Anmeldelse: Revolt. She said. Revolt again., Husets Teater

Af Ea Melissa Christiansen

 

Når ordene skal revolutioneres, og tankerne ikke er nok, er det kun én ting at gøre: At ændre på hele fucking lortet. Revolutionér sproget. Revolutionér verden.

Med ordene: ”Jeg forstår ikke”, indledes forestillingen Revolt. She Said. Revolt Again, som forleden havde Danmarkspremiere på Husets Teater. Forestillingen er skrevet af den prisbelønnede Alice Birch og er en ud af tre forestillinger, som blev skrevet med henblik på udsagnet: ”Well-behaved Women Seldom Make History” for Royal Shakespeare Company i England 2013.

Revolt...HusetsTeater-Billede 0 cover [1600x1200]

Forestillingen starter ud med en lang og komisk entré med Jens Albinus, der kravler igennem et væld af mikrofonstativer. Stemningen er akavet, mens han gør klar til en tale. Først er der tudser i halsen, dernæst mangler han en mikrofon og et stativ. Til sidst fremstammer han et ”Ah” og stammer, som var han gået i trance, indtil resten af medspillere bringer ind med hver deres støn. Tilsammen udgør dette en melodi.

I Revolt. She Said. Revolt Again lægges der op til en revolution. Den lægger op til at vende vrangen ud på vores opfattelse af verden og til at stikke en lang fed fuckfinger frem, til at hvad der hedder kønsdiskriminering og gamle forædte normer i en fucked up og kaotisk verden, hvor både militære krige såvel som politiske konflikter raser.

Der leges med magtspillet mellem kvinder og mænd, og Jens Albinus og Marina Bouras er hyldende morsomme, når de liderligt og intenst konkurrerer om, hvem der skal dominere den anden, på hvad der skal ligne et heteroseksuelt par på første date. De diskuterer f.eks. om, hvem der skal hvad. Skal han putte hans pik i hende først, eller skal hun putte sin vagina på ham først? Skal kvinden eller manden være den dominerende? Det hele bliver både bizart, det bliver frækt, og det bliver komisk, når de står og konkurrer om, hvem der egentlig kan tillade sig at gøre hvad.

Revolt...HusetsTeater-billede 1 [1600x1200]

De næste scener kører, skuespillerne er troværdige, komiske og energiske, men midt inde i forestillingen bliver scenerne mere og mere rodede, og jeg kommer i tvivl om, om det er manuskriptet, der lægger op til dette, eller om det er et valg iblandt produktionen, når absurde øjeblikke forekommer.

F.eks. er der en scene med ”Dinah, Bedste og Agnes”. Tre generationer, hvor moren prøver at bryde tabuer, men aldrig får et svar. Dette i sig selv lyder simpelt nok, men fremførelsen havde løse ender. Den virkede komisk frem for seriøst, og jeg undrede mig mere, end jeg følte med karakteren Agnes, når hun stod med tape om ærmerne og prøvede at fremstamme ord. Agnes fremstår som en blanding af en spastiker og en med psykiske mén, og des mere energi Stine Gyldenkerne lægger i det, des mere absurd bliver scenen. Måske det absurde netop har meget at skulle have sagt?

Undervejs blev scenerne bundet sammen af lyde og eksperimenterende elektronisk musik af komponist Hannah Schneider. Dette passede godt til den udforskende tilgang til ”det ukendte revolutionære” og gjorde oplevelsen mere bemærkelsesværdig. Scenerne er et stemningsbillede af, hvordan vi opfatter verden, og netop derfor passer det fint ind, at musikken fremføres abstrakt ligeså; som vi opfatter og føler ting, ikke som de reelt er.

Revolt...HusetsTeater-billede 2 [1600x1200]

Skuespillerne fungerer bedst i scener, hvor ikke alle er i spil. Her gør de plads til hinanden, således at vi som publikum kan følge med. Der bliver kastet et bundt af indtryk i hovedet på dig, når alle står på scenen, fordi alle er enormt energiske. De er dygtige allesammen, men selv om ”kaos” tit bør fremføres ”kaotisk”, er det også rart at kunne følge med og at kunne høre, hvad der bliver sagt. Ellers bliver vi som publikum hurtigt tabt bag en vogn.

Teksten lægger op til et ragnarok af snakken oven i hinanden, og bliver løbende, som det virvar af tanker, som florerer inde i vores hoved, når alting bliver for meget. Men den der følelse af provokation, savnede jeg MERE af. Den kunne måske have føltes større, hvis skuespillernes ”råb” blev tonet ned i starten og gemt til sidste del, således at der kommer en form for klimaks.

Som supplement til den sommetider kaotiske tekst, var scenen yderst minimalistisk. På den lille blackbox var der en bunke af mikrofonstativer, fem højtalere og et klaver. Resten blev fremført via belysning, og det fungerede godt sat op mod budskabet om at presse publikums anskuelse af verden. Det efterlader et anonymt billede, så man som tilskuer har muligheden for selv at fundere over forestillingen, uden at være præget af teatrets bud på, hvordan vi kan ændre fremtiden. Det er i bund og grund op til os selv! Så husk at spidse ører, da teksten har mange ting skjult mellem linjerne.

Revolt...HusetsTeater-billede 3 [1600x1200]

Hvis du vil stå til ansigt med samfundets tabuer, i et mix af verbale konfrontationer, er Revolt. She said. Revolt Again et spændende bud derpå. Den er både komisk, frygtindgydende, forvirrende, forstående, for gentagende, for meningsløs og for meningsfyldt til egentlig som sådan lige at kunne blive forklaret kort og kontant.

 

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V

Spilleperiode: 24. februar-24. marts 2018  

Set den 24. februar 2018

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/revolt-she-said-revolt-again/

Medvirkende: Marina Bouras, Jens Albinus, Charlotte Munck, Stine Gyldenkerne og

Alvin Olid Bursøe

Komponist og musikalsk koncept: Hannah Schneider

Lyddesign: Asger Kudahl

Lysdesign: Mads Vegas

Original tekst: Alice Birch
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: ELF – The musical, Tivoli

Af Henriette Devantier   En festligste julehumørbombe er sprunget i Tivoli! På storslået vis ...

Anmeldelse: as I collapse, Dansehallerne (recoil performance group)

Af Rose Himmelstrup Hansen   Moderne dans kan tit være totalt forvirrende. Sådan, hvor ...

Anmeldelse: MAND – KVINDE – HUND, Husets Teater

Af Jonas Gudmand   En natkabaret med én mand på scenen og en kvindelig ...

Anmeldelse: Menneskedyr, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Sort. Tankevækkende. Forunderlig. Underligt. Legende. Overraskende. Skævt. Dette er ...

Anmeldelse: Hvis dette er et menneske, Husets Teater

Af Emil Møller Christensen Jens Albinus står alene på scenen i monologen Hvis dette ...

Anmeldelse: An Officer and a Gentleman, Musical Silkeborg

Af Christian Skovgaard Hansen   ’An Officer and a Gentleman’ er oprindeligt et amerikansk ...