Ungt Teaterblod

Anmeldelse: Kroppen, Bådteatret

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Lemmer flyver rundt på scenen i Bådteatrets nyeste dukkeforestilling ’Kroppen’, men opsætningen kæmper med at finde et skelet at hænge de mange gode idéer op på. Resultatet bliver en smule rodet, men visuel smuk, montage, med kroppen som tema.

Efter succesforestillingen ’Arne går under’, som spillede på Bådteatret sidste år, har instruktør Rolf Heim sat sig for at undersøge det moderne menneskes forhold til kroppen med hjælp fra hans dukker og tre dansere (Henriette Aarup, Pernille Nedergaard Haugesen og Tora Balslev Jespersen).

Dukkerne ligner ikke os mennesker, men er ude af proportioner. De er karikaturer og visualiseringer over de tanker, som vi kan have om vores krop. Selvom dukkerne ikke holder sig til menneskekroppens mål, er de utrolig nemme at identificere sig med, fordi de effektfuldt udtrykker følelser med deres stærke udtryk og sanselige fremtoning, som dukkemager og scenograf Kristian Knudsen er manden bag.

I det hele taget kræser forestillingen for det visuelle, og er fyldt med mange smukke øjeblikke, hvor Rolf Heim i samarbejde med lyd (Erik Christoffersen) og lys (Raphael Solholm) får skabt nogle utrolige billeder og stemninger, som både er smukke og foruroligende. Her er det oplagt at fremhæve den poetiske slutsekvens, hvor rødt nylonstof dækker scenen. Nylonstoffet bliver til et rødt flammende hav, men også kroppen på en dukke, der har mistet kontrollen over sin egen krop. Bagefter bliver et foster langsomt hejst ned fra loftet. Det er en fødselsscene, som jeg ikke har set før.

Publikum bliver præsenteret for den yndefulde krop, den sexede krop, den nyfødte krop, den syge og gamle krop, og sådan fortsætter forestillingen i montagestil. Igennem forestillingen bliver det dog sværere og sværere for mig at gennemskue, hvad der bliver sat fokus på, og det bærer præg af, at der ikke er blevet sorteret ud i det gode idéer.

F.eks. virkede en bestemt scene mere eller mindre malplaceret. I den ellers ordløse forestilling fik én af dukkerne fra forestillingen ’Arne går under’ et comeback som en topløs, talende yogainstruktør. Et forsøg på at presse slapstickhumor ind i en ellers poetisk forestilling; det gik ikke igennem hos mig, men jeg hørte dog et par grin i salen.

Det er måske meningen at ’Kroppen’ blot skal være en tankestrøm over temaet ”krop”, men jeg følte nu alligevel, at der var pointer og historier der gik tabt i formidlingen til publikum, historier som ville have åbnet min oplevelse og givet grobund for de smukke billeder.

”Lidt røg, lidt lys og lidt lemmer. En lækker startscene,” sagde min ledsager, inden tæppet gik op, og ’Kroppen’ er bestemt en yderst lækker oplevelse for øjet. Dukker kan være poetiske og sanselige og det beviser de tre dansere og produktionen bag ’Kroppen’.

Så har man ikke stiftet bekendtskab med hvad dukketeater kan, er det bare om at få sparket kroppen ud af døren og af sted til Bådteatret!

 

Bådteatret, Nyhavn 16, 1051 København K

Spilleperiode: 26. maj–20 juni 2017

Set den: 26. maj 2017

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.baadteatret.dk/kroppen/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Next: Anmeldelse: Røde Orm, Moesgaard Museum (Det Kongelige Teater)