Anmeldelse: Nordisk Fjer, Det Røde Rum, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Nordisk Fjer, Det Røde Rum, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Kan man omsætte en af Danmarkshistoriens største erhvervsskandaler til teater? Og kan man nå at fortælle hele historien på godt 100 minutter? Svaret på disse spørgsmål er ”Ja”. Det Kongelige Teaters Det Røde Rum har sammen med instruktøren Rune David Grue skabt en konsekvent og en bidende skarp fortælling om Nordisk Fjers kollaps.

 

I deres version hører vi fortællingen fra medarbejdernes synspunkter frem for enten direktionen og bestyrelsens, forbrugernes og mediernes vinkel. Vi får her et indblik i den dengang travle koncern, hvor medarbejderne presses til det yderste. Vi er i starten vidne til den nyansatte Gitte, som ikke kan forstå regnskabet og bogføringen, men som effektivt sættes på plads af Inga Lydia Rasmussen.

 

Medarbejderne spilles af Mikkel Arndt, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel og Maria Rossing. De gør det alle 7 bemærkelsesværdigt godt, så det er svært at fremhæve en af frem for andre.

 

01-nordiskfjerKGL

 

Jonas Fly har stået for scenografi og kostumer. Begge dele er også holdt stramt, og det fungerer rigtigt godt. Det komplementerer historien uden at tage fokus fra denne. Med få virkemidler er i ikke på noget tidspunkt i tvivl om historiens forløb og de forskellige seancer op til konkursen. De mange telefoners kimen og bestyrelsesmøderne ved den flytbare bordplade fungerer godt; førstnævnte kan nærmest ses som billen fanget i edderkoppens spind lige inden dens undergang, mens sidstnævnte effektfuld bruges til slut, hvor bordpladen får en faretruende hældning, således glas, papirer og kuglepenne lige så stille glider ned af bordet, inden at det hele er faldet fra hinanden.

 

Det er endvidere genialt at lade to af hovedpersonerne i skandalen, bestyrelsesformand og direktør Johannes Petersen og hans højre hånd Inga Lydia Rasmussen alene skildre igennem to højtalere. Det fungerer fantastisk godt, og det kan ses som et udtryk af den distance og forskellighed, der var mellem direktionen og bestyrelsen på den ene side og medarbejderne på den anden side.

 

14-nordiskfjerKGL

 

Scenografien består endvidere af en række blågrønne marmorplader, men kort tid efter begynder denne overflade at krakelere. De enkelte plader er flytbare, og de bruges effektivt igennem fortællingen – lige indtil det hele begynder at briste. Ligesom Nordisk Fjer er de blot en illusion, og når pladerne vendes er de alene en tarvelig træplade. Facaden er faldet bort.

 

I programmet er der følgende overskrift: ”Stop festen! Socialpsykologi i bestyrelseslokalet” på af artiklerne. Denne anmelder savner at se mere af denne dimension i forestillingen. Vi oplever Johannes Petersens og Inga Lydia Rasmussens store magt i virksomheden og deres manipuleren af både medarbejdere og samarbejdspartnere. ’Nordisk Fjer’ skildrer denne del sobert og skarpt, men vi kommer aldrig rigtig tættere på, hvorfor og hvordan det egentlig kunne gå så galt, uden at nogen reagerede. Jeg savner derfor en kommentar til spørgsmålet: ”Hvordan kunne det egentlig gå så galt?” for, at forestillingen er helt fuldendt. Med Johannes Petersens ord ”Jeg kan ikke mere. Undskyld.” fra mikrofonen tager han sit eget liv, og lavinen ruller.

 

17-nordiskfjerKGL

 

Det Røde Rums ’Nordisk Fjer’ er dog stadig seværdig og enhver med en vis historisk og samfunds- og økonomisk interesse vil få noget ud af forestillingen. Det burde næsten være obligatorisk at sende de samfundsvidenskabsstuderende fra KU og CBS ind og se forestillingen som et studie i, hvordan man ikke skal gøre.

 

Mens der til slut nærmest messende læses op af listen over alle de konkurser, som kollapset af Nordisk Fjer har medført – ”… under konkurs, …. under konkurs, …” – falder fjerene lige så stille ned over de resterende skuespillere. Nordisk Fjer er klædt af til skindet.

 

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det Røde Rum

 

Spiller indtil den 8. juni 2016

 

Spilledato: 17. marts 2016

Fotos: Miklos Szabo

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/nordisk-fjer/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *