Anmeldelse: Orestien, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons

Vinglassene klirrer og snakken går lystigt i Scala-foyeren på Aarhus Teater. Vi står tætpakket; smil udveksles, og der hilses. Folk er mødt talstærkt op til premieren på teaterstykket Orestien. Blå vertikale neonlysrør kaster et blegt skær på ansigterne ved små skabte øer med piedstal-forhøjninger i lokalet.

Pludselig vandrer sølvklædte personer fra top til tå blandt det ventende publikum. En trio, i rollen som et klassisk græsk kor, fortæller sammen med én stemme om slaget ved Troja: Forestillingen Orestien er gået igang midt iblandt os med første akt, hvorefter vi ledes ind i salen til anden drabelig halvdel af forestillingen.

Orestien er en tragedie-trilogi, som er blevet fremført på de skrå brædder i et utal af gange, siden sin uropførelse i år 458 f. Kr; dannelsen af et demokratisk retssystem og familiemord står side om side i fortællingen om kongesønnen Orestes, som tager resolut hævn på vegne af sin myrdede fader, Agamemnon.

Man kunne derfor blive ledt til at tænke, at selve princippet i at nyfortolke og geniscenesætte det gamle græske drama ville kunne medføre en vis berøringsangst i et rent ærefrygtbaseret henseende. Det har heldigvis ikke vist sig at ikke være tilfældet med Orestien anno 2019: Tværtimod virker det, som at skaberne bag nyopsætningen er gået til opgaven med en appetit på både at lege med formatet, samt tilføre en ny og forfriskende puls til narrativet.

Scenografisk er der blevet skabt et moderne islæt med det visuelle lysdesign af Ulrik Gad. Helt specifikt er inkorporeringen af projiceret bevægende vand på skuespillerne, og den mørkegrå og grønne rammesætning med til at skabe en stemning af rå havnebunker, hvor krig og familiemord danner det dystre stemningstapet;  vandtemaet ligger som en ulmende og truende force, der kan oversvømme og drukne karakterne til enhver tid, og dette præger rammesætningen på bedste vis.

Runar Hodne kommer godt fra den moderne iscenesættelsen af teaterstykket med de forskellige komponenter af sin nyfortolkning af det græske grundstof; det mytiske materiale fremhæves igennem de nytænkte, sølvglintende kustomer, den rå scenografi og det mørke lydlandskab. Alle aspekterne peger hen imod spørgsmålet omkring, hvorledes man selv forholder sig til konfliktfyldte tider, som menneske i et demokratisk samfund.

Kostumerne af Mark Kenly Domino Tan underbygger den samme fremhævelse af forestillingens specifikke univers: Ved at klæde karakterne i enslignende sølvspraglede outfits med tilhørende trenchcoats, understreges de enkelte roller, som specifikke karakter i et større spil, hvor individuelle skæbner er ude af personernes egne hænder, samt deres distinkte fremmedartethed overfor publikum. Man får et blik ind i en fjerntliggende verden, hvor guder regerer, og menneskene er fanget, som penduler imellem deres egne følelsers vold og højere magters indflydelse.

Musiker Lydmor har skabt et mættet og truende lyddesign til Orestien, der direkte harmonerer med, samt giver en hård kant til fortællingens allerede barske handling. Igennem mørk elektronisk musik, omklamrer de nutidige musik klaustrofobisk karakterne.

Castet er stærkt og alsidigt, hvilket et plot-tungt og karakterdrevent stykke, som Orestien, nyder godt af. Nanna Bøttcher i rollen som Klytaimnestra formår på fortrinelig vis, at portrættere dronningens flerfaceterede bevæggrunde for at dræbe sin husbond, Jens Gotthelf som kong Agamemnon indtager Scala-foyeren med en gennemslagskraft, som kun en krigsherre besidder, mens hovedkarakteren, Orestes, spillet af Emil Prenter, vakler imellem sin stålvilje til at dræbe sin mor, samt sine egen fortvivelse over sin handling.

Orestien er en forestilling, som gang på gang peger tilbage på splittelsen imellem eviggyldige modpoler, som findes i et menneskeliv; imellem skæbne og valg, imellem familie og samfund, imellem krig og fred, imellem selvtægt og retssystem, hvilket gør dramaet så evigt relevant og tidsudviskende, som det er.

En mærkbar mangel i forestillingen, som måske kun ville kunne finde sted i en fuldkommen refortolkning af den originale historie, er underrepræsentationen af karakterne Kassandra og Elektra. På mange måder befinder de to karakterer sig i det samme følesesmæssige og sprængfarlige krydsfelt, som Orestes gør, hvilket ville have været fascinerende, at undersøge i højere grad i en uventet tilgang til teksten; et spændende videre dyk ned i Orestiens psykologiske lag forbipasseres i en nyfortolkning, som leger med udtryksformen for teaterstykket, men som ikke reaktualiserer de mindre udfoldede karakterer, som er i forestillingen.

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 10. maj-6. juni 2019

Set den 10. maj 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/orestien/

Medvirkende: Nanna Bøttcher, Jens Gotthelf, Emil Prenter, Peter Hald, Asta Kamma August, Christian Hetland, Rikke Lyllhoff, Mette Klakstein Wiberg og Lydmor

Af: Aischylos i version af Ted Hughes

Oversættelse: Pia Juul

Iscenesættelse: Runar Hodne

Komponist, Lyddesign & Musiker: Lydmor

Visuelt Design: Ulrik Gad

Kostumedesign: Mark Kenly Domino Tan

Varighed: 2 timer uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Slagballe Banke, ”TEATRET” og Teateriet Apropos

Af Signe Birk Backs   ’Slagballe Banke’… Hmm. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg ...

Anmeldelse: Pinocchio, Bådteatret

Af Anne Sophie Thingsted   I Bådteaterets skuespil Pinocchio prøver instruktør Rolf Heim at ...

Anmeldelse: Sne, Blomster, Fjer & Fisk, Teater Får302

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder   Hvis du ikke har råd til LSD, og hvis ...

Anmeldelse: Enetime, Teatret ved Sorte Hest

Af Rose Himmelstrup Hansen   Det absurde er næsten så absurd, at det bliver ...

Anmeldelse: YTR, Det Kommende Teater og Thy Teater

Af Anne Sophie Thingsted   Forestillingens eneste skuespiller, Søren Zacho Ruby, formår med en ...