og Tores samt deres personlighed havde været en smule mere følelsesladede.

Hvorfor fravælge musikken til sidst? Hvorfor må vi ikke se, at Fru Junkersen virker fløjtende ligeglad med sin datters død? Hun forsvinder efter, at Janus finder hende i sengen, hvor Tore overnatter efter studenterfesten. Jeg savnede også at se, hvordan det påvirkede Tore, inden hans livsgnist forsvinder og bliver til en tilbageholden høflighed. Det mindeværdige ”Vi ses!” sidder i skabet – men jeg savner en reaktion på dramaet inden.

Den kroniske uskyld handler om pubertetsdramaer, venskab og seksualitet fra en forsvunden tid tilbage i den sorte skole, hvor undertrykkelse var en del af hverdagen. Den er en ingen reformation i forhold til nutidens samfund med tinder, porno på Instagram og åben debat om seksuelle frustrationer, men den er blevet gengivet på en frisk og nyfortolkende måde. Du skal ikke se forestillingen, hvis du frygter en lapdance og kropsberøring, men har du intet imod nøgenhed og interaktion med publikum i bedste stil, vil jeg blot sige: ”Go for it”.

”Vi ses! … Vi ses!!”

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 26. april-8. juni 2018 

Set den 27. april 2018

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/den-kroniske-uskyld/

Medvirkende: Simon Bennebjerg, Morten Hee Andersen, Sicilia Gadborg Høegh, Christine Albeck Børge og Maria Rossing

Forfatter: Klaus Rifbjerg

Iscenesættelse og bearbejdning: Elisa Kragerup

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign: Clement Irbil

Bearbejdning: Benedikte Hammershøy Nielsen

Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Sukker, Republique (co-produktion med Det Olske Orkester)

Af Emil Samaras Eriksen   Et sammenkrøllet verdenskort med Dannebrog på toppen. En kolonimagt ...

Anmeldelse: Monty Pythons Spamalot, Odense Teater

Af Carina Blangsbøll Forestillingen er for dig, der elsker et godt grin, og jeg ...

Anmeldelse: Indenfor murene, Folketeatret

Af Christian Skovgaard Hansen Se den, hvis du vil opleve én stor klassiker på ...

Anmeldelse: Lev i fred med deres nerver, Aarhus Teater

Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen   Så er den her endelig! Skuespilleruddannelsen ved Aarhus ...

Anmeldelse: Svend, Knud og Valdemar (vol. 5), Vendsyssel Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Svend, Knud og Valdemar’ er tilbage på Vendsyssel Teater. Det ...