Anmeldelse: Pang!, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Pang!, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Da jeg er på vej mod Kgs. Nytorv sker der noget i metroen. Mellem Forum og Nørreport bliver vognen fyldt med røg og en stærk lugt af tjald. En lille mørkhåret kvinde har tændt en joint og står uanfægtet og pulser på den. Hun står af igen. Ingen har skældt ud på hende eller bedt hende slukke den. Og lugten bliver hængende. Det var en voldsom og forstyrrende oplevelse at sidde i skak i en atmosfære, der risikerer at påvirke en, om man vil det eller ej. Men på det tidspunkt havde jeg selvfølgelig endnu ikke set ’Pang!’

Med det skal det naturligvis siges, at jeg finder det langt mere passende at blive stærkt påvirket i teateret. Med Pang! skal man bare være forberedt på et stykke, der ikke holder sig tilbage på nogen måde. Hvis du ikke er i humør til en mellemting mellem ”American Psycho” og ”Bliktrommen”, burde du måske blive hjemme. Og hvis synet af en østeuropæisk velourklædt babysitter, der i bagbundet tilstand bliver voldtaget med skaftet på en forhammer af et femårigt barn er for meget at sluge, er det måske bedre bare at tage i biografen.

_34C8255 (1) [1600x1200]

Vi møder Mads Rømer Brolin-Tani, der kigger ind af salsdøren. Selvom han selvfølgelig ikke er Mads. Han er Rolf Pang i hvid garderobekåbe. Vi bliver forført og skræmt af hans alt for rolige smil og gennemborende øjne. Det bliver gjort åbenlyst forklaret, at det her handler om ham. Og kun ham. I øjeblikket før hans fødsel er der, som han selv siger det, ikke sket en skid. Og det er røvkedeligt. Så vi kommer i gang.

I den hvide, kliniske scenografi åbner to af de fire meter høje skodder, der beklæder sider og bagvæg. Og ud kommer Rolf Pangs forældre. I varmende kontrast til Rolfs kølige charme, virker de dejligt lykkelige og kejtede. Det øvrige ensemble indtager rummet i ren og skær hanekamp om hvem, der havde mest med hele historien at gøre. Og i det magt-vakuum, som Rolf har efterladt i Mellemgulvets sal, er det ikke til at udpege en vinder.

Stine Schrøders forvrængede moderlige tilstedeværelse om kap med Morten Burians heftigt ligestillingskæmpende faderfigur, der kramper sammen hver gang, at han ryger ud af en bogstavsrim-tangent, giver en tilpas ubalance i familiens karakter. Til at dokumentere alting i imponerende audio-visuelle kunstgreb gør Simon Bennebjerg sig bemærket som en slags Flødebolleræs-Karl Bille fra ”The Hunger Games”. Til alt andet og udover det forventede, dækker Morten Christensen og Christine Gjerulff de øvrige syv (hvis ikke flere) ensemble-roller med alsidighed på både humor og tragedie.

_34C9163 (1) [1600x1200]

I stykkets anslag foruroliger Gjerulffs overlæge Meyer med et varsel: Rolfs mor er gravid ja, men med tvillinger – og den ene er ved at kvæle den anden. Således bliver Rolf Pangs første stød med albuen leveret allerede inden hans egentlige fødsel. Det var hans skæbne at blive enebarn og derved i den rette position til at – i hans egne ord – overtage hele butikken her. Han bider selv navlestrengen over med sine fuldt udvoksede tænder.

Med veloplagte skuespillere, der udviser en kraftpræstation i gensidig tillid, samt en skræmmende, åbenlys og farlig brug af rekvisitter bygger der sig en hob af foruroligende indtryk op. Det ene mere kæberaslende end det forrige. Og en god detalje, man bemærker, er rekvisitternes akkumulation på scenen. Intet får lov at forlade gulvet. Det bliver liggende eller stående så man ikke får lov at glemme f.eks. Rolfs døde lillesøster – en blodindsmurt dukke. Fra det klinisk rene førstehåndsindtryk og til slut, bliver scenerummet i Jonas Flys scenografi langsomt, men sikkert forvrænget. Som en slags satans sandkasse med en stor behåret kusse afbilledet på væggen. Dejligt forargende.

’Pang!’ er en absurd tour de force på to timer der efterlader mange tanker og spørgsmål. Og den holder bestemt momentum og mere til oppe under hele seancen. Glem alt om at få en pause. Selvom det måske havde været ”sundt”, bliver det ikke nødvendigt. Man sidder på kanten af sædet i samme stil, som når man ikke kan kigge væk fra en brændende bygning.

_34C9816 (1) [1600x1200]

Der kan både filosoferes om børneopdragelse, SoMe-effekten på spædbørn, kønskamp og Ødipale komplekser. Der advares fra Det Kongelige Teaters side mod stødende optrin og sprogbrug. En advarsel, som jeg gerne gentager for dem. Men, som jeg også håber, vil være en ventil, der tillader at spillerne får det publikum, de fortjener. Mennesker, der kan klare mosten.

Stykket er oversat og tilpasset fra tysk, hvor det oprindeligt er skrevet af dramatikeren Marius von Mayenburg, og blot i juni blev sat op for første gang på Schaubühne i Berlin.  Og man mærker bestemt også den Bertolt Brecht-agtig politisk kontrovers og usødet, men velkrydret humor i de utallige fjerde-vægs-brud.

Rolf Pangs charmerende og højintellektuelle argumentkæder giver også en bismag af Nietzsche, og hans filosofiske idé om overmennesket. Som modstander til hans karakters frembrusende, selvcentrerede brutalitet, kommer fru overlæge Meyer med sit besyv til diskussionen – på den anden ende af spektret men ligeså radikalt – en teori om, at den mest udbredte gift i samfundet er testosteron. Og at vi kan løse alverdens problemer med kemisk kastration af alle mænd på verdensplan. Give verden en pause på ca. fem år fra den ondskab der kun udspringer af mænds hormoner.

Det er ikke til at finde en direkte morale. Måske er moralen netop, at mennesker ikke længere er i stand til at opnå moralske holdepladser. For selv efter et til dels overraskende vendepunkt, der burde have slået Rolf ud af kurs, rejser han sig på ny og tager for alvor fat i tøjlerne på helveds-hingsten. Med fingeren på knappen, smækker Rolf låget i for forestillingen. Og med et sådan brag, at man føler sig tvangskneppet med skaftet på en forhammer. Fra start til slut er man blevet så stærkt påvirket, at forestillingen ikke kan nægtes at være et enormt vellykket skridt i en meget ny retning.

På vej hjem i metroen skete, der absolut ingenting. Og det var på sin vis kærkomment. Men også en lille smule røvkedeligt.

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 29. november 2017-7. februar 2018

Set den 29. november 2017

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/pang/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *