Anmeldelse: Kunsten at dø, Paolo Nani og Kristján Ingimarsson

Af Anne Lottrup Sørensen

I sin omtale af Kunsten at dø skriver Vejleegnens Teaterforening, at den sidst kunne opleves i Vejle i 2011. Hvordan kan en teaterforestilling fortsætte sin sejrsgang på dansk og international turné i årevis? Når man først har oplevet den, er det nemt at svare på: Forestillingen griber og fastholder os fra start til slut.  

Kunsten at dø havde premiere i 2003 og var Reumertnomineret som Årets Specialitet i 2004 (Zirkus Nemo vandt prisen det år). Det er med andre ord på høje tid, at Ungt Teaterblod melder sig i koret af begejstrede anmeldere.

I en enkel scenografi bestående af et rødt scenetæppe, befinder vi os både foran tæppet, på scenen og ”backstage” i en primitiv garderobe. Vi oplever de to skuespillere, komikere og ikke mindst klovne på begge sidder af tæppet. Ligesom verdenen er de to klovne heller ikke ens, og selvom de har deres problemer med hinanden, ser vi også, at de alligevel ikke kan undvære hinanden.

Vi oplever uden ord, men med masser af præcist timet lyd de to uimodståelige mimikere og kropskunstnere, Paolo Nani og Kristjan Ingimarsson, folde sig ud. Emnerne er så universelle, at vi ikke behøver en masse ord. Mimikken og kropssprogets ordløse sprog er et universelt sprog, som kan forstås af alle.

Vi oplever dem både i deres forrygende morsomme klovneforestilling og som to følsomme artister. De to, der spændte slås om avisen og jubler sammen over den gode, men uendeligt lille anmeldelse – og som sørger sammen, da det skæbnesvangre røntgenbillede kommer med posten. På den ene side af scenetæppet går showet videre; kunsten og komedien fortsætter. På den anden side af scenetæppet er kunsten at gøre noget så uhåndgribeligt som døden håndgribeligt.

Et af forestillingens geniale greb er, at vi aldrig er i tvivl, om vi er foran eller bag scenetæppet. Præcis hvordan skal ikke afsløres her, kun at illusionen har med lyd og ufatteligt præcis timing at gøre. Det samme greb bruges raffineret, når de to i rollen som ikke alt for tapre soldater overvældes af, hvor tæt fjenden er på.

Forestillingen er ikke nem at kategorisere. Den er ikke, og er alligevel, både traditionel commedia dell’arte – italiensk masketeater – slapstick og nycirkus. Vi griner og græder af og med de to medvirkende, og det vil publikum i alle aldre på resten af turnéen i foråret og de næste mange år forhåbentligt også gøre.

Kunsten at dø rammer en nerve. Vi fejrer tilværelsen og bliver på en og samme tid mindet om vores egen dødelighed. Alligevel er det hverken skræmmende eller trist, snarere en livshyldest. Vi mindes om, at der faktisk er et liv før døden; et liv, som vi skal huske at leve. Forestillingen opfylder en af teatrets fineste opgaver: Udover blot at underholde rører den noget i os, og vi får noget at tænke på med ud fra salen.

På baggrund af nogle få minutters uddrag på årets teaterseminar, var anmelderen selv som medlem af Vejleegnens Teaterforenings ”UngtTeaterVejle” med til at vælge Kunsten at dø til sæsonens repertoire og anbefale den til et ungt publikum. Dejligt at se, at en del unge havde fulgt anbefalingen. Hermed blot også håbet, at det også sker rundt i resten af landet!

Paolo Nani og Kristján Ingimarsson

Vejleegnens Teaterforening, Vejle Musikteater, Store Sal, Vedelsgade 25, 7100 Vejle

Spilleperiode: Danmarksturné i perioden 4. februar-25. marts (se spillesteder i nedenstående link) og på Nørrebro Teater under CPH STAGE 27.-29. maj 2019

Set den 2. marts 2018

Foto: Gabriele Zucca

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.paolonani.com/copy-of-tour-2016-1

Medvirkende: Paolo Nani og Kristján Ingimarsson

Idé og instruktion: Paolo Nani og Kristján Ingimarsson

Scenedesigner: Kristian Knudsen

Lyd- og lysdesigner: Fabian Carvallo

Assistent og sparringspartner: Line Svendsen

Konsulent: Katrine Wiedemann

Varighed: Ca. 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Splitterravende (teaterhørespil), AKT1

Af Anne Sophie Parsons   Fuglefløjt. Den lyseblå, skyfri himmel kan næsten ses i ...

Anmeldelse: Aneckxander, Dansehallerne

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Hvad kan menneskekroppen? For de fleste af ...

Anmeldelse: Den evige ild, Bellevue Teatret

Af Sofie Riis Endahl Siden jeg tilbage i 2012 så Høg, Aagaard og Svanekiers ...

Anmeldelse: Don’t Touch Nefertiti, Crazy Christmas Cabaret, London Toast Theatre

Af Jonas Gudmand   Kærligheden strømmer nedover publikum, da Vivienne McKee byder publikum velkommen ...

Anmeldelse: Kendte Kroppe / Blandede Følelser, Københavns Film og Teaterskole

Af Ea Melissa Christiansen   Henne ved Nørrebroparken ligger en bygning, hvor Københavns Film ...