Anmeldelse: Onkel Andy’s Late Night Theatre Show, Teater Grob

Anmeldelse: Onkel Andy’s Late Night Theatre Show, Teater Grob

Af Sofie Lystrøm

 

Jeg havde egentligt ikke regnet med at skulle ud og drikke øl lørdag aften, men efter min veninde og jeg slog turen forbi ’Onkel Andy’s Late Night Theatre Show’ på Teater GROB, kom vi hurtigt i festhumør.

I ’Onkel Andy’s Late Night Theatre Show’ bliver du inviteret indenfor til en fest med Hawaii-blomsterkæder, marimba-musik og farverige kostumer. Her får du lov til at drikke gratis øl, spise gratis toast og deltage i festlighederne sammen med de andre tilskuere.

onkel-andy-billede-1

Stykket er et nyt initiativ, som finder sted på Teater GROB’s blackbox-scene; GROB box, og det går ud på, at fem skuespillere, en instruktør og en scenograf har ti dage til at lave en forestilling ud fra et selvvalgt emne.

Emnet for denne aftens forestilling var ”Provinsen”. Dette emne prikker teaterholdet hul på ved at udforske provinsmennesket, som var det en dyreart på National Geographic. Vi oplever ”dyret” både, når det er på hjemmebane i sin have i provinsen, og når det bevæger sig ind på storbyens farlige terræn. Vi møder jyden, der i kælderen i Kødbyen omvendes til at blive storbymenneske, og vi hører sange om provinsmennesker, der er flyttet til det alt for store København og som bare savner ”køerne” og ”mors koteletter i fad”.

Skuespillerne er sjove og energiske, men det allerbedste er, at skuespillerne er så imødekommende overfor publikum. Det gælder især Onkel Andy som iført bokseshorts og med en lang åben morgenkåbe går rundt og hygger om publikum – giver os bridgeblanding, sætter sig ved siden af os og skåler med os. Det giver en smaddergod stemning.

For at være ærlig, var jeg en smule bekymret, lige da jeg trådte ind i teatersalen, for, at forestillingen med sin høje energi i høj grad ville appellere til unge, men at ældre mennesker ville føle sig lidt ”malplacerede”. Sådan blev det ikke. Med skuespillernes imødekommende charme var der plads til alle aldre og alle typer. Derfor var det hyggeligt.

Med ’Onkel Andy’s Late Night Theatre Show’ lover Teater GROB en aften udover det sædvanelige, og det får man. Måske det ikke dyb og eksistentiel kunst, men det en skide god og hyggelig warm-up til en lørdag aften.

 

 

 

Grob Box

Teater GROB, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 28. okt.–12. nov. 2016

Set den: 5. nov. 2016

Foto: Teater Grob

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.grob.dk/forestilling/onkel-andys-late-night-theater-show/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *