Anmeldelse: Er der nogen?, Teater Får302 (Ensemble Ensemble)

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Som ung anmelder er man så overordenligt heldig på mange måder. Nærmest forkælet. Med ingen officiel journalistisk erfaring, ingen teateruddannelse eller bachelorgrad i dramaturgi, bliver man sendt gratis ud til Københavns små og store scener. Blot for at opleve og så sige, hvad man synes. Var jeg aldrig begyndt at anmelde, ved jeg ikke hvor længe. der var gået, før jeg opdagede Teater Får302. Det lille off-Nyhavn teater, opkaldt efter fåret med de rebelske tendenser, har måske nogle af de bedste rammer for de helt små produktioner. Og vil man ind og se ’Er der nogen?’ må man endnu en gang forberede sig på en intim og intens oplevelse.

Der er ikke meget plads, hverken i salen eller på scenen. Vi sidder tæt sammen på publikumsrækkerne. Skuespillerne indtager rummet hurtigt. Kristofer Fabricius hopper op til mikrofonen, giver et hurtigt smil til sin guitar og så til publikum: ”Hej. Jeg søger en kvinde der kan hjælpe mig med at lette trykket. Og 1, 2, 3, 4!”, og så rocker han derudaf med Rikke Bilde og Jeanett Albeck.

420-1600x1200

Forestillingen består af autentiske kontaktannoncer fra danske aviser, sunget og akkompagneret uden videre redigering. Idéen er Leila Vestgaards. Hun har siden 80’erne samlet på kontaktannoncer fra de forladte, efterladte og ensomme. Der ligger altså på sin vis flere årtiers arbejde og research bag forestillingen. Musikken er komponeret af Sort Samvittigheds Jeanett Albeck, der også er en af de tre medvirkende.

Formatet går overraskende klart igennem, og legitimiseres fra første annonce. Hvis Ole K. fra Valby læser dette: har jeg fortrudt mange gange, at jeg ikke mødte dig på Caféen med de flotte gulve. Så hvis du stadig er alene, har du måske lyst til at vi “prøver” igen.”

Ovenstående kunne sagtens have været klippet ud af en af P3’s uundgåelige. Måske i virkeligheden langt ærligere end diverse danske popartister. Nogle af de bedste teaterkoncerter igennem årene i Danmark er båret af tekster fra bundærlige digtere som Lennon, McCartney, Dylan og Cohen. Man kan snildt tilføje ”ukendte ensomme danskere” til den liste. Og de har haft en fantastisk repræsentation i Leila Vestgaard.

413-1600x1200

Det der gør konceptet med kontaktannoncer enormt velfungerende, er især, at man som publikum har tanken klart i baghovedet, at disse annoncer er skrevet af ægte mennesker, hvor det er et uforfalsket ønske om kontakt og nærhed der ligger bag. Og skuespillerne bærer opgaven med at viderebringe denne nerve ganske flot.

Musikalsk rangerer instrument-arsenalet fra klaver og harmonika, henover ukulele og keyboard til sav og spidskålshoved. Sekvenserne behandles både ærligt, næsten i singer-/songwriter-stil, og også episk, storslået og komisk. Der er tydelige indflydelser fra rock-ballader, revynumre, samba-funk og Tom Waits-agtige whisky-i-et-askebæger-blues.

Jeg blev overrasket over den store variation på den lille scene. Det ene øjeblik er man til den lokale vejfest, skraldgrinende i hyggeligt samvær med nabolagets garageband, til sangen om manden,der søger to kvinder at bo sammen med – men hver for sig i et stort, stort hus. Det næste bliver vi lullet ind i den hjerteskærende ensomhed hos en efterladt enkemand, der få år efter konens død synes, at det ville være ærgerligt at være alene i den sidste tid. Smukt arrangeret og flettet tråd på tråd af Jeanett Albecks evner med en loop-pedal og harmonisering med blot sin egen stemme. De tre skuespillere har også givet interessante bud på maske-teknik. Her udført med elastikker, sminkede netstrømper og – ja, igen – et spidskålshoved.

414-1600x1200

Selvom sekvenserne er korte og til tider bliver nådesløst afbrudt, er der et behageligt flow og god dynamik – man sidder bestemt ikke og keder sig.

Jeg lover ikke, at denne forestilling er for alle. Men alle vil have godt af at se den. Jeg læste forleden en artikel på zetland.dk om den seksuelle overklasse, og hvordan det åbne forhold fejres delvist ufortjent. Pointen, at ikke alle er lige privilegerede på det romantiske og seksuelle område, og at den vedvarende menneskelige kontakt ved et fast forhold ikke må underkendes, forstår jeg i virkeligheden først nu. Der er en vigtig indsigt at hente fra forestillingen.

Og selvom teksterne er komiske, og fremstilles af figurer, der er både grimme, handicappede og voldsomme, bliver det endelige produkt, at der på smuk vis gives en stemme til alle disse ensomme. For når ord som disse sættes på melodi, sker der det helt magiske, at man som publikum mærker den menneskelige længsel efter en, nogen, noget at føle sig forbundet med.

Jeg overvejer at lægge vejen forbi Får 302 igen, bare for at genopleve sange som Mand med Måne, Jeg søger to kvinder og Hello I’m Sunny. Og tør man måske håbe på et koncept-album?

 

Gæstespil af Ensemble Ensemble

Teater Får302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K

Spilleperiode: 8.-17. december og 9.-14. januar 2016

Set den 9. december 2016

 Fotos: Thomas Cato

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/er-der-nogen/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Carmen, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Jeg føler mig så meget på udebane – og så ...

Anmeldelse: ≈[cirka lig med], Odense Teater

Af Mette Herschend Hvad betyder penge for dig? Har du tænkt over det? Efter ...

Ungt Teaterblod

Anmeldelse: 7 RUNER, Next Zone

Af Amalie Sloth de Fine Licht   8 dygtige dansere kæmper en krig, men ...

Anmeldelse: Living Dead, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Af Lea Damgaard   Christian Lollikes nyeste favntag på flygtningekrisen er en gyserforestilling, der ...