Anmeldelse: Lejlighed nr. 50, Team Teatret

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

 

”Je t’aime! Oh! Dites-le avec des pavés!” Dette er den franske version af: ”Jeg elsker dig! Åh! Sig det med brosten!” Citatet står i midten af programmet blandt andre franske citater i samme boldgade, der giver et billede på den revolution, som publikum skal præsenteres for i denne forestilling. En revolution, med baggrund i et ønske om et solidariske samfund.

Idet stykket starter og scenelyset tændes, begynder en kvinde at tale blandt publikum. Publikum vender og drejser sig for at få øje på den talende kvinde, der ihærdigt forklarer, hvorfor hun er flyttet fra villa og Volvo, og nu ud i et betonbyggeri i Herning. Herefter bliver publikum ført gennem handlingen, der både foregår i 1968, hvor man følger beboerne i bofællesskabet i lejlighed nr. 50 og deres vej mod revolutionen, og i 2018 hvor man følger den midaldrende Erika, der flytter ind i hendes mors gamle lejlighed, lejlighed nr. 50, hvor hun med hjælp fra naboen Anne, vil finde sin ukendte far.

Erika, som spilles af Dorthe Hansen Carlsen, arbejder i 2018 for Herning kommune, og hun prøver ihærdigt at fuldføre kommunens Solidaritetsprojekt. I dette forsøg møder hun den ældre Anne som bestemt ikke er vild med denne ide, og som helst bare vil være i fred. I 1968 prøver bofællesskabet i lejlighed nr. 50 at starte en revolution for at skabe et solidarisk samfund. De skriver sange med deres holdninger og ønsker, afholder demonstrationer og laver happenings for at få deres budskaber frem i lyset. Alt dette udføres smuk ud fra Maj R. Damgaards dramatik.

Musikken spiller en helt naturlig rolle hele forestillingen igennem. Det er utroligt fint, at musikken er synlig, så publikum kan opleve musikken og samtidigt se den blive udført. I dette tilfælde har de to kvindelige musikere, Ditte Rønn og Nana Schwartzlose, fundet hver deres plads i hver sin side foran scene, men til tider er de også en del af skuespillerne på scenen, enten som musikere til en privatkoncert eller som en del af beboerne i bofællesskabet. Dette virker ikke på noget tidspunkt unaturligt.

Det er nemt for publikum at se, hvornår vi er i 1968, og hvornår vi er i 2018. Kostumerne i 2018 er afdæmpede og nutidige og en klar modsætning til kostumerne i 1968. Her er det de brunlige nuancer, kvindernes til tider blottede bryster, mændenes smalle slips, kvindernes behårede armhuler og mændenes overskæg, der afspejler en anden tid.

I løbet af anden akt udfører skuespillerne flere versioner af den samme situation. I starten forstår jeg ikke helt hvad der foregår, eftersom at Erika, der er en karakter i 2018, pludseligt bliver en del af handlingen i 1968, hvor beboerne i bofællesskabet kommer i kontakt med hende. Men i slutningen af anden akt forstår jeg bedre meningen med de forskellige versioner og Erikas rolle i 1968. Her ser man Erikas rejse, hvor hun blandt andet prøver at finde hendes ukendte far og forstå bofællesskabets handlinger under deres revolution. Dog er denne forvirringen et lille forstyrrende element for mig, da jeg prøver på at forstå, hvad der i virkeligheden sker på scenen.

Skuespillerne, der tager del i handlingen i 1968, formår undervejs at afspejle mange sårbare og komiske situationer som utroligt mange unge mennesker står i, uanset hvilket årstal der er tale om. Første gang man flytter hjemmefra og skal starte et nyt liv op på egne ben, vedholdenheden i et projekt man tror fuldt og fast på, den kejtede første seksuelle oplevelse, det nære sammenhold i et fællesskab, forelskelsen varmende og brusende følelser og dagligdagens pligter.

Især skuespilleren Olivia Franciska Fevel Borgel imponerer mig flere gange, når hun står på scenen. Hun er en del af handlingen både i 1968, som de unge lærerstuderende Anne i bofællesskabet, og en del af handlingen i 2018, som den indelukkede ældre Anne, der stadig bor i betonbyggeriet. Man bliver ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvornår hun er hvilken version af Anne. Som den unge Anne er hun akavet, småborgerlig, og en kvinde, der følger reglerne. Men jo mere tid hun bruger med beboerne i bofællesskabet, åbner hun sig mere og mere op. Hun bliver til et selvstændigt individ med sine egne holdninger, og hun er pludseligt en del af denne kamp, om at få et solidarisk samfund. Som den ældre Anne er hun i starten lige så indelukket, og vil slet ingen kontakt have til andre mennesker, men jo mere Erika presser på, åbner Anne sig op, og bliver nærmest lige så åben, som man ser i udviklingen hun havde i bofællesskabet.

Under hele forestillingen er der mange øjenåbnende, komiske og sårbare øjeblikke, som uden tvivl er værd at opleve. Blandt andet er jeg imponeret over slutnummeret, hvor skuespillerne går rundt og lægger deres hænder på hinandens bryst for at mærke hinandens hjerter. Smukt og tankevækkende.

Gennem de 50 år, som denne jubilæumsforestilling for teatrets 50 års jubilæum fremviser, bliver man uden tvivl klar over, hvilken udvikling samfundet og os mennesker har været igennem. Man får et klart billede af, hvor meget der er blevet kæmpet for, at vores samfund er der, hvor det er i dag, og det kan jeg som menneske, ikke andet end at være taknemmelig for.

 

Team Teatret, Østergade 32, 7400 Herning

Spilleperiode: 18. september-10. oktober 2018

Set den 27. september 2018

Fotos: Mingo Photo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://teamteatret.dk/arrangement/lejlighed-nr-50/

Medvirkende: Anders Cornelius Zoffmann, Dorthe Hansen Carlsen, Olivia Franciska Fevel Borgels, Sofie Ancher Vea og Stig Reggelsen Skjold

Musik: Ditte Rønn og Nana Schwartzlose

Instruktør: Ebbe Knudsen

Dramatiker: Maj R. Damgaard

Scenograf: Carsten Burke Kristensen

Lysdesign: Søren Lydersen

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Griskhed, Republique

Af Sidsel Stoustrup   ’Griskhed’ er første del af Republiques serie om de 7 ...

Anmeldelse: SMK Onsdag (med ballet), SMK og Det Kongelige Teater

Af Julius Gotthardt Møller   Note: Denne anmeldelse vedrører alene konceptet og forestillingen den ...

Anmeldelse: Hår på den, Teater Grob

Af Stine Hermann Larsen, gæsteanmelder   ”Jeg ligner noget nyt hver dag, for hver ...

Anmeldelse: Hadforbrydelsen, KFTS

Af Christian Skovgaard Hansen   Handlingen i ’Hadforbrydelsen’ bygger på en virkelig begivenhed. Omdrejningspunktet ...

Anmeldelse: Problemet med Douglas, Fredericia Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Fredericia Teater er meget mere end de store musicals ...

Anmeldelse: Sort Vand, Betty Nansen Teatret, Edison

Af Rose Himmelstrup Hansen og Jonas Gudmand   Tag ind og se ‘Sort Vand’, ...