Anmeldelse: Rusturen, Edison (C:NTACT)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

De fleste, der går eller har gået på en videregående uddannelse husker deres rustur. Rusturen, som er noget af det første, man som ny studerende kastes ud i. Rusturen som nogen elsker, mens andre hader den. Netop denne rustur er omdrejningspunktet i C:NTACTs nye forestilling Rusturen.

Igennem forestillingen følger vi 6 personer, som alle læser statskundskab og nu er på rustur. Hvem er man selv? Og hvem er de andre? Vi præsenteres for de 6 personer, som alle er vidt forskellige og kommer med hver sin baggrund. Spørgsmålet er, om de har de rette ”sociale kundskaber”, så de kan overleve rusturen sammen.

Vi starter med en fordomsleg, så de ”rigtig kan lære hinanden at kende”. Lige så klichéagtig som denne floskel er, er legen. De skal ikke blot komme med deres fordomme over de andre – men også gætte deres favoritsexstilling. Men det er jo bare en leg – siges det. Efterhånden, som rusturen skrider frem, legene udvikler sig, promillerne stiger, og grænserne lige så stille bliver brudt, tager konflikterne og modsætninger også til.

Alle 6 skuespillere gør en solid indsats, og selvom deres karakterer måske er vel stereotype, formår de at skabe det rette liv til dem. Dette uanset, om det er som den lidt naive – og liderlige – Sarah fra Esbjerg, Frederiksberg-drengen, knægten fra Vestegnen, som er mønsterbryder, overklassepigen fra Nordsjælland eller pigen af diplomatforældrene fra Mellemøsten.

Det er jo bare for sjov! Eller er det? Ikke nødvendigvis – i hvert fald ikke for dem alle. Forestillingens temaer er universelle, og de fleste vil kunne nikke genkendende til alle dem, der behandles i forestillingen. Om hvor langt, man kan, vil og tør gå for at passe ind i en given forsamling, hvilken identitet man har, og hvad integration, fællesskab, sociale kundskaber og diskrimination gør i et fællesskab – og i samfundet som sådan. Forestillingen sætter også fokus på vores drukkultur, religion og sexisme og hele kønsdebatten. Det er alle vigtige og evigt aktuelle emner, og det er derfor kun godt, at Rusturen tør tage fat om dem om tale til de unge om dem.

Rusturen

Rusturen præsenteres som ”ny, slagkraftig dramatik til unge” på teatrets hjemmeside. Langt hen ad vejen holder denne beskrivelse stik. Men helt så slagkraftig, som den kunne være er den desværre ikke.

Der er tre ting, som i øvrigt hænger uløseligt sammen, der trækker lidt i den anden retning. For det første er forestillingens varighed på ca. 1 time og 45 minutter ganske enkelt for lang tid. Forestillingen mister tempo, og det kan være svært at holde koncentrationen og fokus. For det andet er Zaki Youssef og Babak Vakilis manuskript lidt for langt og med lidt for mange pauser og sidehistorier. For det tredje er mange af forestillingens temaer universelle, så de kunne passe ind i de fleste ”omgivelser”. Det står os ikke helt klart, hvordan eller hvorfor lige rusturen er den perfekte ramme. Det ville klæde forestillingen at blive strammet mere op, så det er ”slagkraftig” hele vejen igennem!

C:NTACTs forestillinger tager normalt de medvirkendes historier, professionaliserer dem og giver dem tilbage til dem, inden disse almindelige mennesker selv får lov at fremføre deres historier. Her har C:NTACT dog ”professionaliseret” det lidt mere med manuskript, scenografi osv., så det hele er sat i lidt fastere rammer. Det kan måske også være derfor, at denne forestilling ikke kommer helt så meget ind under huden på os, som deres forestillinger normalt gør.

Rigtig slagkraftigt bliver det dog først til slut! Slutningen skal ikke røbes her, men det kan blot konstateres, at festen fortsætter ud på de sene nattetimer, hvorefter der sker ting og sager. Konsekvensen heraf er måske meget enkel, men den er ikke helt så enkel dagen efter, hvor det hele kulminerer. Afslutningsreplikken er eminent! Jeg kunne godt have tænkt mig meget mere af denne nerve igennem resten af forestillingen også.

Overordnet er Rusturen dog et fornemt portræt af mennesket og dets handlinger – og i et vist omfang også af en rustur. Forestillingen giver stadig noget at tænke over, og det kan jo tænkes, at det yngre publikum vil ”angribe” deres egen, kommende rustur på en bedre måde.

 

C:NTACT

Edision, Edisonvej 10, 1858 Frederiksberg C

Spilleperiode: 13.-24. april 2018

Spiller igen til september 2018

Set den 21. april 2018

Foto: Jón Bjarni Hjartarson

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.contact.dk/forestilling/rusturen/

Medvirkende: Nicklas Søderberg Lundstrøm, Julie Jeziorski, Wahid Sui Mahmoud, Molly Blixt Egelind, Lior Foighel og Amina Tornak

Dramatikere: Zaki Youssef og Babak Vakili

Instruktør: Kamilla Bach Mortensen

Scenografi: Benjamin la Cour

Komponist: Troels Kampmann Kjær

Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Urfuglene, Teatergruppen Urfuglene

Af Carina Blangsbøll, gæsteanmelder Se den, så du via en meget enkel scenografi kan ...

Anmeldelse: Revisoren, Nørrebro Teater

Af Eva Gudmand   ”Det er ikke godt! Det er ganske enkelt dårligt nyt ...

Anmeldelse: Bilisten, Folketeatret (Mungo Park Kolding)

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Bilisten’ – i skikkelse af Frank Thiel – er ...

Anmeldelse: Medea, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Signe Birk Backs   Medea er et ca. 2500 ...

Anmeldelse: Det store juleterapishow, Rialto:Teatret

Af Carina Blangsbøll   Denne forestilling er for dig, der ikke kan lide jul. ...