Anmeldelse: Martyren Munk – Et helligt raseri, Det Flydende Teater og Teatergrad

Anmeldelse: Martyren Munk – Et helligt raseri, Det Flydende Teater og Teatergrad

Af Rosa Danielsen

 

’Martyren Munk’ har det hele. Knivskarp koreografi, tekst der rammer dig lige i mellemgulvet, skuespil der får dig til sidde på kanten af, i dette tilfælde, bænken, og musik der fletter følsomheden sammen med alvoren. Man kan mærke kærligheden til historiefortællingen både fra skuespillerne og fra produktionen bag – aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive så rørt af et stykke Danmarkshistorie.

Teatergrad er gået sammen med Det Flydende Teater om at skabe denne forestilling, og da jeg oplever den, er det ombord på en båd i smukke Frederiksdal. Publikum sidder tæt sammen på bænke, og i midten skabes scenerummet af de tre skuespillere. Derfor er der minimalt med scenografi, men man savner det ikke et eneste øjeblik, for båden bliver sin helt egen autentiske kulisse. Vi veksler mellem at holde stille og bevæge os ud på Furesøen i takt med at handlingen skrider frem, og sejladsen bidrager subtilt til stemningerne.

MartyrenMunk_DetFlydendeTeater_11 [1600x1200]

Historien omhandler præsten og digteren Kaj Munk, som blev likvideret af en tysk terrorenhed i 1944. Forestillingen lægger vægt på Munks splittelse mellem digtningen og præstehvervet og om hans kærlighed til Danmark. ’Martyren Munk’ formår at skildre Kaj Munk som et troværdigt, sympatisk og temperamentsfuldt menneske, og Brian Hjulmann portrætterer ham fremragende. Hjulmann viser Munks balanceren mellem passion og desperation for kort efter at være helt kærlig overfor sin kone Lise, og siden være frustreret over sin trang til at skrive.

De to fortællere, Lise Lauenblad og Ene Øster Bendtsen, fungerer eminent som bipersonerne i historien om Kaj Munks liv. Arrangementet er snorlige og karakterarbejdet er i top, trods meget få rekvisitter og ekstra kostumeelementer.

MartyrenMunk_DetFlydendeTeater_10 [1600x1200]

Dramatiker Hassan Preisler formår at flette taler, prædikener, kronikker og fragmenter af Munks værker sammen i et overflødighedshorn af livsbekræftende ord.

Som kirsebærret på toppen sidder Marie Louise Von Bülow bagerst i båden og spiller på guitar og en slags trædeorgel, og hun tilføjer den følsomhed, som kun musik kan tilføje.

Lauenblad og Øster Bendtsen bevæger sig rundt på båden i forskellige koreografier, og synger med på de sitrende og kraftfulde tekster, som en slags græsk kor. Der er ikke en finger at sætte på fusioneringen af disse tre elementer.

MartyrenMunk_DetFlydendeTeater_9 [1600x1200]

Man behøver ikke være interesseret i Danmarkshistorie eller Kaj Munk for at tage ud og se ’Martyren Munk’. Forestillingen formåede at grave den smule fædrelandskærlighed, der er gemt i mig, frem, som ellers næsten er en skam at vise i dag. Jeg blev mindet om dem, der kæmpede for vores velfærdssamfund, og om skrøbeligheden af tryghed. Man kan mærke Kaj Munks drivkraft og kærlighed i den mindste replik eller bevægelse, og jeg kan ikke forestille mig at nogen ville gå uberørt fra borde. Afsted – glæd jer!

 

Det Flydende Teater og Teatergrad

Det Flydende Teater, Slusen v./ Frederiksdalvej 360, 2800 Kongens Lyngby

Spilleperiode: 29. juni-8. juli og 1.-12. august 2017 på Furesøen, Slusen v./ Frederiksdalvej 360, 2800 Kongens Lyngby

Herefter: 16. august-19. september 2017 på Danmarkturne. Se spilletider her: http://detflydendeteater.dk/turneplan/

Set den 1. juli 2017

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://detflydendeteater.dk/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

2 thoughts on “Anmeldelse: Martyren Munk – Et helligt raseri, Det Flydende Teater og Teatergrad

    1. Kære Brian,

      Tak for din kommentar. Det er hermed rettet! 🙂

      Med venlig hilsen
      Christian Skovgaard Hansen
      Redaktør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *