Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Anne Sophie Parsons

 

Siden Trumps indførelse i Det Hvide Hus har varsler om fake news og konspirationsteorier været i æteren internationalt nærmest dagligt; at alle officielle udmeldinger og nyhedsopdateringer kan – og bør, i følge bestemte individer – betvivles i kølvandet på alle folks tilgang til mediekanaler og leaked fortrolige informationer.

Præcis problematikken omkring hvad man kan tro på i vores moderne tidsalder – og hvad man som resultat vælger at betvivle – er fokusset i Von Badens nye forestilling. Sammensværgelse handler om psykologiprofessoren Alex, der forsker i konspirationsteorier; hun lever et stilfærdigt liv sammen med sin mand, Kim. Efter et konferencebesøg i Boston, vender hun dog tilbage til en smadret tilværelse – deres søn, Karl-Emil, har i mellemtiden været involveret i en bilulykke på vej til fodbold, hvor han døde.

Det er startskuddet til det efterfølgende drama, hvor vi som tilskuere ser Alex synke dybere og dybere ned i sine egne ideer omkring, at Karl-Emil blot er væk, og ikke død, i håbet om at håndtere sin egne altoverskyggende sorg. I takt med at hun overbeviser sig selv omkring sin nye teori, om at sønnen er blev taget af mænd i en sort bil, optræder der flere og flere surreale situationer i bedste David Lynch-stil. F.eks. når husbonden Kim fremtræder med en komplet anden personlighed og Alf, en mand, der trisser rundt i sandaler og med tilhørende afslappet attitude, af uforklarlige grunde begynder at gøre sin entré, som Alex’ absurde samtalepartner.

Alex forklarer i begyndelsen af stykket, at konspirationsteoretikere alle har det til fælles at kunne finde mønstre i kaos, hvilket er en fin opsummering af den sindsstemning hun befinder sig i efter Karl-Emils fravær. Karakteren forfalder f.eks. selv til at forsøge at gøre dette, når tilfældigt fjernet madvarer fra køleskabet giver hende direkte informationer vedrørende sin – i hendes egen optik – forsvundne søn.

Patricia Schumann leverer stilsikkert en overbevisende præsentation af en moderne karrierekvinde, der med udslået hår og desperate øjne, langsomt, men sikkert overvindes af sine egne vrangforestillinger om sønnens bortførelse af anonyme mænd. Frederik Meldal Nørgaard gør en dygtig og mere jordbunden pendant til sin desillusionerede kone i form af Kim, der egentlig åbenlyst viser flest følelser af de to i forbindelse med tabet. Anders Brink Madsen er Alf, en mand, der med sin væremåde og udtalelser signalerer den flydende distinktion mellem den realistiske og den surrealistisk verden i Sammensværgelse.

Med sine replikker, får man det umiddelbare indtryk, at både han og Alex befinder sig på et psykiatrisk behandlingssted, og det fysiske køkken blot udgør en fysisk ramme om et delt mentalt rum, hvor de to kan konspirere sammen om Karl-Emils væren. Med lige dele humor og absurde udmeldinger, fungerer hans rolle som et klart underholdende element, men lige så vigtigt, som den karakter, der kan støtte Alex i de udfarende analyser og konklusioner omkring sønnen.

Især den scenografiske brug af rummet i Sammensværgelse fungerer godt: Handlingen udfolder sig i parrets køkken, men ændres fra det normale hverdagslivs trygge rammer til en surreal fremstilling af et samtalekøkken. Alex siger til Alf på et tidspunkt at: ”Jeg ved godt det, at ikke er mit køkken.”

Opfattelsen af køkkenet som et reelt sted ændres til et mentalt sted effektivt igennem enkelte greb fra lyddesigner Emil Assing Høyer, lysdesigner Mads Lindegaard, og scenograferne Johanne Eggert og Allan Frausings side: Lysændring, der sætter en helt anden truende stemning, en krattende radio, der spiller forskruede sange og fotos på køleskabet af f.eks. Elvis, indgår alt sammen som led i hele det konspiratoriske spindelvæv, som Alex sidder fanget i midten af.

For at kunne begrunde sine konspirationsteorier, skal man kunne aflæse umiddelbart uafhængige mønstre og symboler af hinanden for at blotlægge de informationer, som blot før var hengemt for det konkrete øje – Sammensværgelse gør dette i få episoder igennem børnelegetøj og madvarer, men det kunne have været interessant at se endnu flere anvendelser af hvordan den forskruede mentale verden, som Alex befinder sig i, forsøger at interagere med hende igennem kodesprog i Sammensværgelse.

Præcis det konkrete fravær af Karl-Emil er med til at styrke hele fortællingen fra start til slut; tabet signaleres med placeringen af legetøj i køkkenet, som dukker op fra den ene scene til den anden, og er derfor et konkret hulrum, som man kan tage at føle på, som Alex må fortolke omkring og fylde med mening. Dette fravær – både for Alex og tilskueren selv – er med til at understøtte den fortolkning, som karakteren kommer frem til i løbet af forestillingen.

Man bliver som tilskuer derfor aldrig helt sikker på, hvorvidt alle hændelserne foregår oppe i Alex’ eget hoved eller ej – og det er der, hvor Sammensværgelses åbenlyse force ligger i. Så hvis du har mod på højtråbende konspirationsteorier og et moderne familiedrama her i juletiden, er der mulighed for at se forestillingen på Teatret Svalegangen frem til den 15. december.

 

Von Baden

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 4.-15. december 2018 på Teatret Svalegangen

Set den 4. december 2018

Fotos: Gisli Dua

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2018-2019/sammensvaergelse/

Medvirkende: Patricia Schumann, Frederik Meldal Nørgaard og Anders Brink Madsen

Tekst: Henrik Vestergaard

Instruktion: Von Baden

Scenografi: Johanne Eggert og Allan Frausing

Lysdesign: Mads Lindegaard

Lyddesign: Emil Assing Høyer

Varighed: Ca. 65 min. uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse, Status, Husets Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Erlend Loes roman ’Status’ er kommet ind ...

Anmeldelse: Min Odyssé, Teaterøen (Asterions Hus)

Af Julius Gotthardt Møller   ’Min Odyssé’ er en nostalgisk, navlepillende energiudladning af usete ...

Anmeldelse: Puntila, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand   ‘Puntila’ er et virkeligt originalt stykke, der er værd at ...

Anmeldelse: Her og nu, Odense Teater (Skuespiluddannelsen i Odense)

Af Mette Herschend   Efter forestillingen ’Her og nu’ på Værkstedet måtte jeg godt ...

Anmeldelse: Cabaret, Copenhagen Theatre Circle

Af Ea Melissa Christiansen   ”Velkommen alle sammen! Herinde er livet smukt” bliver der ...