Anmeldelse: Orlando, Betty Nansen Teatret

Af Emil Samaras Eriksen

 

Betty Nansens Teatrets Orlando er en teaterfremvisning af den kendte satiriske kønsklassiker af samme navn, oprindeligt skrevet af Virginia Wolf i 1928. Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke er bekendt med det originale værk. Netop derfor var jeg spændt på, hvordan denne klassiker ville udfolde sig for den uvidende teatergæst, der ikke var bekendt med historien forinden. Heldigvis overgik denne version af Orlando mine (givetvis ret neutrale) forventninger – Elisa Kragerup har instrueret et meget solidt drama, hvor humor, følelser og bizarre scenarier overrasker og underholder publikum.

Som folderen i aulaen på det smukke teater siger, så er selve tiden, livet, kønnene og døden opløst i Orlando, som selv på uforklarlig vis skifter køn halvvejs igennem stykket. Med dette skal der selvfølgelig forstås, at førnævnte ord er fleksible i stykkets rammer.

Allerede fra starten viser dette sig tydeligt, idet Orlando, der spilles af Maria Rossing, præsenteres af stykkets andre skuespillere. Jeg vil omtale Orlando som hen i løbet af dette stykke, frem for han/hun, hvilket passer godt ind i stykkets mentalitet og pointe. Ved at fjerne sociale og historiske virkeligheder, prøver Orlando nemlig at frigøre sig selv fra sin samtids normer. Om det er tvungne ægteskaber, kvindeundertrykkelse, ulykkelig kærlighed eller mangel på respekt fra samtidens kritikere – det hele binder Orlando fast og sender hen på en konstant metaforisk flugt og søgen efter mening, igennem stykket.

Maria Rossing spiller rollen som Orlando med en intimitet, livsglæde og en emotionalitet, som virkelig gør hen sympatisk. Man hepper hele vejen igennem stykket på, at Orlando faktisk finder en form for indre fred, samtidig med at man er nysgerrig på, hvilke andre strabadser der skal overkomme. Orlando deler scenen med fire andre dygtige skuespillere. Disse skuespillere er fleksible på samme måde som Orlandos seksualitet og tilstedeværelse, idet de skiftevis fungerer som en slags ydre samvittighed for Orlando, og andre gange nærmest bliver en ”rettesnor” for hen, der prøver at fortælle ”hvad der altså virkelig skete”. Sådanne scener viser, at Orlando prøver at bryde ud af historien – altså ud af selve tiden og hens samtidige normer.

De andre karakterer/skuespillere er vigtige for stykkets flow, idet de ofte optræder som dybt hysteriske eller overdrevne karakterer. Særligt gør Mikkel Arndt sig bemærket, idet han blandt andet spiller Orlandos mange elskere, der alle er hysteriske og hylende morsomme.

Der er flere ting, der bidrager til at skabe det gode indtryk på scenen – først og fremmest dialogen og samspillet mellem skuespillerne. Mange replikker forgår på et metaniveau, hvor flere af skuespillerne er klar over, at de befinder sig i en fiktion, og dette udløser en del humor og grin fra publikum. Når én på scenen beretter, at Orlando netop har sovet i 7 døgn, virker det som et reelt spørgsmål, når en skuespiller vender sig mod de andre og spørger: ”I 7 døgn?”, som om de ved, hvor bizart konceptet er. Et andet tidspunkt i stykket, hvor en skuespiller klæder sig ud som en konge, og en anden påpeger, at han har glemt sin paryk, var jeg oprigtigt i tvivl, om det var en del af stykket, eller bare en fejl.

Jeg kunne dog godt føle, at humoren og skuespillernes ofte absurde mimik blev en anelse for meget. Især i 1. akt af stykket, som generelt virkede ufokuseret. Der er ofte ingen indre logik i stykket, der forklarer, hvorfor Orlando gør, som hen gør. Nogle gange formidles den absurde logik bedre end andre – hen sover eksempelvis de 7 dage på grund af ulykkelig kærlighed, hvilket giver mening – men andre gange forstår jeg ganske enkelt ikke, hvad pointen er med en scene. Hvilket selvfølgelig er en pointe i sig selv; men det ændrer ikke på, at 1. akt virker rodet og lidt for fokuseret på humor.

Det retter 2. akt dog kolossalt op på. Den føles langt hurtigere og vigtigere med et større fokus på følelserne, frem for de absurde vittigheder (selvom de dog stadig absolut er til stede, og ofte er ret sjove). Især de sidste, stærkt følelsesladede scener af stykket, er rammende. Uden at afsløre noget konkret vil jeg blot sige, at publikum konfronteres med Orlandos liv på en imponerende måde, der lukkede hele stykket med en tilfredsstillende afslutning.

Stykket sluttede altså heldigvis langt på sit højeste, og jeg føler faktisk, at 2. akt på mange måder retfærdiggør den forvirrede opbygning af historien i 1. akt. Som en tematisk tilføjelse kan jeg sige, at Orlando er en kvinde i 2. akt, og dermed håndterer konkrete problemer i relation til sit køn. Det samme gør sig ikke gældende i første akt, hvor hun er en mand – måske af gode grunde.

Scenografien og kostumerne i stykket, konstrueret af Maja Ravn, bør utvivlsomt nævnes. Scenens baggrund er et gigantisk spejl, som kan bevæge sig, hvilket både er unikt i sig selv, og gives mange interessante funktioner under stykket. Det er også med til at fjerne eller forandre det ellers almindelige faktum, at scenen har ”bagside”, som gør, at skuespillerne skal vende sig mod publikum, og dermed metaforisk og fysisk bringe publikum tættere på skuespillerne. Spejlet gør dermed også, at man får set skuespillernes elegante og stilede kostumer fra flere vinkler. En sand fornøjelse.

At historien i Orlando er let at følge, kan jeg ikke påstå – specielt som én, der ikke tidligere er bekendt ved materialet. Jeg føler dog, at denne version af Orlando gør et godt stykke arbejde i at skabe underholdning, gode grin, følelser og undren over livets mysterier og mærkværdigheder.

Jeg forstår godt, at det er en klassiker, og stykket formår utvivlsomt at bringe Virgina Woolfs roman ind i en vigtig moderne kontekst – på trods af, at ruten dertil måske ikke er helt let at følge. Men langt hen af vejen er det jo netop meningen; historien bliver et medie, en flydende ting, som bare er endnu et fascinerende aspekt af Orlando, visualiseret igennem dygtige skuespillere og imponerende scenografi. Det er helt klart værd at tage ind og se.

 

Betty Nansens Teater, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 14. september-13. oktober 2018

Set 14. september 2018

Fotos: Natascha Thira Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/orlando/

MedvirkendeMaria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann og Anton Hjejle

Baseret på roman af: Virginia Woolf 

Romanoversættelse: Karsten Sand Iversen

Dramatisering: Sigrid Strøm Reibo og Njål Helge Mjøs 

Bearbejdelse til Betty Nansen Teatret: Elisa Kragerup og Solveig Gade 

Instruktion: Elisa Kragerup

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Dramaturg: Solveig Gade 

Videodesign: Søren Knud Christensen 

Lysdesign: Christian Alkjær

Varighed: Ca. to timer og 15 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Leonora Christina, ODEON (Odense Teater)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard Leonora Christina var datter af Christian 4. Hun var gift ...

Anmeldelse: Den lille prins, Anemone Teatret (Teater Next)

Af Henriette Devantier   Hvert år køber omtrent 2 millioner mennesker verden rundt Antoine ...

Anmeldelse: Romeo og Julie, Aalborg Teater

Af Sofie Trige   Rome og Julie. Alle kender disse to navne og alle ...

Anmeldelse: Living Dead, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Af Lea Damgaard   Christian Lollikes nyeste favntag på flygtningekrisen er en gyserforestilling, der ...