Anmeldelse: Lonely House, Hofteatret (Kulturkontoret)

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Anvist til balkonen i Hofteatrets velour-betrukne mørke, sidder jeg – alene – og venter på at ’Lonely House’ skal begynde. Jeg forsøger efter bedste evne at finde en måde at sidde godt. Folk havde vist kortere ben i 1767. En mands hoved dukker frem i en åbning i scenetæppet. Christian Damsgaard byder os velkommen på sit bedste, drevne broadway-engelsk. Tæppet går fra. På scenen afsløres en bar og et flygel. En kvinde sidder i en formsyet, gulvlang glitterkjole med slids. Hun ryger med ryggen til os.

lonelyhouse

Pianisten klimper et par toner af Rhapsody in Blue, der glider over i Summertime. Helene Hvass Hansen klæder hele sceneriet godt. Hun giver den fuld opera-kraft fremad. Sikke en spøjs blanding af klassisk sangteknik, uformelle rammer og blandingen af salonstemning og det moderne teaters skævhed. Sådan tænker jeg, og prøver at glide væk til en old fashioned og en cigaret et fjernt sted.

Det er helt klart stemningen, som man skal være kommet for at opleve, hvis man lægger vejen forbi Christiansborg Ridebane. For nogen historie eller sammenhæng er svær at finde i forestillingen. En række Gershwin-sange, sunget af dygtige operasangere, opbrudt af små melodramatiske scener baseret på digte skrevet af Marilyn Monroe og Edgar Lee Masters. Spillernes evne til at skifte mellem høje og dybe toner trumfer helt klart deres evne til skiftet mellem sang og skuespil.

Og man bliver desværre let koblet af, man og ønsker måske, at man var mere med, for stemningen synes så dejlig blå og indbydende deroppe. Den kom desværre ikke helt op til min balkon, trods dygtighed hos pianist og stærkt stemmebrug fra de optrædende. Det hjælper heller ikke at Hofteatrets vægge er så tynde, at lyde og stemmer nåede ind i salsrummet fra et tilstødende lokale.

15542123_1206816156039147_4646773231815117671_n

Men hvis man holder meget af enten Gershwin, opera eller begge dele, kan man sikkert have en god aften i selskab med de tre performere og værdsætte et ganske interessant format. Bedst tog det sig frem med Tennessee Williams’ Life Story fremført som en slags ”operamonolog”. Her mærker vi 30’ernes New York, dansk teaters rå kant og musikalsk dygtighed smelte sammen til den cocktail, der blev lokket med hele aftenen.

I Helene Hvass Hansens And that’s how people burn to death in hotel rooms og Helle Fabricius Grarups You’re either on my side. By my side. Or in my fucking way er der den gejst og nerve, som jeg savner, men kun får i glimt, der ellers kunne have retfærdiggjort den manglende narrativ.

Men et vist indtryk må forestillingen have efterladt, for jeg fandt hurtigt whisky, angostura og appelsinskallen frem da jeg kom hjem og lavede mig en (to) old fashioned og røg en cigaret. And all that jazz.

 

 

 

Gæstespil af Kulturkontoret

Teatermuseet, Hofteatret

Spilleperiode: 16.-18. december 2016

Set den 16. december 2016

Fotos: Karin Rørbech 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/lonely-house/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse og kommentar til De stedløse og KGL Akut, Det Kongelige Teater

Af Mia Søndergaard   Jeg var inde og anmelde forestillingen ’De stedløse’ på Det ...

Anmeldelse: Lev i fred med deres nerver, Aarhus Teater

Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen   Så er den her endelig! Skuespilleruddannelsen ved Aarhus ...

Anmeldelse: FELT, Teater Grob (FELT)

Af Laura Munk Christensen, gæsteanmelder    ‘FELT’ er noget af det mest interessante, forvirrende, ...