Anmeldelse: Roskilde Moments, Det Kongelige Teater (gæsteanmeldelse)

Af Amalie Sloth de Fine Licht, gæsteanmelder
Kan du sove, selvom højtalere pumper med den samme sang fire timer i træk? Har du kastet op for derefter at skylle smagen væk med endnu en øl? Og er pengene allerede sparet op til sommerens festivaler? Så garanteres der gode grin og sommerlængsel til dig i Skuespilhusets Det Røde Rum. Tag din gode ven under armen og nyd god musik, øl og musikalske overraskelser og mærk festivalstemningen snige sig ind på dig.
 
”Roskilde Moments” er én ud af flere forestillinger, som Eventministeriet i Skuespilhuset står bag. Fælles for disse forestillinger er, at de med deres ultrakorte prøvetid (ca. 4 dage) bygger meget på improvisation og det rå, upolerede udtryk. Denne arbejdstilgang præger tydeligt ”Roskilde Moments” – men overvejende positivt. Skuespillernes frihed og den skrabede scenografi giver plads til gentagende publikumsinddragelse og sjove overraskelser. Som publikum er du med til at skabe forestillingen og stemningen; et dejligt afbræk, hvis man er blevet træt af den traditionelle, passive rolle som teatertilskuer.
 
”Roskilde Moments” er bygget op om 12 sange, alle sunget på Roskilde Festivalerne i årenes løb, leveret af et fremragende band og nogle ligeledes musikalsk stærke skuespillere. Der er derfor ikke blevet lagt vægt på skuespillet, som fungerer som overgange til musikstykkerne. Det betyder, at der heller ikke er plads til den store dramaturgi, og forestillingen indeholder ingen rigtig begyndelse, midte, slutning, retning, eller noget reelt budskab for den sags skyld. Ikke at sige, at der ikke var en god variation af vilde rocknumre og mere intime ballader, men en decideret udvikling i forestillingen var der ikke. Dog blev jeg, og øjensynligt også tilskuerne omkring mig, super godt underholdt, men jeg tør godt påstå, at ingen gik derfra med noget at tænke over, udover måske lysten til øl og sommerferie.
Når man laver en forestilling over noget så folkekendt som Roskilde Festivalen, er der lagt op til sjove genkendelige situationer, som folk der har været på festival kan relatere til: Brækepisoder, ølstafet, toiletpapirstornadoer, nøgenløb osv. Alt sammen greb, som relativt nemt vinder publikums opmærksomhed og latter. Udover at disse utallige referencemuligheder kun blev brugt i et begrænset antal, så ville det have været interessant at se en anden, måske kritisk eller bare mere undersøgende og spørgende tilgang til festivalfænomenet.
 
Hvad ligger til grund for, at vi er villige til at betale en stor sum penge, for at leve som dem, vi sender nødhjælp til? Er the-roskilde-feeling et andet ord for det fællesskab, som vi danskere søger i et stadigt mere individualiseret samfund? Men med 4 dages prøveperiode er der ikke tid til at dykke ned i de, efter min mening mere interessante, aspekter af Roskilde Festival.
Derfor sidder jeg efter mødet med Roskilde Moments tilbage med smagen af en lækker flødekage i munden, men ikke desto mindre overvejende tomme kalorier frem for nærende tankeføde. Men de tomme kalorier smager jo godt!
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det Røde Rum, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København
Spillede 28.-29. marts 2015
Spilledato: 29. marts 2015
Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like