Anmeldelse: New York City Ballet: All Balanchine, Tivoli (New York City Ballet)

Af Henriette Devantier

 

New York City Ballet er kommet til Danmark og optræder i Tivoli for 10. gang. Denne gang er det som en del af fejringen af Tivolis 175 års fødselsdag. De er her i 5 dage og optræder med 3 forskellige programmer i Tivolis koncertsal. Jeg havde fornøjelsen af at overvære deres ”All Balanchine”-program – en hyldest til deres grundlægger og koreograf George Balanchine.

All Balanchine”-programmet er New York City Ballets DNA. Balanchine er for dem, som August Bournonville er for os. Programmet består af tre af hans største balletter: ”Serenade” fra 1935, ”De Fire Temperamenter” fra 1946 og afslutningsvis ”Symfoni i C” fra 1947 – en tretrinsraket uden lige. Det er et meget alsidigt program, der fastslår, hvor genial og kompleks en koreograf Balanchine var. Alle tre balletter er uden en direkte handling og lægger op til egen fortolkning.

”Serenade” er en milepæl i dansens historie. Det er den første originale ballet, Balanchine skabte i USA. Den består af fire dele: ”Sonatina”, ”Waltz”, ”Russian Dance” og ”Elegy”, der alle er til musik af Tchaikovsky, som Balanchine havde en særlig forkærlighed for. Denne kærlighed forstår jeg fuldt ud. Tchaikovskys musik til Serenade er så smuk, at det næsten gør ondt.

Musikken spiller, tæppet går op, og på scenen står corps de ballet helt bumstille. Jeg sad med den vildeste hjertebanken i dette sekund. Jo længere man kommer i balletten, desto mere udvikling sker der, og stykket bliver mere og mere komplekst. Det er det skarpe kombineret med det ultrabløde – netop det Balanchine var bedst til efter min mening.

De bærende kræfter i ”Serenade” var Emilie Gerrity, Sterling Hyltin, Erica Pereira, Zachary Catazaro og Adrian Danchig-Waring, der alle gjorde det fantastisk. Særligt Sterling Hyltin stod ud for mig. Der er ingen tvivl om at alle disse dansere er trænet i Balanchines ånd, og det var bestemt også hans ånd, de leverede.

”Serenade” er som ét langt åndedrag. Den er så original, gennemført og gennemtænkt.

Efter pausen fra første akt var det ”De Fire Temperamenter”, der var på programmet, som er helt anderledes fra ”Seranade” – langt mere moderne og skarp. Musikken er skrevet af Paul Hindemith på opfordring fra Balanchine. Balanchine beskrev selv balletten med ordene: ”Dette er et dansemæssigt og musisk udtryk for antikkens forestilling om, at menneskeorganismen består af fire forskellige stemninger eller temperamenter.”

Vi bliver ført ind i vores eget indre og møder fire stemninger, som vi alle besidder: Det melankolske, det sangvinske, det flegmatiske og det koleriske. Musikken afspejler i den graf temperamenterne, så man er ikke i tvivl om, hvad der er hvad.

Anthony Huxley leverede det melankolske temperament lige på kornet, og i det sangvinske temperament sås blandt andet Sara Mearns, som simpelthen bare er i en liga for sig. Dét, der stod ud for mig, var de fantastiske og originale linjer, som præger hele balletten og ikke mindst det overdrevene trinsprog.

Den store finale efter anden pause bestod af ”Symfoni i C” til musik af Georges Bizet. ”Symfoni i C” er et overflødighedshorn bestående af fire satser. Det er hvide tutuer, tiaraer og høje løft – what’s not love?

NYCB-Symphony in C_c33971-5 (mindsket)

I første sats træder Tiler Peck på scenen, og jeg tror, mit hjerte sprang et slag over. Hun er den ultimative danser efter min mening – hun er simpelthen ”dansen”. Hun sprudler af energi og overskud, som hun leverer ud fra sin bumstærke tekniske base. Hun fanger publikums øje på scenen. Man kan simpelthen ikke lade vær med at kigge på hende.

Alle 4 satser var fantastiske. Også Baily Jones og Joseph Gorden gjorde det flot i den hurtige tredje sats. De besad begge noget af det ”ekstra”, der er så svært at definere.

Hele ”Symfoni i C” afsluttes af med et brag af en finale. Alle dansere er på scenen. Der er så mange ben, der danser så synkront, at man ligeså godt kan droppe bare at prøve at tælle. Det var en overdådig måde at slutte aftenen på.

NYCB-Symphony in C_c43205-2 (mindsket)

Musikken leveres hele aftenen af Tivolis symfoniorkester Tivoli Copenhagen Phil, og det gør de på fin vis. De viser, at de mestrer både den romantiske, klassiske musik til det mere moderne.

New York City Ballet danser i Tivolis Koncertsal frem til den 19. august. Udover ”All Balanchine”-programmet optræder de også med ”All Contemporary”-programmet bestående af ”Hallelujah Junction”, ”After the Rain Pas de Deux”, ”Pictures at an Exhibition” og ”The Times Are Racing”. Det tredje program ”Classic New York City Ballet” er et udvalg af kompagniets klassiske og kendte værker af George Balanchine, Peter Martins og Jerome Robbins bestående af ”Square Dance”, ”In the Night, Tarantella” og ”Symphony in Three Movements”.

 

New York City Ballet

Tivolis Koncertsal, Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 15.-19. august 2018

(Tre forskellige programmer)

Set den: 15. august 2018

Foto: Paul Kolnik

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/teater/2018/new+york+city+ballet

 

 

 

 

Medvirkende: Sterling Hyltin, Sara Mearns, Anthony Huxley, Tiler Peck, Baily Jones, Joseph Gordon m.fl.

 

Serenade

Musik: Piotr Tchaikovsky

Koreografi: George Balanchine

Kostumer: Karinska

Originalt lysdesign: Ronald Bates

Lys: Mark Stanley

 

De Fire Temperamenter

Musik: Paul Hindemith

Koreografi: George Balanchine

Lys: Mark Stanley

 

Symfoni i C

Musik: Georges Bizet

Koreografi: George Balanchine

Kostumer: Marc Happel

Lys: Mark Stanley

 

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. 2 pauser

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   På Aalborg Teaters Lille Scene spiller for tiden stykket ’Drengen ...

Anmeldelse (re-anmeldelse): No Planet B, Teater V (Powerplay)

Af Sarah Dickow   Denne forestilling er en repremiere. Vi anmeldte også No Planet ...

Anmeldelse: Ankomsten, Teatret ved Sorte Hest (gæstespil fra Teater Rio Rose)

Af Christian Skovgaard Hansen Forestillingen ”Ankomsten” er for dig, der vil have en anderledes ...

Anmeldelse: Pelle Erobreren, Østerbro Teater, Østre Gasværk Teater

Af Henriette Devantier   Pelle Erobreren markerer genåbningen af Østre Gasværk Teater, der nu ...

Anmeldelse: Hår på den, Teater Grob

Af Stine Hermann Larsen, gæsteanmelder   ”Jeg ligner noget nyt hver dag, for hver ...